Da Dronningen drog i Dagmars fodspor

Dronning Margrethes besøg i Rusland blev en rejse ind i familiens fortid. I tsarens Sankt Petersborg fulgte hun i hælene på kejserinde Dagmar og en skæbne lig sin egen.

Dronning Margrethe. Fold sammen
Læs mere
Foto: J

SANKT PETERSBORG. Dronning Margrethe rykker frem på stolen, ranker ryggen og hæver øjenbrynene for at illustrere sine ord.

»Det kan være, jeg digter, fordi jeg har en sympati for denne person. Men jeg kan forestille mig denne lille, oprette dame, som ikke lod sig blæse omkuld,« siger Dronningen.

Hun forbliver et øjeblik i den ranke positur, der i familiens erindring tilskrives Dagmar, den danske prinsesse, der blev kejserinde i Rusland.

Udenfor slår Finskebugtens bølger mod Kongeskibet. Peter og Paul-katedralens gyldne spir skimtes over fæstningen et par hundrede meter borte. Måske er det dette sted, hvor Dronningens nære slægtning levede sit liv, der fremkalder indlevelsen. Kejserinde Dagmar ligger i hvert fald Dronningen på sinde.

»For mig er det ikke en fremmed tid eller et fremmed menneske. Hun er en del af familien,« fortsætter Dronningen, før hun igen læner sig tilbage i stolen.

Vi er i Rusland. Vi er i Sankt Petersborg. På det første danske statsbesøg her i over tre årtier har Dronningen indvilget i at fortælle om en tråd af familiehistorien, der spinder sig vej gennem fortidens alliancer, personlige erindringer og de senere års historiske tøbrud mellem Danmark og Rusland. Det er historien om at gå i kejserinde Dagmars fodspor.

Det gjorde Dronningen bogstaveligt talt under sin syv dage lange Ruslandsrejse, der endte i sidste uge. Efter de officielle besøg hos de politiske ledere, Vladimir Putin og Dmitrij Medvedev, fortsatte hun nemlig rejsen under mere private former.

Hun besøgte anløbskajen i Peterhof, hvor prinsesse Dagmar ankom fra Danmark i 1866 for at blive gift med den russiske tronfølger, Aleksander III. Hun blev vist rundt på Anitjkov-paladset i Sankt Petersborg, hvor Dagmar boede med sine børn, herunder Nikolaj II, der blev Ruslands sidste tsar. Og hun så for første gang Peter og Paul-katedralen, hvor Dagmar blev stedt til hvile i 2006 efter at have ligget 78 år i krypten under Roskilde Domkirke.

»Dette er en del af den store historie, men det er også en del af min familiehistorie,« siger Dronningen i et interview med Berlingske i salonen på øverste dæk af Kongeskibet.

Mindet om Dagmar er tættere på Dronning Margrethe, end man måske skulle tro. Ikke blot har hun studeret kejserindens dagbøger og engageret sig aktivt i Dagmars kistes hjemvenden til Sankt Petersborg. Dagmar har også sat sig spor i Dronningens eget liv og barndom.

»Når vi besøgte Roskilde med min far, gik han altid i krypten under Christian IXs kapel, hvor hendes kiste stod i en træsarkofag, nydeligt arrangeret. Der var hængt russiske ikoner op omkring kisten. Han gik altid hen og bukkede, for han havde en stor veneration for hende, og hvad hun stod for. Så dette at kunne stå ved hendes endelige grav her i Sankt Petersborg, det er virkelig noget, der betyder noget,« siger dronning Margrethe.

Hendes far, Frederik IX, var en ung mand, da enkekejserinden flyttede til villaen Hvidøre i Klampenborg efter sin flugt fra den russiske revolution via Krim-halvøen og et engelsk krigsskib. Hun boede på Hvidøre til sin død i 1928, og »Tante Minnie«, som hun blev kaldt, satte sig sine aftryk i familiens erindring.

»Netop fordi min far kendte hende og kunne fortælle direkte. Han var god til at fortælle, så man fik et indtryk af folk og denne lille, særlige, værdige dame,« siger Dronningen.

»Man må have rygrad,« lød en af Dagmars egne leveregler, og viljestyrken blev der god brug for i et liv, der langt fra endte som et prinsesseeventyr. Rusland var dengang en voksende, europæisk stormagt, et »nyt Amerika«, og blandt Danmarks vigtigste handelspartnere. Blot tre år efter brylluppet fik det daværende Store Nordiske Telegraf-Selskab en gigantisk aftale om at etablere telegraflinjer gennem Rusland fra Europa til Fjernøsten.

Først blev Dagmar forlovet bort til tronfølgeren, Nikolaj Aleksandrovitj, som kort efter døde af tuberkulose. Så blev hendes lod - i diplomatiets tjeneste - at gifte sig med hans lillebror, den senere Aleksander III.

»Hun må næsten have været noget betænkelig ved sådan at tage det næste nummer i rækken. Men det blev et meget lykkeligt ægteskab. Han var meget glad for hende. Og hvad der jo ikke var så almindeligt dengang, så var de et meget trofast ægtepar. Der var ingen svinkeærinder. Jeg tror, Aleksander syntes, at han havde set svinkeærinder nok hos sin far,« siger dronning Margrethe.

