Da flygtningene blev frederiksbergborgere

Med base i en gammel patriciervilla på Frederiksberg skal 33 flygtninge finde deres vej i det danske samfund. Det lyder idyllisk, og så alligevel: Få steder er så meget grusom fortid og håbefuld fremtid samlet på én og samme villavej.

For 30 minutter siden viste Mohammed Al Najjar sine brændemærker fra torturen i det syriske fængsel frem. Men lige nu er han bare lykkelig for, at en gruppe fri­villige har inviteret ham på picnic i Frederiksberg Have. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Mahmoud retter på kasketten og smiler forlegent.

Så sidder vi der og kigger på skærmen, hvor der øverst står nogle kruseduller på arabisk og nederst står noget om himlen, der græder, og derefter en række uforståelige ordfragmenteringer.

Man bliver overrasket over, hvor langt man når med få danske ord, gestikulerende fagter og en smartphone med google translate.

»Jeg taler stadig kun lidt dansk,« siger den unge syrer undskyldende.

Mere er nu heller ikke nødvendigt for at formidle destillatet af den skæbneshistorie, som 18-årige Mahmoud Nayef deler med så mange af de tusinder af syrere, der de seneste år har krydset Middelhavets blå kirkegård eller Europas hullede landeveje for som en lille promille af Syriens mere end fire millioner flygtninge at havne i Danmark: »Krig«, »bomber«, »onkel død« »mange fængsel«, »tortur«.

Fortiden ligger lagret i albummet på telefonen, ubegribelig i sine kødelige konkreter, men allerede skræmmende genkendelig i sin essens. Hvem har ikke set billederne af sønderbombede Aleppo og lig i Damaskus’ gader? Af børn med sønderskudte lemmer og mødre, der kaster sig grædende ned i det støvede grus?

I statistikken er Mahmoud en uledsaget, mindreårig flygtning, der venter på familie­sammenføring. I virkeligheden er han en teenager, der har set alt for meget død og ødelæggelse og knap nok er kommet i gang med at leve sit eget liv. En ung dreng, der vil videre: Lære dansk, gå i skole, få nye venner og læse på universitetet og som ikke har tid til at vente. Han kan godt lide at svømme, og i øjeblikket lytter han en del til Djämes Brauns rapnummer »Fugle«. Til august skal han på højskole i Jylland, så han kan øve sit dansk.

»Jeg glæder mig rigtig meget,« siger han.

Mahmoud Nayef (til højre) flygtede til Danmark som kun 17-årig. Nu lytter han en del til rapnummeret »Fugle« Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Grusom fortid

Mens politikerne i Folketinget strides om, hvor mange asylansøgere der skal til Danmark, og regeringen har indført nye stramninger, der skal gøre det »mindre attraktivt« for de krigsplagede at komme hertil, er virkeligheden i landets kommuner anderledes præsent.

Hver måned fordeles godt 1.000 nye flygtninge, som har fået bevilget asyl og dermed opholdstilladelse, ud i Danmarks byer efter sindrige fordelingsnøgler. Om de er politisk ønsket er underordnet i den praktiske hverdag. Kommunernes lovbundne opgave er at hjælpe Mahmoud, Osama, Abdul og alle de andre, der på den ene eller anden vis har kæmpet sig herop, med at finde et sted at bo og komme i gang med et tre år langt integrationsforløb, så de kan lære dansk, få et job og bidrage til det danske samfund fra dag ét, som det hedder.

Det er på det stadie, vi møder unge Mahmoud med kasketten og de milde øjne.

I sidste måned flyttede den spinkle fyr sammen med 32 andre flygtninge ind i den midlertidige flygtningebolig Solbjerg efter at have været i Danmark i knap trekvart år.

Modsat mange af hans landsfæller, der havner i små lokalsamfund i de danske provinsbyer, skal den unge syrer finde sit fod­fæste i Danmark fra en gammel gul patriciervilla på hjørnet af Søndre Fasanvej og Kronprinsensvej, vis-a-vis Frederiksberg Have i midten af København.

