Cykelhjul får mere asfalt i København

Budgetforliget giver cyklerne mere plads, men ifølge borgerlige får bilisterne det sværere, og ejendomsskatten stiger. Venstre, de Konservative og Liberal Alliance er derfor ikke med i budgetforliget.

Omkring 100.000 af hovedstadens cyklister, der dagligt kæmper om pladsen på cykelstier og gader, kan se frem til bedre plads og sammenhængende cykelruter.

Det er et af resultaterne af det netop indgåede budgetforlig mellem S, R, SF, EL og DF. 90 mio. kr. skal gå til indkøb af bycykler, tryggere vejkryds, udbedring af manglende led i cykelruterne og forbindelser til blandt andet Mjølnerparken. Inklusive statens medfinansiering i alt 154 mio. kr. til cyklisterne, lyder det fra SFs teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.

De 25.000 daglige cyklister på H.C. Andersens Boulevard får mere plads. Gaden er en del af en otte kilometer lang forbedret forbindelse fra Østerbrogade over Amager til kommunegrænsen ved Tårnby.

Desuden skabes en sammenhængende havnerute med cykelsti under Knippelsbro og en indre ringrute fra det vestlige Amager til Nordhavn Station.

Bagsiden af budgetforliget er ifølge de borgerlige, at pladsen til bilisterne bliver stadig mere trang. Der er ifølge den konservative Jacob Næsager afsat penge til at undersøge opgravning af Åboulevarden, ligesom bilisterne skal klemmes ud af flere stræder. Der mangler over to milliarder kroner i efterslæb til kommunens veje, og til defekte lyskryds er der kun afsat 15 millioner, selv om behovet er 55 millioner kr., siger han.

»Hvert år får vi 200 mio. kr. ekstra i kommunekassen på grund af tilflytning. Vi mener, at de skal komme københavnerne til gode, enten ved for eksempel at låse grundskylden fast eller sænke skatter og afgifter,« siger Jacob Næsager.

Han påpeger, at Københavns Kommune i DIs erhvervsbarometer er sunket fra plads nummer 70 til 86 ‑ den laveste placering på virksomhedernes rangliste over erhvervsvenlige kommuner, København nogensinde har indtaget. Formand for DI Hovedstaden, Søren Larsen, pegede på netop lavere skatter og bedre fremkommelighed, der også giver plads til biler og parkering, som veje til en bedre placering.

1.200 nye almene boliger

Ifølge Liberal Alliances gruppeformand Lars Berg Dueholm var der »dårligt tid til en kop kaffe«, før overborgmester Frank Jensen (S) under forhandlingerne blankt afviste at sænke grundskyld, personskat og erhvervsafgifter. Stigende skat på grunde vil føre til massive skattestigninger.

»Det er et socialistisk eksperiment, der kun kan gå galt,« siger han.

Overborgmester Frank Jensen lægger selv vægt på, at budgetforliget, som omfatter Dansk Folkeparti, investerer i 1.200 nye almene boliger, større rådighedsbeløb for pensionister og førtidspensionister, mens SFs leder på rådhuset, Ninna Thomsen, glæder sig over, at der kommer to lærere i de små klasser i folkeskolen.

Budgetforliget afsætter 200 mio. kr. til et afgreningskammer på Metroen ved Vesterport Station, hvor en fremtidig forgrening via Sydhavnen til Ny Ellebjerg Station skal have udgangspunkt.

Desuden er forligspartierne enige om at sikre yderligere 1,8 mia. kr. som Københavns bidrag til finansiering af Sydhavnsforbindelsen, der skal stå færdig i 2022. Den endelige finansiering og beslutning er dog ikke på plads endnu.