»Da havde vi skudt en mand, der ville skyde os«

Ejgil Skov Jørgensen, 92 år, var våbenproduktionsleder for Holger Danske under besættelsen og gik under kun under navnet Marius Foss.

 

Flere gange var Ejgil Skov Jørgensen ved at blive angivet af en stikker. Som dengang i 1943.

»Jeg husker den første, der stak os. Han boede hos sine forældre på Frederiksberg. Jeg havde fået lov at arbejde for varmemesteren i hans opgangsværksted i kælderen. Så jeg stod i kælderen under dække af, at jeg reparerede kedlerne. En dag kom han ned og kiggede og sagde goddag og spurgte ind til mit arbejde, hvor jeg forklarede, at jeg reparerede på kedlerne. Så gik han igen.

Der er mange historier med ham, men det korte og det lange er, at vi hurtigt fandt ud af, at han arbejdede for tyskerne. Han havde også fundet ud af, hvor jeg og Lille Hans boede. Så vi måtte flytte. Vi lånte en ny kælder i Saxogade, hvor vi fik lov at arbejde. Der passede folk på os. Men ham gutten fik vi at vide, at vi skulle af med.

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Eigil Skov Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Vi fik arrangeret det hos Lille Hans’ far, der havde en skrædderforretning skråt over for en barber i Kingosgade. Vi holdt øje i lang tid, og så så vi ham gå ind til barberen. Så blev der signaleret, at nu skulle det være. Jeg, Henning Winther og Lille Hans gik ind. Han kiggede lige op fra avisen. Lille Hans tog sin pistol og prøvede at skyde ham, men den svigtede. Så han slog ham i hovedet. Hvorefter Henning Winther skød ham i nakken. Så gik vi ligeså stille ud igen. Den eneste gang vi festede var den dag og aften. Da havde vi skudt en mand, der ville skyde os. Det var et stykke arbejde. Når det var gjort, var det gjort. Så blev der ikke talt mere om det.«

Fortalt til Karoline Spenner.

Ejgil Skov Jørgensen er siden interviewet afgået ved døden.