Den midlertidilige flygtningebolig ligger lige over for Frederiksberg Have i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det ligner idyl, og så alligevel: Få steder er så meget grusom fortid og håbefuld fremtid samlet på en og samme villavej.

Det er her, i et af Danmarks rigeste villakvarterer, at Mahmoud og de andre skal gå fra at være flygtninge til at blive frederiksbergborgere. Og det er her, fotografen og jeg den kommende uge sniger os med i deres liv for at få svar på spørgsmålet: Hvordan går det egentlig de unge mænd, som sætter livet på spil for at flygte til Danmark, når de er ude af centrene og rammer den danske hverdags­integration?

Grænsebom

»Hvordan det vil gå dem?« gentager en nabo, da jeg banker på for at høre, hvad han siger til de nye beboere.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før der bliver bål og brand. Og i virkeligheden er det nok til det bedste. For jo hurtigere det går galt, desto hurtigere kan kommunen forstå, at det er et helt forkert sted at placere 30 krigstraumatiserede unge mænd. Vi taler om et børnefamiliekvarter, hvor folk betaler i dyre domme for at få fred og ro. Hvordan tror du, to 11-årige piger vil have det med, at der står fem mørke mænd og skuler? Om aftenen kan vi ikke sove, fordi de spiller høj østerlandsk musik. Det er bare ikke et område, hvor de passer ind,« siger naboen, som ikke vil have sit navn i avisen, men understreger, at han og en gruppe andre er »dybt bekymrede«.

Til det første informationsmøde, som kommunen afholdt, foreslog en af de bekymrede naboer, at huset skulle afskærmes med en bom, så kvarterets nye beboere ikke kunne opholde sig på Kronprinsensvej, men alene bruge udgangsdøren ved Søndre Fasanvej, som adskiller det ekstravagante nabolag fra Frederiksberg Have. Den sidste villa, der blev solgt på vejen, røg til godt otte millioner. Og folk var nervøse for, hvad flygtningene ville betyde for huspriserne.

Den virak tager kommunen nu forholdsvist roligt, siger arbejdsmarkedschef Johnny Madsen fra sit kontor på rådhuset ti minutters gang derfra. Han har forståelse for naboernes bekymring og understreger, at de nye beboere naturligvis skal have respekt for naboskabet. Men i bestræbelsen på at løse en fælles kommunal udfordring er ingen kvarterer fredede eller for »fine«.

»Det lyder måske lidt hårdt, men der er vi altså helt kolde,« siger han.

I mange år har Frederiksberg kun modtaget få håndfulde, men i år skal den lille, rige konservative højborg tage imod 160 flygtninge. Selv om det er en markant stigning, er det en integrationsopgave, som ressourcestærke Frederiksberg med sine 100.000 borgere bør kunne løfte. Værre er det med boligudfordringen, der virker noget nær umulig i Danmarks tættest befolkede kommune med kvadratmeterpriser, der slår rekord.

»Vi betragter flygtninge som en ressource og ikke en tung social problemstilling,« siger Johnny Madsen. Det er bl.a. derfor, at indsatsen ligger i hans forvaltning og derfor, at jagten på boliger er kommunens prioritet nummer ét.

Indtil i sidste uge boede kommunens 50 nye borgere på hotel. Med overtagelsen af den gamle, gule villa, som tidligere husede et børnehjem, er det blevet muligt at give flygtningene noget, der minder om et hjem, om end indlogeringen stadig finder sted i en tilbygning med otte ti ti kvadratmeter store enkeltmandsværelser med fælles toilet og begrænset privatliv. Og selv om også det blot er en midlertidig løsning.

