Da Danmark blev overvældet, og flygtninge gik på motorvejen

Der kom flygtninge gående på E45 med retning mod Sverige. Der ankom flygtninge til Rødby og Padborg. Og da de kom, blev det endnu en gang slået fast, at vi er en splittet nation.

Mandag den 7. september kunne billister på Sydmotorvejen ved Rødby se knap 200 flygtninge vandre den lange tur mod Sverige. Forinden var flygtningene blevet sat af toget fra Tyskland på Rødbyhavn Station. Scenen udspillede sig senere på ugen på motorvejen fra Padborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

»Jeg kan da blive en smule irriteret over det der. Hvorfor må de fortsat gå på vejen? Tilkald da nogle busser og kør de KRÆSNE flygtninge til Sverige, hvor de så gerne vil være!«

Pernille Grann Thøgersen, Lokalvisen Haderslevs Facebook-side d. 9. september.

»… Og hver og en af disse mennesker har deres egen historie og skæbne. Det er ganske enkelt umuligt at rumme. Det er en meget barsk virkelighed, der nu indtager Danmark.«

Mikael Rauno Lindholm, Facebook d. 9. september

Pludselig var de der. Vi vidste nok, at de var på vej. Men da de kom med plasticposer i hænderne, børn på skuldrene og determinerede blikke og bevægede sig ud i højre spor af motorvejen, var det ikke os inde i bilerne, der passerede dem på gåben. Det var dem, der stædigt overhalede os indenom og lod os stå tilbage som en nation i vildrede. For vi er overvældede.

Strømmen af flygtninge kom i denne uge til Padborg, Rødby, København og andre danske byer. Og mens der blev skrevet et sammensat stykke danmarkshistorie oven på for os uvante scener, stod det igen klart, at vi ikke står samlet. Vores øjne hviler på forskellige dele af motivet af de vandrende mennesker. Nogle ser nød. Andre ser kalkuleret asylshopping.

Mens ordensmagten ikke kunne gøre meget andet end at skabe orden ved passivt at følge den vandrende flok og give den frit lejde, blev de sociale medier skueplads for, hvor dybt uenigheden sidder i os danskere. Vi skiftevis skældte ud over en spyttende mand og »likede« fotos fra en mand, der tilsyneladende havde samlet flygtninge op og kørt dem direkte videre til politiet. Spørgsmålet, der står tilbage sammen med det affald, flygtningene lod ligge i vejkanten, er, om vi for alvor bliver forandrede af ugens begivenheder?

Filosof og professor Ole Thyssen fra CBS har i denne uge haft en følelse boende i sig som så mange andre. Ambivalensen. En sjælden gæst i det danske mentale landskab, når det gælder flygtningespørgsmålet.

Femårige Muhammad og hans far, Mahmud, landede denne uge i Danmark efter en 42 dage lang rejse fra Syrien. En betjent lånte sin jakke til drengen som værn mod det for ham uvante koldere klima. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

»På den ene side skal vi hjælpe mennesker i nød. På den anden side er der grænser for, hvor mange vi kan tage. Hvis vi hjælper folk i nød, vil det formentlig skabe en flodbølge af flygtninge, som vi ikke kan håndtere. Jeg tror, at mange har haft modstridende følelser over for den her situation. Men mange har også tilkendegivet, at nu handler det ikke længere om politik eller om, hvor stor eller lille integrationsydelsen skal være. Nu skal man hjælpe. Der er en konflikt mellem dele af befolkningen og så det, som regeringen har besluttet. Der er en slags oprør fra bunden, hvor folk siger til hinanden: Det kan ikke være sandt’,« siger han.

Det er i sandhed nye tider. Mærkværdige scener udspillede sig landet over. Flere mennesker brød i begyndelsen af ugen loven og hjalp flygtninge videre på deres færd. Til sidst kom danskere forgæves til Rødbyhavn for at køre flygtningene videre. Alt fra tøjbamser til durum-ruller blev doneret videre til det rejsende folk. Et sted havde donationerne været så mange, at uåbnede poser med tøj hobede sig op. Alt sammen tydelige beviser på, at flere danskere i denne uge åbent bekendte sig til de gode hensigter.

