Da Danmark kom i femte gear

For 100 år siden tog det et døgn at rejse fra Nordjylland til København. I dag kan rejsen gøres i bil på under fire timer. Transportudviklingen har været ubegribelig omfattende. Men den har haft en pris.

Med privatbilismens fremmarch i 1950erne og 60erne steg danskernes aktionsradius og frihedsgrad betragteligt. Mobilt strandliv på Fanø i 1957. Fold sammen
Læs mere

Forestil dig, at du er fløjet 20 km op i luften og skuer ned over vores lille kongerige.

Foruden velfriserede marker, skove, kyster og byer vil øjet først og fremmest blive mødt af det grå syn af asfalterede veje.

De slynger sig på kryds og tværs af hele landet, og adskillige steder suser bilerne tæt forbi hinanden på brede motorveje. Dertil kommer utallige broer – mange af dem kilometerlange – der bryder den blågrønne havoverflade og knytter øer og landsdele sammen til et hele.

Stort billedgalleri: 100 års historie med transport

For 100 år siden var der ca. 2.000 automobiler i Danmark, uden for de store byer var der udelukkende grus- og jordveje, og skulle man rejse fra f.eks. Aalborg til København, skulle man stå endog meget tidligt op for at nå damptoget og være i hovedstaden inden midnat.

I dag summer landet af ca. 2,7 mio. personbiler, varevogne og lastbiler, som drøner rundt på 74.000 km asfalteret vej, og i bil kan turen fra Aalborg til København gøres på under fire timer. Eller i fly på 30 minutter.

Den næsten ubegribelige udvikling har i den grad udvidet danskernes aktionsradius. I 1913 var det de færreste, der nogensinde kom mere end 30-40 km bort fra deres hjemegn. I dag smutter mange af os rask væk på weekendtur til London eller Berlin. Eller har 20, 40 eller 60 km både til og fra arbejde, hver dag.

Det er en udvikling, der ikke bare har ændret Danmarks udseende. Den har også forandret vores hele måde at leve og tænke på.

Verden blev mindre

Med privatbilismens store gennembrud i 1950erne og 60erne skabtes forstæderne og den daglige pendling for hundredtusindvis af danskere.

Overalt skød parcelhusveje frem i stadigt mere udstrakte villa- og satellitbyer længere og længere borte fra bykernerne. Og bag ligusterhækken, i garager og carporte stod alle de velpudsede Folkevogne, Ford Taunuser og Saab 96ere pænt parkeret.

Pludselig gjorde det ikke så meget, at der ikke længere lå en slagter og et mejeriudsalg henne om hjørnet, for nu kunne man jo bare starte sin bil og smutte op i indkøbscentret en kilometer eller to borte.

Samtidig blev verden i en vis forstand mindre. Den årlige familiebustur til det danske sommerland blev erstattet af bil­ferier til Norge og Gardasøen, og fra midten af 1960erne begyndte vi at tage Caravelle-flyet til Mallorca fra de hastigt voksende lufthavne i Kastrup og Billund.

Selv om Københavns Lufthavn i 1948 var den tredjestørste i Europa, gik kun ca. 300.000 passagerer gennem Vilhelm Lauritzens dengang forbilledligt moderne lufthavn. Her 65 år senere er tallet ca. 23 mio.

For 100 år siden var toget det i særklasse mest benyttede transportmiddel over større afstande herhjemme. Derefter kom færgerne – eller rettere damperne. Man kunne tage med damper fra f.eks. Aarhus og Aalborg og direkte til København, og tog man toget fra Jylland til Sjælland, skulle man med hele to jernbanefærger, først via Fredericia og Strib over Lillebælt og dernæst over Storebælt på Nyborg-Korsør-overfarten.

Utæmmelig jernbanedrift

Men ellers var det i den grad hestevogne og datidens hyrevogne, droscherne, der dominerede gadebilledet i de brostens­belagte købstæder.