Fredelige øjne

Tanya Grandfeldt, der bor lidt længere nede af vejen, bliver tung i blikket, da vi taler om de få sure naboer. For de er slet ikke repræsentative for kvarteret, siger den midaldrende kvinde, der har boet på Kronprinsensvej i tre år og er en af hovedkræfterne bag et netværk af frivillige, som har hjulpet med at byde de nye beboere velkommen.

Tanya Grandfeldt er en af de naboer, der engageret sig allermest i velkomsten af de nye beboere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

I dag har en gruppe piger fra Facebookgruppen inviteret til rundbold i Frederiksberg Have, og Tanya, der er selvstændig, er taget med for at se, hvor mange af tilflytterne, der møder op. En del er jo i sprogskole eller til integrationskursus, og dem, der har fri i dag, er måske for trætte til at løbe rundt uden mad og drikke i 30-graders varme en eftermiddag midt i muslimernes faste­måned, der uheldigt nok falder sammen med nordens lyse nætter. Med andre ord: Først mad kl. 22.

Heldigvis dukker der nogle stykker op.

Mohammad Al Najjar fisker pung og nøgler op af lommerne og smider dem i favnen på Tanya, der står på sidelinjen og kigger med.

»Du holder – jeg løber,« siger den unge mand, da det bliver hans tur til at slå med battet i rundboldkampen. Den 29-årige fyr, der en halv time tidligere viste sine ar på arme og ben frem til de danske frivillige, ser nu noget nær lykkelig ud for for en stund at løbe bekymringsfrit rundt i Frederiksberg Have og spille rundbold. I morgen skal han til lægen for at få undersøgt, om der er chance for at få styr på den skulder, som er blevet totalsmadret under fængselsopholdets tortur.

»De kunne jo være mine børn eller svigersønner. Og flere af dem kalder mig endda mor,« griner Tanya Grandfeldt og lægger Mohammads nøgler fra sig på et tæppe i græsset.

Det var egentlig ikke meningen, at hun ville engagere sig så dybt i de nye beboere. Men de seneste uger har Tanya siddet næsten hver anden dag og set grufulde billeder på iPhonen og hørt på de unge mænds historier og drømme, og så er det svært ikke at lukke sit hjerte op.

»Jeg håber bare, at det ikke er sådan noget »huhej-der-er-sommerferie«, men at de frivillige vil blive ved med at engagere sig. For det, disse mennesker har brug for, er, at der også er nogen om et halvt år, når nyhedsværdien er ovre og hverdagen sætter ind,« siger hun.

Tilbage i villaen på Søndre Fasanvej smiler Abdul Rahman Arafh, da jeg spørger til kvarteret og de rige naboer.

»Folk er så søde og har taget så godt imod os,« siger den unge ingeniør, der allerede har lært at tale flydende dansk og fået flere danske venner.

Selvfølgelig har han lagt mærke til størrelsen på husene. Men det var nu ikke det, der gjorde indtryk. Han kommer – modsat de forventninger han møder fra mange danskere – selv fra middelklassen og har aldrig manglet noget materielt.

Det er ikke pengene, siger han, men øjnene, der afslører forskellen på de gamle naboer og tilflytterne i det gule hus.

»Man kan se med det samme i folks blik, at det er afslappede mennesker, der er glade, trygge og lever et roligt liv.«

Det er den følelse mere end noget andet, han håber på at kunne genfinde i sit nye liv på Frederiksberg.

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

LÆS FJERDE DEL AF SERIEN: Med kommunen til ramadanmiddag

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

LÆS SJETTE DEL AF SERIEN: »I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

LÆS SYVENDE DEL AF SERIEN: »Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«

LÆS OTTENDE DEL AF SERIEN: »Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«

De kommende dage fortsætter Berlingske reportagen fra de flygtedes villa for at undersøge, hvem de nye beboere i kvarteret er.

Med base i en gammel patriciervilla på Frederiksberg skal 33 flygtninge finde deres vej i det danske samfund. Det lyder...

Posted by Berlingske on 12. juli 2015