»Jo flere mennesker, der stiller sig op og tager et ansvar, desto mere vil der blive dannet en meningskile, der maser sig ind i Inger Støjbergs verden. Pludselig vil der stå en varm tone over for en kold tone. Det vil få folk til at overveje: Hvor står jeg henne? Inger Støjberg og DF har i lang tid nærmest haft monopol på at tale om det her. Men nu kommer en anden stemme på banen, der taler om solidaritet og viljen til at hjælpe. Og om at være civil ulydig for at hjælpe folk,« siger Ole Thyssen.

Hvornår der ikke længere er hjerterum hos det danske folk, afhænger af om flygtningestrømmen vil fortsætte. Selv om folk reagerer meget følelsesmæssigt, kan man godt stille spørgsmålet, om det er Europas ansvar, at folk drukner på vejen herop, mener professoren.

»Det er folk, der af menneskesmuglere bliver begivet ud på en rejse, som de ved er livstruende. Og det er som om, at i samme sekund, de er ude på havet, har de overladt sig selv til Europa. Det er ikke Maren i kæret, der kommer. Det er folk, der tænker sig om og har haft overskud og penge til at arrangere en rejse. Selvfølgelig er de i nød, men hvis hele verden i nød kommer hertil, bliver det for meget. Der vil selv de mest venligtsindede mennesker i Danmark indse, at det her går ikke længere. Hvor den grænse er, er bare svært at sige. Da Israel i sin tid tog imod en stor mængde russiske jødiske flygtninge, var velviljen meget stor. Men man kan godt forestille sig, at villigheden til at hjælpe i Danmark er ringere.«

Det er, når man er i tvivl, at man lærer. Og som tiden går, vil der forhåbentlig blive fundet en løsning på, hvad der lige nu synes at være et uløseligt dilemma. Det diffuse håb læner Ole Thyssen sig op ad. Det er det eneste, vi kan gøre lige nu i en situation, hvor vores møde med mennesker i afmagt har skabt samme afmagt hos os selv.

»De næste par måneder vil være en læreproces, og vi ved ikke engang, om det her vil være et engangsfænomen. Eller om det kommer til at definere de næste år. Vi aner det ikke. Og derfor kender vi ikke vores reaktioner,« siger Ole Thyssen.

Flygtningene og migranterne slog det selv fast i denne uge: Danmark er midlertidigt. Det er kun en mellemstation. Det rigtige liv ligger og venter i blandt andet Sverige, synes opfattelsen at være. Den virkelighed har skabt et nyt momentum for de vælgere, der blandt andet har stemt på Alternativet, mener også Johannes Andersen, samfundsforsker fra Aalborg Universitet.

»Den traditionelle indvandrerdagsorden er simpelthen blevet udfordret ved, at vi har at gøre med folk, der ikke vil være her. Man kan se sådan en flaske ketchup for sig, hvor saucen endelig får lov til at løbe ud. Alle kommer på banen for at vise medmenneskelighed. Nu kan de endelig gøre det helt konkret i stedet for, at det er et abstrakt princip. I den proces har nogle mennesker forsøgt at opretholde det gamle synspunkt om, at der skal være færre flygtninge og indvandrere i Danmark. De har haft sværere ved det. De er straks blevet trynet af de mere hjælpsomme typer, » siger han.

Se lige engang igen på fotoet af menneskemængden, der går på motorvejen. Selv om det sammenfatter en uge, hvor alt blev vendt op og ned, skal vi ikke bilde os ind, at det gør noget ved os. Godt nok er vi overvældede.

Af både følelser og holdninger. Men når verden med trætte skridt er vandret forbi os til andre lande, vil vi stadig stå tilbage som et land, hvor flertallet er indvandrerkritiske.

Splittelsen vil stadig være intakt, når flygtningestrømmen engang er aftaget. Og når den er det, vil vi om et år henkastet spørge hinanden: »Kan du huske dengang, der vandrede 300 flygtninge på E45?«

»Vi er alle sammen blevet forvirrede, så den kritiske fløj skal blot lige sunde sig. Vi skal ikke tro, at vi alle sammen er gået hen og blevet superbløde humanister,« siger Johannes Andersen.

Mandag den 7. september kunne billister på Sydmotorvejen ved Rødby se knap 200 flygtninge vandre den lange tur mod Sverige. Forinden var flygtningene blevet sat af toget fra Tyskland på Rødbyhavn Station. Scenen udspillede sig senere på ugen på motorvejen fra Padborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker.