Da den store alarmknap blev trykket i bund

Kort efter weekendens første terrorangreb blev nationens store kriseberedskab sat i værk. Og beredskabet er stadig højt.

Skudepisoden ved Krudttønden i København var også startskuddet til mobiliseringen af det store nationale kriseberedskab NOST. Mens folk fra blandt andet politiet, forsvaret, beredskabsmyndighederne og efterretningstjenesterne mødtes med udvalgte ministre i Glostrup, optrappede politiet med Jægerkorpset som backup jagten på den formodede gerningsmand blandt andet her i Gothersgade. Foto: Martin Sylvest Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Industrikvarteret ved Ejby Industrivej i Glostrup er normalt stille og mennesketomt i weekender. Men sidste lørdag ud på eftermiddagen skiftede området karakter, da bevæbnede politifolk begyndte at rundere omkring Rigspolitiets kontorbygning.

Inde i bygningen sad andre vagter og kiggede på overvågningsskærme, mens folk fra politiet, forsvaret, beredskabsmyndighederne, politiets og forsvarets efterretningstjenester samt Sundhedsstyrelsen begyndte at ankomme.

Alt i alt, inklusive folk med ekspertise i at kommunikere budskaber til offentligheden, samledes en snes personer, da mørket sænkede sig efter weekendens første terrorangreb mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Det var den Nationale Operative Stab, NOST, der samledes.

Den knap, der aktiverer nationens kriseberedskab, var blevet trykket i bund. Alarmtelefoner hos medlemmerne af NOST blev ringet op. Regeringens sikkerhedsudvalg, der omfatter statsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren og deres embedsmænd, var blevet indkaldt, og i kontorbygningen i Glostrup gik NOST i gang med sin vigtigste opgave. NOST samler brikker fra politiet og andre myndigheder og skaber et samlet billede af den krise, som er opstået. Det billede er grundlaget for de beslutninger, som politikerne skal træffe.

I lørdags var det ikke kun NOST, der fik weekenden afbrudt af en telefonopringning. Hos medlemmer af Jægerkorpset i Aalborg ringede telefonerne også. Det sker jævnligt, at politiet beder forsvaret om »særlig hjælp« til forskellige typer af opgaver både på vandet, på land og i luften. Men lørdag vidste ingen ret meget om mulige nye terrortrusler mod mål i København eller andre steder.

Politiets Aktionsstyrke, der er en del af Politiets Efterretningstjeneste, samarbejder på mange ledder og kanter med forsvarets specialoperationsstyrker, og det var ifølge Berlingskes oplysninger PET, der anmodede om at få specialoperationsstyrker til København som backup, hvis omfanget og varigheden af nye terrorangreb gjorde det nødvendigt at bede forsvaret om hjælp.

Der havde næppe været tale om at indsætte soldater i kamphandlinger, men mere sandsynligt om, at de skulle støtte politiet med eksempelvis transport.

Medlemmer på standby

Ifølge Berlingskes oplysninger blev specialoperationsstyrkerne ikke indsat, men blev holdt i beredskab weekenden over, indtil de blev sendt hjem igen mandag. Ifølge Ekstrabladet blev specialoperationsstyrkerne holdt i beredskab på Holmen, hvor forsvaret, herunder Søværnet, råder over adskillige bygninger og skoler.

Hverken Jægerkorpset eller PET vil oplyse om tilkaldelsen af specialoperationsstyrker eller deres anvendelse. Uanset om det er forsvarets elitestyrker, eller om det er Hjemmeværnet, der bliver tilkaldt for eksempelvis at afspærre et område, er soldaterne under politiets kommando og ansvar.

I Glostrup fulgte NOST udviklingen hele natten og til ud på eftermiddagen om søndagen, hvor medlemmerne kunne tage hjem. Den vigtigste kilde til informationer er politiets IT-system, POLDOK. På samme måde modtager folkene fra de øvrige myndigheder løbende informationer fra deres ansvarsområder.

Via systemet opdaterede politikredsene løbende om udviklingen i terrorsagen, og herfra sugede NOST råmaterialet til det store billede af situationen. Blandt folkene i kontorbygningen i Glostrup var også IT-eksperter, som skal træde til, i fald der opstår udfald i IT-systemet.

»POLDOK er et supergenialt system til at følge med i, hvad der foregår,« siger politiinspektør Allan Nyring, som er chef for Rigspolitiets Nationalt Beredskabscenter.

Det er den afdeling, som på rigspolitichefens vegne indkalder medlemmerne af NOST og i øvrigt sørger for det praktiske omkring NOST. Mindst hver sjette måned gennemfører Rigspolitiet en uvarslet alarmeringsøvelse af NOST.

I lørdags var det ikke en øvelse. Faktisk er NOST stadig aktiveret, selv om beredskabet er skiftet fra operativ status til stabsberedskab. Det betyder, at medlemmerne er taget hjem til sig selv, men kan tilkaldes med meget kort varsel og kan komme op på hundrede procents beredskab på mindre end to timer. Stabsberedskabet vil blive opretholdt, indtil efterforskningen af terrorsagen til-lader at nedlægge det.

Aktivering af NOST er ikke hverdagskost. Men årsagen behøver ikke at være terror eller store ulykker.

NOST blev eksempelvis aktiveret, da den islandske vulkan i 2010 med sin askesky lammede lufttrafikken. NOST blev også aktiveret under de store storme, der har ramt Danmark de seneste par år.