Rusland var dengang et enevældigt monarki, der brutalt slog ned på alle politiske modstandere, herunder revolutionære, der samtidig ivrigt forsøgte sig med attentater mod tsaren. Dagmar blev både en del af magtens intriger og aktiv som protektor for Røde Kors. Men hun bevarede også en jordnær tilgang trods hoffets pomp og pragt, mener Dronningen.

»Jeg læste for ikke så længe siden nogle af hendes dagbogsoptegnelser. Hun skriver et ligefremt dansk, som svarer til Fritz Jørgensens tegninger. Det vil sige, sådan et midten af 1800-tallets dansk, som man jo også gør, hvis man flytter udenlands, hvor ens sprog jo forbliver på det stade, det havde, da man rejste hjemmefra. Men hun er også ret så bramfri i sine udtryk, og det siger jo også noget.

Der var ikke noget forfnidret ved hende. Hun var lige ud ad landevejen.«

De stærke bånd til Danmark kom også til at gælde Dagmars børn, herunder Ruslands sidste tsar Nikolaj 2. Tsaren og hans hustru Alexandra besøgte Fredensborg i 1901. Her ridsede de deres kælenavne på en lille rude som familietraditionen foreskrev: »Niki« og »Alex«, og nedenunder alderen på deres dengang tre børn, Dagmars børnebørn.

Ruden er bevaret. Den befinder sig i det, der i dag er Dronningens soveværelse.

»Det sidste, jeg gjorde, inden jeg rejste, var, at jeg var henne og se på den og tænke: ’Nu skal jeg møde det sted, hvor de er’,« siger dronning Margrethe.

Tragedien i Dagmars liv blev hendes børns skæbne. De blev holdt i fangenskab efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. Året efter blev hendes søn, Nikolaj II, henrettet i en kælder i Jekaterinburg sammen med sin hustru og deres børn.

Det nægtede den aldrende moder til sin død at acceptere. I hvert fald udadtil. Hun blev ved at skrive breve til sin søn og deltog aldrig i mindehøjtideligheder for dem.

»Måske ville hun bare aldrig sætte ord på det, for så længe man ikke har sagt det til andre, så føles det som om, der er en sprække tilbage,« siger Dronningen.

Hos dronning Margrethe lå den dramatiske historie altid i bevidstheden, også da hun besøgte Sovjetunionen tilbage i 1975. Men dengang kunne man mildt sagt ikke gå i kejserinders fodspor. Partiets historieskrivning malede den monarkistiske fortid i ekstra mørke farver.

»Dengang skulle man forsøge at læse mellem linjerne. Vi var i museet i Kreml, og der stod kroningsdragterne, men det stod ikke klart, hvem de tilhørte. Man kunne jo se på størrelsen og på stilen, at denne måtte være Dagmars. Men man måtte nøjes med at observere,« fortæller Dronningen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 piblede historierne om tsartiden igen frem. I dag er dens skikkelser for længst genopdagede og nogle sågar politisk rehabiliteret. Det gælder Nikolaj IIs reformistiske regeringschef, Pjotr Stolypin, der også stod Dagmar nær.

På den baggrund blev Dagmar for anden gang en bølgebryder i forholdet mellem Danmark og Rusland. Denne gang efter sin død, da hun med pomp og pragt blev genbegravet i Sankt Petersborg. Det satte punktum for flere års køligt diplomati. Tre år senere, i 2009, gav Danmark grønt lys for en 1.200 kilometer lang russiske gasledning under Østersøen. Ikke helt så lang som tsartidens danske telegraflinje til Fjernøsten, men dog et historisk ekko, der ikke blev overhørt.

I Rusland blev også dronning Margrethe trukket indenfor i den store genfortælling. Under besøget beskrev det russiske magasin »Ogonjok« den danske dronning som en folkelig monark, der »ikke går af vejen for Ikea-møbler«, helt i Dagmars ånd, mente magasinet at vide.

Dronningen selv siger det på en noget anden måde.

Er der noget i den måde kejserinde Dagmar udfyldte sin rolle på, som De kan genkende fra Dem selv?

»Ikke direkte. Men dette, at man går ind for den rolle, og at man udfører den gerning, man skal, på det sted, hvor man bliver sat af skæbnen, det er noget, jeg kan forstå. Man påtager sig sin opgave. Det var hende. Det har hun givetvis været opdraget til. Ligesom min mor i sin tid blev opdraget til. Den påtager man sig hundrede procent. Hvad min mor vel også forsøgte at lære mig,« siger dronning Margrethe.

I Sankt Petersborg kunne Dronningen nu endelig lægge en krans ved kejserindens grav, sarkofagen i Peter og Paul-katedralen, til tonerne af et andægtigt russisk kirkekor.

»Det er, som om ringen på en eller anden måde er sluttet. Nu er der ikke en hel masse, man ikke kan snakke om. Det er, som om der er blevet bundet nogle små snore tilbage i historien, så nu hænger det sammen,« siger Dronningen.

INFOshop: Danskernes holdning til Kongehuset gennem 20 år

INFOshop: Hvad mener danskerne om Kongehuset