To søskende fra 7. og 9. klasse på Tibberupskolen i Espergærde er blevet testet positive med coronavirus.

Det skriver Helsingør Dagblad.

De to søskende er blevet testet positive, efter at de begge har været i tæt kontakt med andre elever, da de var med til at fejre sidste skoledag i fredags. For den ene elev foregik fejringen blandt andet i en partybus med 30 andre elever.

Skolen blev lørdag gjort opmærksom på, at pigen i 9. klasse var smittet, og opfordrede alle, der havde været i nærheden af hende, til at lade sig teste. Efterfølgende kom det frem, at også pigens bror i 7. klasse var smittet, og samme besked blev sendt ud til hele hans årgang.

Begge børn var helt uden symptomer, da de deltog i arrangementerne på skolen.

»Der er tale om et hændeligt uheld, der kan ramme alle. Hverken pigen eller hendes bror eller forældre har udvist symptomer. De har ikke haft mulighed for at forudse situationen og har fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer om at lade sig teste, så snart de fik besked på, de havde været i selskab med en, der siden blev testet positiv for coronavirus,« siger skoleleder Andreas Elkjær til Helsingør Dagblad.

Han fortæller, at familien er dybt berørt over den situation, den er havnet i.

»De er rigtig kede af det. Da de fik beskeden, var de i chok og kaldte med det samme deres datter hjem. De kontaktede også mig med det samme. Det føles meget voldsomt for dem med alle de reaktioner, de har fået efterfølgende,« siger Andreas Elkjær.

Han oplyser til dagbladet, at 7. klasserne nu er sendt hjem, og at den planlagte dimission for 9. klasse er udskudt som følge af episoden.