Coronasmitten blandt børn stikker af – sådan skal du gøre, hvis dit barn bliver smittet

Coronasmitten blandt de yngre skolebørn er nu på det højeste niveau under pandemien. Det er særligt i den gruppe, der ikke er omfattet af vaccinationsprogrammet, at smitten er høj.

Coronasmitten er steget markant den seneste tid. Så meget, så folk onsdag stod i kø uden for covid-19-testcenteret på Ørnevej i Køge. Det er særligt blandt de unge skolebørn, der ikke er vaccinerede, at smitten er høj. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Coronasmitten er steget markant den seneste tid, og det er især i én aldersgruppe, at smitten er høj.

En ny rapport fra Statens Serum Institut viser, at incidensen blandt skolebørn i aldersgruppen 6-11 år er på det hidtil højeste niveau under pandemien. Det er den gruppe af skolebørnene, som ikke på nuværende tidspunkt er en del af vaccineprogrammet.

I øjeblikket er der 941 smittetilfælde pr. 100.000 børn i aldersgruppen. Oveni det er der et stort antal mulige smitteudbrud på landets skoler. I sidste uge var der hele 168 mulige smitteudbrud på skolerne.

Samme tendens ser man også i andre dele af Norden, fortæller afdelingslæge fra Statens Serum Institut Rebecca Legarth til Ritzau.

»Særligt i Norge ser man også, at det er den gruppe af skolebørn – altså de 6-11-årige – hvor vi har de høje incidenser,« siger Rebecca Legarth.

Selvom de ældre skolebørn over 12 år er omfattet af vaccineprogrammet, betyder det ikke, at der ikke er smittetilfælde. Det er dog stadig mest markant hos den gruppe af de unge, der ikke er vaccineret.

Faktisk er incidensen blandt de 12-15-årige, der ikke er vaccinerede, højere end hos de 6-11-årige, skriver Ritzau.

Test, test og test

Når smitten breder sig i særlig høj grad blandt børnene, er det derfor vigtigt, at man holder sit barn hjemme, hvis det bliver smittet. Det siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst i en nyhed på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

»Det er helt afgørende, at børnene bliver hjemme, når de er syge, så de ikke smitter andre. Derimod kan børnene godt gå i skole og i dagtilbud, når de er nær kontakt til for eksempel et smittet barn eller en ansat. Her begrænser vi smitten ved brug af test. Det er selvfølgelig vigtigt, at man her er ekstra opmærksom på de smitteforebyggende råd og tiltag,« siger Helene Probst

Hvis barnet er nær kontakt eller får symptomer, er anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen klar:

Barnet bør få en pcr-test eller hurtigtest hurtigst muligt, og derefter en pcr-test på henholdsvis 4.- og 6.-dagen efter den sidste nære kontakt til den smittede. Barnet må gerne komme i skole, mens testene foregår – hvis det ikke udviser symptomer. Har barnet symptomer, skal det blive hjemme.

Er svaret på testen positiv, skal barnet hurtigst muligt i isolation.

Er barnet færdigvaccineret eller tidligere smittet inden for det seneste år, er anbefalingen ligeledes test på 4.- og 6.-dagen. Hvis det er under 12 uger siden, at barnet har været covid-19-smittet, er test kun nødvendigt, hvis der udvises symptomer.

Hvis barnet er nær kontakt til en person i hjemmet, er anbefalingen, at man følger de generelle retningslinjer med test på 4.-og 6.-dagen. Hvis barnet ikke er vaccineret eller tidligere smittet, anbefales der dog også isolation, indtil på den sidste test er negativ.