»Da følte jeg angst. Men ikke for døden«

Jørgen Kieler var aktiv i modstandskampen og medstifter af gruppen HD II under Holger Danske. Stod bag flere sabotageaktioner, blev fanget og dømt til døden men reddet af den svenske greve Folke Bernadottes hvide busser.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg sad en aften på mit kontor mange år efter krigen. De andre var gået hjem og udenfor var det blevet mørkt, og det regnede. Så bankede det på døren. På den anden side stod en mand i trenchcoat og hat, jeg ikke kendte. Du kender ikke mig, men jeg kender dem, Jørgen Kieler, sagde han. Så jeg spurgte ham, hvad jeg kunne gøre for ham.

Han havde noget, som tilhørte mig, sagde han.«

Modstanden udviklede sig gradvist blandt os søskende. Det første store spring fandt sted i november 1941, hvor Scavenius, som var blevet udenrigsminister, tog til Berlin for at underskrive Antikominternpagten. Der følte vi, at Danmark var på vej ind i en situation, hvor landet kunne betegnes som Tysklands allierede. Det følte vi, at vi måtte gøre noget ved.

Fra mine vinduer kunne man se udover Nytorv, hvor der skete denne store studenterdemonstration, der gik op ad strøget. Vi styrtede ned for at deltage, og mødte nogle af vores egne skolekammerater. Så var terningerne kastet.

Vi måtte passe studierne, men modstanden havde førsteprioritet. Så kom diskussionen om, hvor langt, vi ville gå. Og jeg var absolut indstillet på, og det var man også fra Englands side, at man måtte gøre militær modstand - sabotage. Der mødte jeg modstand fra mine søstre, der ikke ville bære våben, for de ville respektere det femte bud: Du må ikke ihjel slå. Der stod vi så og var ret splittede på det punkt, men blev mere og mere energiske omkring den illegale presse.«

Men før vi for alvor kom i gang med det, blev vi afbrudt af jødeforfølgelsen. Så fik vi noget helt andet at tænke på. Et helt andet motiv. Ikke bare det nationale, men også det humanitære. Det blev pludselig en anden krig. Elsebeth og Bente, mine to søstre, fik travlt med at gennemtrævle Borgergade-Adelgadekvarteret, hvor de fattige jøder havde slået sig ned. Vi fandt jøderne og en af vores gruppekammerater, Klaus Rønholt, fik en god idé. Hans far var godsejer og kendte alle de rige godsejere på Sjælland. Så han og Elsebeth tog rundt til alle de store godser på Sjælland og lod som om, at det var en præsentationsrunde forud for deres bryllup. De skulle selvfølgelig slet ikke giftes, men det måtte folk gerne tro. De kom hjem med en halv million kroner.

Vi fandt en fisker, som boede i Nordhavnen. Han gik under navnet »Amerikaneren« og boede under en omvendt båd. Der bankede vi på og spurgte, om han ville sejle til Sverige, og om han kendte andre, der ville gøre det samme. Så havde vi pludselig ti både, der kunne bære 15 mand hver. Sådan kom vi kom i gang med at transportere de ulykkelige jøder til Sverige ude fra Nordhavnen. Og vi mistede ikke en eneste. Ikke en.«

Jørgen Kieler Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Senere under krigen var vi taget ud for at lave sabotage mod et stort bilværksted. Det spillede en stor rolle for tyskerne og var et sted, hvor de var meget sårbare. En af de største reparatører holdt til på Østerbro, og vi havde besluttet os for, at vi ville sabotere værkstedet.

Vi kom derud. Men samtidig med, at vi ankom, kom også en stor konvoj af tyske lastbiler, der skulle repareres. Der var mange tyske soldater med. Så det var bare om at komme væk hurtigst muligt.

