Da Danmark lukkede ned, fik Jarl en simpel idé. Ideen har skabt genlyd verden over

»2020 skulle have været vores år. Vi havde lagt en masse fremtidsplaner, sat kundemøder op og skulle virkelig have sparket røv. Inden for halvanden time, efter at Mette Frederiksen trak i den store nødbremse, blev langt størstedelen af møderne aflyst. 20 salgsmøder. Mellem to og fem millioner kroner.

Den nat, da jeg lå i min seng, havde jeg kvalme. Jeg var bange for at svigte mine ansatte, bestyrelsen og det, vi havde opbygget.

Jeg havde den samme følelse, da jeg sagde mit job som arkitekt op for otte år siden. Dengang føltes det også, som om jeg ville miste det hele.

Men i lang tid havde jeg følt, at jeg spildte min tid på at sidde og tegne konkurrencer. Det var en stor beslutning at »annullere« seks år som arkitekt for at starte i møbelindustrien. Jeg traf beslutningen, da jeg sad på en bænk på Kongens Nytorv med en sodavand i hånden, efter at jeg havde haft, hvad der føltes som et angstanfald.

Min drøm dengang var at revolutionere måden, vi laver møbler på. Sammen med min daværende partner sad jeg på Refshaleøen med intet andet end én enkelt maskine og forsøgte at finde en vej ind i branchen. Det var op ad bakke, og vi gik otte måneder uden løn. I dag har vi en digital platform, som gør det muligt at sælge specialdesignede møbler til kunderne.

De fleste virksomheder producerer møbler i eksempelvis Kina. Så bruger de mange penge på at få dem transporteret til Danmark, hvor møblerne står på et lager, mens de krydser fingre for, at nogen vil købe dem.

Vi har ikke noget lager, fordi vores møbler allerede er solgt, inden de produceres – hvilket de bliver i Danmark. Det betyder, at vi ikke har noget spild. Det er et opgør med brug og smid væk-kulturen. Hvis vi kan undgå at transportere møblerne fra den ene ende af verden til den anden, kan vi spare penge. Pengene kan vi bruge på ordentlige materialer og på at få håndværket tilbage.

Efter at jeg sagde mit job op på tegnestuen, var jeg lettet, men bange for at fejle. Jeg ville ikke være fiaskoen, der sad fast ude i sin campingvogn på Refshaleøen i ti år uden at lykkes. Jeg burde ikke have frygtet fejl så meget.

Nu har vi indarbejdet det at fejle i måden, vi arbejder på: Fail fast, fail forward. Det er sindssygt vigtigt at turde fejle. Det er faktisk nøglen. For hvis du lærer af dine fejl og slipper forfængeligheden og frygten, så flytter du for alvor ting.

MoMa og japansk TV

Efter at vi mistede alle vores kunder den onsdag aften, var vi på røven.

Men never waste a good crisis. Hver krise bliver efterfulgt af et vakuum. Der kommer et behov for at tænke nyt. Vi skal ikke lukrere på andres ulykke, men vi kan forsøge at finde nye løsninger på de behov, som opstår.

Det, vores digitale platform kan, er at fjerne alle mellemregningerne, når en designer skal have produceret et møbel. Normalt er det en bøvlet proces, og producenten vender altid tilbage med en pris, der er langt over designerens budget. I vores program kan vi tegne en skitse på computeren – se prisen, mens vi tegner, trykke på en knap, og kort tid efter har vi et færdigt produkt i hånden. Vi arbejder med et netværk af de bedste fabrikanter herhjemme, som alle er koblet til vores platform. De producerer automatisk de job, vi sender til dem. Det er det, teknologi kan, og for mig er det ren magi.

Efter at landet lukkede ned, besluttede vi os for at arbejde os ud af krisen. Vi ville finde et problem, vores platform kunne være med til at løse. På det tidspunkt havde vi også brug for at kanalisere vores egne frustrationer og angst omkring coronakrisen ned i en proces.

Fredag, to dage senere, kom vi frem til, at vi skulle kigge nærmere på hjemmearbejdspladser: De fleste mennesker skulle arbejde hjemmefra på ubestemt tid, men de færreste familier har to skriveborde. Vi ville designe et bord, som folk kunne få sendt med posten, samle derhjemme og smide ud, når de ikke havde brug for det længere. Men vi har nogle dogmer, vi arbejder ud fra, og en af dem er ansvarlighed: Vi har lavet bordet af genanvendeligt materiale. I Danmark har vi et sindssygt godt system for at genanvende pap, og derfor var det logisk at lave bordet i pap.

Om mandagen – fem dage efter at landet lukkede ned – blev skitserne færdige, og den første prototype var klar. Onsdag lavede vi en webshop, og allerede torsdag morgen solgte vi vores første bord, som vi leverede til kunden dagen efter. Hele processen tog lidt over en uge.

Fuck it, ship it

Vi har været heldige. Bordet skabte ringe i vandet. Nu har vi solgt omkring 700 borde til 15 lande i verden – hovedsageligt i USA og Storbritannien. Papskrivebordet, som vi endte med at kalde StayTheF*ckHomeTable, er endt på MoMa (Museum of Modern Art) i New York, japansk TV har lavet et indslag om det, amerikanske medier som Wallpaper og Wired har skrevet om det, og der findes en fanhjemmeside.

Siden har vi valgt at dele tegningerne til bordet på internettet, så folk har kunnet lave deres egne. Vi vidste godt, at den omsætning, vi kunne få på papbordet, aldrig ville gøre en forskel. Men det var heller ikke det, det handlede om. Det handlede om at komme med en løsning og bevise over for os selv, at vi kunne handle hurtigt.

Hvis du bestiller et papbord nu, er det ikke det samme, som vi sendte ud i marts. Det er version nummer 27.

Vi har løbende forbedret det. Vi har været ærlige over for kunderne og sagt: Vi har gjort det så godt, som vi kunne, men vi har brug for jeres hjælp til at gøre det bedre. Den mentalitet forsøger vi at bruge nu. Vi kalder det: Fuck it, ship it.

Opmærksomheden omkring papbordet har givet os nogle nye salgskanaler og givet os en tro på, at vi sgu godt kan – også når vores fundamentale forudsætninger ændrer sig. Nu kommer den sværere toer, treer, firer.

Jeg har helt sikkert haft nemmere ved at håndtere krisen, fordi jeg er iværksætter. Det betyder ikke, at jeg ikke var bange, da krisen ramte – det var jeg.

Men som iværksætter er jeg vant til at få tæsk. Der er altid noget, der prøver at slå ens forretning ihjel, så jeg har fået hård hud med tiden.«

Historien er fortalt til journalist Amalie Thieden.