Curlingbørn er sjældne: »Det er en kvalitet, at børn diskuterer, stiller krav og udvikler kritisk sans«

Debatten om curlingbørn er igen blusset op, da Berlingskes kronikør Thomas Skovbo skrev, at børn, der ikke møder modstand, bliver nogle usikre vatnisser. Eva Gulløv, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik, er af en helt anden opfattelse.

Curlingbørn opfører sig som små konger og kontorchefer, men de risikerer at blive nogle usikre vatnisser, hvis de ikke møder modstand, lyder meldingen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad tænker du, når du hører ordet curlingbørn?
Det er en debat, der hives frem med jævne mellemrum om, at børn er for forkælede og for nursede. Det skal tages med et gran salt, for tit kommer debatten til at karikere børn, som nogen, der alene er forkælede og krævende.

Hvordan oplever du curlingbørn?
Vi har fået en samfundsudvikling, der lægger meget vægt på, at børn skal være deltagende og have indflydelse. Det er der mange gode ting ved. Jeg synes, at debattører fordrejer debatten, så børn udelukkende bliver fremstillet som nogle små, krævende forbrugere, der bare venter på at få sødmælk ned i halsen.

I stedet burde man se de kvaliteter, der er ved, at den generation som vokser op – og har vokset op de sidste tyve år – er i stand til at give udtryk for deres meninger. Det er noget, vi, som demokratisk samfund, skal være glade for. Det er en kvalitet, at børn diskuterer, stiller krav og udvikler kritisk sans. Den dimission mangler i debatten.

Er curlingbørn et problem for samfundet?
Jeg er med på, at tendensen til at beskytte sine børn i nogle situationer kan kamme over, og at forældre kan blive for beskyttende. Men for den demokratiske borger er det jo heller ikke et gode, hvis man bliver pacificeret. I dagens Berlingske bruger kronikøren et eksempel, hvor en mor ringer til sin 23-årig pilot-søns arbejdsgiver for at få en forklaring dagen efter, at han er blevet fyret, - den slags eksempler dukker op, men når de er gode eksempler, er det også fordi, de er eksotiske. Jeg tror ikke, at det tegner det almindelige billede. At forældre er meget engagerede i deres børn, er ikke noget negativt - generelt er det en positiv ting, at der er familiesammenhold og loyalitet overfor næste generation, så man står op for dem.

Hvor går grænsen for, hvor meget man skal stå op for, for sine børn?
Selvfølgelig er der en grænse, hvor man må sige: Nu må næste generation tage over for deres liv, og det er sundt for den enkelte. Men det sker også i de fleste tilfælde. Der kræves mange ting af børn og unge i dag, som deres far og mor ikke kan løse for dem. Hele præmissen med, at man pacificerer og umyndiggør børn, er ikke rigtig. Samfundet skal være stolt af vores forhold til børn i stedet for at kritisere det.

Har der været en udvikling i den måde, som folk opdrager deres børn på?
Historisk set er der gennem de sidste 100 år sket en udvikling, hvor relationerne i mellem børn og voksne er blevet mere ligeværdige. Det er i dag til debat, hvor meget og hvad den ene generation skal bestemme over den anden. Samfundet diskuterer hvor balancen, mellem rimeligheden af børns indflydelse og behovet for beskyttelse, går. Det er sundt at tage diskussionen, men jeg er ikke helt så bekymret, som nogle af de debattører, som har været på banen og sige, at børn har fået al magten i familien. Der er mange ting i børns liv, som de overhovedet ikke har indflydelse på og lov til at bestemme.