Vi spredte os og var bevæbnede. Vi havde besluttet, at vi ikke ville skyde på danske politibetjente. Så måtte vi altså lade os arrestere i stedet. Så gik det hverken værre eller bedre end, at jeg blev arresteret i en sidegade på Østerbro. Jeg kunne godt have skudt ham, men det havde jeg intet ønske om. Betjenten besluttede sig for, at han ville tale et godt ord med mig. Han anholdt mig og skældte mig ud og bebrejdede mig det, jeg var i færd med og fortalte, at han ville bringe mig på politistationen. Så sagde jeg til ham: det kan du jo godt gøre. Men du skal være klar over, at i det øjeblik, du indleverer mig på politigården, så bliver der ringet meddelelse til Dagmarhus og til Gestapo. Så vil jeg blive afhentet og så bliver jeg henrettet. Det er din skyld og det skal du leve med resten af livet. Så tænkte han sig godt om. Jeg vidste, at han var medlem af Jehovas Vidner og det ville han altså alligevel ikke være med til. Så sagde han: Nu konfiskerer jeg din pistol, men så må du love mig aldrig at gøre det igen.

Jeg havde mareridt den nat. Jeg spurgte bagefter mig selv, hvad jeg var bange for. Er du bange for at blive arresteret og dø? Nej, jeg var ikke bange for, at tyskerne skulle skyde mig. Det var jeg indstillet på. Døden var jeg ikke bange for. Men jeg var bange for ikke at kunne klare tortur. Det var jeg bange for. Og at jeg ikke var dygtig nok. Jeg var en snothvalp, der havde besluttet sig for at drive dansk udenrigspolitik. Det var et enormt ansvar. Er du kvalificeret? Samtidig sad mine søstre og prædikede om det femte bud. Da følte jeg angst. Men ikke for døden. Angst for ikke at slå til.«

»Primært er det med ønsket om aldrig at høre et tysk ord mere og aldrig sætte mine ben i det forbandede land igen, når jeg tænker på Tyskland. Gå ad helvede til, simpelthen. Men så skete der noget. Jeg traf en jøde, Elie Wiesel, fra Rumænien, men af tysk afstamning. Han og hans familie blev arresteret af tyskerne og hans mor og lillesøster røg direkte i gaskammeret i Auschwitz. Han og faren kom til Buchenwald.

Faren kunne ikke følge med. Så de knuste kraniet på ham med en bøssekolbe og dræbte ham. Wiesel stod så mutters alene i verden. Han overlevede krigen og kom til Frankrig og flyttede derefter til USA.

Han begyndte at skrive bøger. Hans budskab var, at alle os, der har været i koncentrationslejr, var i den situation, at vi prøvede at glemme. Det gjorde vi ved ikke at tale om vores fortid. Det måtte vi ikke gøre. For hvis vi holdt mund, så var de andre, de tusinder, der var døde, døde forgæves.

Wiesel holdt senere en brandtale i Tivoli i København. Det gjorde det dybeste indtryk på mig.

Hvis I fortsætter med jeres tavshed, så har I kun had tilbage. Det er der intet konstruktivt i, sagde han. I kan hade tyskerne lige så galt I vil til jeres dages ende, men det er jer selv, det går ud over. I må finde en eller anden form for forsoning. Ellers er livet ikke værd at leve længere.

Han, som havde lidt de størst tænkelige tab, han blev en forsoningens talsmand. Ikke på den måde, at han tilgav grusomheder af enhver art, men at vi ikke skulle hade tyskerne til vores dages ende.

Forsoningen er der, og er på vej. Jeg lever uden had. Det er jeg glad for. Jeg har ikke spor ondt af forræderne, der blev likvideret under krigen. Overhovedet ikke. Men at skære en hel nation over en kam, det kan man ikke.«

»Manden i trenchcoaten kom ind på mit kontor. Han fortalte, at han havde tænkt meget på mig og havde haft dårlig samvittighed. Og som sagt, at han havde noget, der var mit. Fra sin lomme fandt han noget frem, jeg ikke havde set i mange år.

Det var min pistol, som politimanden havde konfiskeret, dengang jeg blev anholdt, da vi ville sabotere bilværkstedet på Østerbro. Den ville han levere tilbage, for det var ham, som var politimanden, som havde anholdt mig. Og det gjorde han.«

Fortalt til Niklas Ernst.

Jørgen Kieler er siden interviewet afgået ved døden.