Da en overlæge svigtede sit ansvar

52-årige Lise Christiansen fra Odense oplevede, hvordan forskellige behandlere fraskrev sig ansvaret og enøjet fokuserede på stive faggrænser i stedet for patienten.

Lise Christiansen snyder vores fordomme om mennesker med en blodprop i hjernen. For pæren fejler ved første øjekast ikke noget og ordene falder pronto. Slagfærdigt. Velovervejet. Men sandheden er, at den tidligere arbejdsmiljøkonsulent i Odense Kommune for godt seks år siden fik en hjerneskade, og som følge deraf kortsluttede flere nervebaner i kroppen. Resultaterne af skaden ser man først, når Lise Christiansen letter sin spinkle krop fra stolen og med foroverbøjet hoved kommer op at gå. Med ansigtet rettet stift mod gulvet holder hun de spastiske tendenser, som blodproppen har affødt, i ave. Retter hun hovedet op, skælver og spjætter bentøjer uhæmmet.

Efter sin blodprop genvandt Lise Christiansen meget af den tabte førlighed i et særligt genoptræningsforløb for hjerneskadepatienter. Og hun tog det som en selvfølge, at hun ville få den samme specialiserede genoptræning, som tilgodeså hendes spasticitet, når hendes gigtplagede knæ skulle opereres som følge af ungdommens fodboldskade. Men hun havde forregnet sig.

»Psykisk var det en svær tid, hvor jeg følte mig besværlig og afvist. Hvorfor kunne systemet ikke rumme mig? Det er ikke første gang, at man behandler patienter med dobbeltdiagnose og i mit tilfælde er det to almindelige lidelser, som ofte går hånd i hånd,« siger Lise Christiansen i dag.

Tilbage i 2003 besluttede odenseaneren Lise Christiansen at få sit gigt-stive knæ opereret, men ventetiden på Odense Universitets Hospital var lang. Det frie sygehusvalg gjorde det muligt at forkorte ventetiden med over et år, hvis hun lod sig operere på ortopædkirurgisk afdeling på Vejle Sygehus. Forinden tog Lise Christiansen kontakt til patientvejlederen i Odense for at sikre sig, at hendes dobbeltdiagnose og særlige behandlingskrav ikke spændte ben for et optimalt patientforløb. Hun fik grønt lys og efter en vellykket operation indstillede den opererende læge i Vejle hende til særlig genoptræning på stamhospitalet i Odense.

Alligevel var det et hold af ortopædkirurgiske fysioterapeuter, der tog imod hende på Odense Universitets Hospital (OUH) efter endt operation. Og de havde ingen viden om, hvordan man behandlede Lise Christiansen spasticitet. Effekten af genoptræningen udeblev, og Lise Christiansen registrerede, at hendes knæ begyndte at blive skævt. Derfor tog hun kontakt til den ansvarlige overlæge på neurologisk afdeling i Odense, for at få den specialiserede genoptræning.

»Desværre,« lød svaret. Den behandling havde hun kun ret til, hvis hun fik en ny hjerneskade.

Rundt i manegen
Sådan indledte Lise Christiansen en tilværelse som kastebold mellem de forskellige afdelinger uden, at hun fik den rette behandling:

Den operende læge i Vejle blev ved med at fastholde, at hun havde brug for særlig genoptræning. Den erkendelse var fysioterapeuterne på ortopædkirurgisk afdeling i Odense også kommet til. Det samme var Hjerneskadecentret, Hjerneskaderådgivningen og en underviser på Fysioterapiskolen i Odense. Men alle henvendelserne blev afvist på skrivebordet hos den ansvarlige overlæge på neurologisk afdeling. Og kun han havde nøglen til behandlingen.

Rigide regler
»Jeg er ked af, at man ikke satte mit problem i fokus, men at rigide regler og stive faggrænser blev styrende. Det var som om overlægen og fysioterapeuten på OUH tænkte, »det er dit problem - løs det selv«,« forklarer Lise Christiansen, hvis førlighed i dag er mere hæmmet end før operationen.

Efter seks en halv måned og talrige henvendelser fik en handlekraftig patientvejleder endelig banet vejen for den rette genoptræning. Men behandlingen kom for sent. Ledkapslen på bagsiden af knæet var for længst vokset sammen, og Lise Christiansen lever i dag med et 30 grader skævt knæ. Af hensyn til hendes helbred anbefaler man ikke en ny operation.

Patientforsikringen har givet Lise Christiansen 66.000 kroner i erstatning, men Patientklagenævnet har frikendt den ansvarlige overlæge. Da Lise Christiansen i et brev henvendte sig til chef- lægen på hospitalet for at få en forklaring, anerkendte man at hendes forløb ikke var optimalt. Men proceduren er stadig uændret, og kun en ny hjerneskade kan fortsat bane vejen for at få neurologisk genoptræning. Det undrer Lise Christiansen:

»De anerkender altså, at genoptræningen ikke var god nok, men forholder sig overhovedet ikke til at specialiseringen af genoptræningsafsnittet netop umuliggør at en patient, som mig, stadig ikke får den rette behandling.«