Da de borgerlige ikke elskede Mandela

Verden over hyldes Nelson Mandela af alle som forsoner og forbillede. Sådan var det ikke førhen. Heller ikke i Danmark.

Nelson Mandela løfter en knyttet hånd få dage efter sin løsladelse fra fængslet på Robben Island. Foto: Trevor Sampson/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: TREVOR SAMSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pia Kjærsgaard kaldte i Folketinget i begyndelsen af 90erne Nelson Mandela for »terrorist«. Og i maj 1990 skrev hun i et læserbrev i Berlingske:

»ANC er ikke en organisation, der har stor udbredelse og tilslutning blandt den sorte befolkning. Dets leder, Nelson Mandela, der også har ansvar for væbnet opstand, tortur m.v., er betalt fra Moskva og styres fra samme sted,« hed det blandt andet.

Pia Kjærsgaard var dengang politisk ordfører for Fremskridtspartiet. Og hun stod langt fra alene med sin holdning til Mandela og de sortes organisation, ANC, der i dag som parti leder Sydafrika.

»Det var det rigtige at sige på det tidspunkt. Jeg delte i øvrigt den holdning med min gode, gamle sidekammerat i Folketinget på det tidspunkt, Erhard Jacobsen (Centrum-Demokraterne, red.), og mange andre også,« siger Pia Kjærsgaard, værdiordfører for Dansk Folkeparti. Hun understreger, at hun står fuldt ud ved sine ytringer:

»ANC var jo en kommunistisk organisation. Der foregik vældigt meget vold fra deres side. Og Mandela stod også på terrorlisten. Holdningen til Mandela har så ændret sig siden, ja, men den ændrede sig, fordi Mandela ændrede sig.«

En del borgerlige politikere og medier i Danmark var ganske rigtigt helt op til begyndelsen af 90erne skeptiske over for ANC og Mandela. Erhard Jacobsen, folk i Venstre samt borgerlig presse udtrykte op gennem 70erne og 80erne mindst lige så stor bekymring for ANCs eventuelle kommunistiske overtagelse af Sydafrika som for regimets brutale raceadskillelse i landet.

Berlingske havde i midten af halvfjerdserne forsidehistorier om »Danske udviklingsmidler«, der faldt i hænderne på »afrikanske terrorister«. Jævnfør den såkaldte »apartheidbevilling« beregnet på at støtte ofre for apartheid, men som muligvis havnede i de sortes frihedsbevægelse.

Mange foretrak et racediskriminerende styre i Sydafrika, som eventuelt kunne tales til fornuft over tid, frem for en kommunistisk overtagelse, man frygtede ville sprede sig til nabolandene.

»Dybt hyklerisk«

I disse dage hylder verden Mandela som forsoner, fredsmager og humanitært og politisk forbillede. Også de borgerlige politikere og medier i Danmark. Det er dybt hyklerisk, mener Morten Nielsen, som er sekretariatsleder i Afrika Kontakt. Organisationen hed tidligere Sydafrika Kontakt i 80erne og 90erne og kæmpede mod apartheid. Som en ud af tre danskere var Morten Nielsen eksempelvis i sin tid officielt inviteret til Nelson Mandelas præsidentindsættelse.

»Det er virkelig hyklerisk, når borgerlige i dag hylder Nelson Mandela,« siger Morten Nielsen: »Venstre, de Konservative og resten af den borgerlige fløj var blandt de ivrigste modstandere af handelsrestriktioner, som Mandela ønskede indført mod det hvide apartheidstyre, ligesom de ikke anerkendte ANC som en legitim bevægelse, der repræsenterede den sydafrikanske befolkning.«

»Det er hykleri, når Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl på Facebook kalder Mandela for Sydafrikas svar på Gorbatjov og siger, at Mandela er den person, han beundrer mest i verden,« siger sekretariats­lederen med henvisning til netop DF-stifter og værdio­rdfører Kjærsgaards brev i Berlingske.

I 1960 fik den daværende leder af den Afrikanske Nationalkongres, ANC, Albert John Lutuli, Nobels Fredspris overrakt i Oslo. Lutuli rejste derpå med prisen rundt i Skandinavien, herunder Danmark, og opfordrede til boykot af det hvide styre i Sydafrika. Dengang undveg Socialdemokraterne at foretage sig noget. Man henviste til, at det var en sag for FN.

»Man skal gøre sig klart, at grunden til, at apartheidstyret fortsatte i så urimelig lang tid, som det gjorde, var, at det længe havde flere venner end fjender og længe blev mødt af en omverden med større interesse i at kigge væk,« siger Morten Nielsen.

Massiv kulimport

Det var ikke kun faren for kommunisme, der afholdt danske politikere fra at kræve apartheidstyret nedlagt. I foråret 1978 vedtog Folketinget et beslutningsforslag om en henstilling om kulturel og handelsmæssig boykot af Sydafrika. Men kun en henstilling, ikke et forbud. Som det hedder i et udenrigspolitisk nyhedsbrev, skrevet af Flemming Ytzen, mangeårig udenrigsmedarbejder på dagbladet Politiken:

»Baggrunden for de danske politikeres nølen var energipolitisk. Efter olieprisernes himmelflugt 1973-1979 satsede de danske energiselskaber på kul. Disse var billigst og nemmest at hente i Sydafrika og blev derfor også døbt »apartheid-kul«. Importen steg eksplosivt på få år, og i 1980 stod Sydafrika for mere end en tredjedel af den danske kulimport.«

I 1977 vedtog FN en våbenembargo mod Sydafrika. Det blev afsløret, at flere lande alligevel solgte våben til apartheidstyret, og at mange af disse våben blev fragtet på danske skibe. Først i 1986 vedtog Folketinget »Lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia«. Med et alternativt flertal (S, R, SF og VS) til Schlüters borgerlige firkløverregering.

K: Væk med handelsrestriktioner

De Konservatives daværende formand for Folketingets udenrigsudvalg, Viggo Fischer, opfordrede fortsat i 1990 – nogenlunde samtidig med Kjærsgaards læserbrev – til et ophør af de handelsrestriktioner, der var vedtaget og beregnet på at stoppe apartheidstyret. Den konservative udenrigsformand skrev i Berlingske:

»Begrundelsen ligger i hensynet til den sorte befolkning. For skal der kunne rettes op på årtiers indkomstmæssig og social uretfærdighed over for dette sorte flertal, vil det unægtelig lettere kunne ske med en syd­afrikansk økonomi, der er i fremgang, end med en økonomi, præget af depression.«

En indstilling stik imod alle meldinger fra ANC og den sorte frihedsbevægelse.

Pia Kjærsgaard stiller sig i dag op som en af få og står ved sine udsagn fra dengang, det borgerlige Danmark var knap så begejstrede for Mandela som i dag:

»Jeg tror, at folk, der i dag mindes Mandela, har svært ved at forstå eller huske, at det dengang var noget helt andet. Tiden var en anden, verden var en anden, og ikke mindst Mandela var en anden. Han stod faktisk i spidsen for en kommunistisk organisation, der gik ind for vold.«

»Dalai Lama har altid været en fredens mand. Det vil jeg ikke påstå, Mandela altid har været. Han endte som et ikon og en legende. Jeg synes, det er fortjent, at han får det eftermæle, han får. Men derfor skal man jo ikke fornægte – heller ikke Mandelas tilhængere eller Afrika Kontakt – fortiden. Og den var altså sådan. Jeg står 100 procent ved det,« siger Pia Kjærsgaard.