Som 100-årige Aage Astrup sagde forleden her i avisen om sin barndom i 1910ernes Aalborg:

»Jeg så overhovedet ingen biler dengang. Kun hestevogne og enkelte cykler.«

Efter at den første jernbane åbnede i det nuværende Danmark, Roskildebanen i 1847, skete der i de følgende årtier en voldsom udvidelse af jernbanenettet. Et afgørende gennembrud kom i 1872 med åbningen over Lillebælt af landets første jernbanefærge, og i 1913 var stort set hele landet spundet sammen af jernbanestrækninger med en samlet længde på næsten 4.000 km. I dag er en masse af de gamle lokalbaner nedlagt, så nu er der kun 2.650 km tilbage.

Sporene og de stadigt kraftigere damp­lokomotiver afkortede rejsetiderne mellem landsdelene betragteligt. Mens det i 1868 tog ca. 60 timer, svarende til næsten tre dage, at rejse over land fra København til Frederikshavn, kunne den samme rejse gennemføres på ca. 17 timer i 1913. I dag tager turen med DSB knap seks timer.

I 1913 var de længste broer i Danmark jernbanebroen over Limfjorden i Aalborg samt en 220 meter lang pontonbro, der forbandt Sønderborg med fastlandet. Landsdelene var ikke for alvor bundet sammen, men med åbningen i 1935 af Lillebæltsbroen – datidens største og dyreste ingeniørprojekt – og få år senere med Storstrømsbroen, der i mange år var Europas længste, kom der skred i sammenknytningen af nationen.

De store broer blev primært bygget til togene. I kulissen stormede bilerne imidlertid hastigt frem, og allerede i 1920erne var Danmark i forhold til indbyggertallet en af de mest biltunge nationer i Europa.

I de første mange år måtte benzinen købes på apoteket, men efterhånden skød store reklameskilte for olieselskaberne op foran det nymodens fænomen, benzin­stationerne, langs de hastigt voksende indfaldsveje til byerne.

100 km/t derudad

I 1920erne begyndte et andet nyt fænomen for alvor at skære sig frem gennem nationen – veje med hård og glat belægning. I de første mange år dominerede betonbelægningen, men efterhånden som man fik forfinet den tjærebaserede asfalt, forvandlede vejene sig for alvor fra jord, sand og grus til de mørkegrå baner, der i dag præger næsten alle verdens lande.

Busruter blev oprettet, lastbiltrafikken eksploderede, og allerede i løbet af 1930erne blev der fragtet flere passagerer og gods i biler, busser og lastvogne end med tog eller færge. Men samtidig fik den kollektive transport et voldsomt skub med åbningen i 1934 af den første storkøbenhavnske S-togbane mellem Klampenborg og Frederiksberg.

Privatbilismen blev sat i stå som følge af besættelsen, der gjorde det næsten umuligt at få benzin. Men i 1956 åbnede Danmarks første egentlige stykke motorvej, Hørsholmmotorvejen. Bilister og politikere var så begejstrede for det lille stykke danske autobahn, at vi i dag har over 1.200 km motorvej og kan køre direkte fra Sjælland til både Sverige og Jylland uden at skulle på søfart.

Men udviklingen har ikke været uden omkostninger. Siden 1960 er ca. 35.000 mennesker dræbt i den danske trafik, flest i 1970 med over 1.200 dræbte.

Først i 1974 kom der hastighedsbegrænsninger på landevejene og to år senere lovpligt om anvendelse af sikkerhedssele på forsæderne, hvorefter antallet af dræbte for alvor begyndte at dykke.

Mange steder skærer asfalten sig gennem naturskønne områder, ligesom den motoriserede trafik skaber alvorlige åndedræts­lidelser, støj og medvirker til at sætte yderligere skub i den globale opvarmning.

Men når vi suser over Storebæltsbroen med 110 km/t, skænker vi ikke prisen for den næsten ubegribelige trafikudvikling i de seneste 100 år mange tanker. Så er vi blot taknemmelige for, at en nation, der engang var adskilt af sund, bælt og svært fremkommelige grusveje, i dag er bundet sammen af effektiv teknologi og benhård infrastruktur.

Flere billeder: