Coronakrisen kan ikke ses på antallet af døde i år - faktisk er der færre døde

Coronakrisen har ikke gjort nogen stor tilføjelse til antallet af døde i 2020, viser tal fra Danmarks Statistik. Faktisk er der færre døde.

På trods af coronakrisen er der ikke en mærkbar udvikling i antallet af døde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er over 530 døde i Danmark med coronavirus. Statistikken over personer, der – med vis sandsynlighed – dør som følge af covid-19, følges tæt af myndighederne og opdateres dagligt.

Alligevel kan den aktuelle coronakrise ikke ses på antallet af døde i første kvartal af 2020, skriver Danmarks Statistik på baggrund af nye tal.

Første kvartal 2020 har vist to pct. færre døde end første kvartal 2019 og fire pct. færre end gennemsnittet for de forudgående fem år fra 2015 til 2019.

Der er relativt store udsving i løbet af et år, og første kvartal tegner sig generelt for en lidt større andel af de døde end de øvrige kvartaler, skriver Danmarks Statistik. Gennemsnitligt 27,3 pct. i perioden 2015-2019, hvilket ofte skyldes »vintersygdomme« såsom influenza og lungebetændelse.

Det er endnu for tidligt at sige, om mønstret er anderledes i 2020, men Danmarks Statistik skriver, at den milde vinter kan tænkes at spille ind på det lave antal døde i første kvartal 2020.

Antallet af døde pr. uge og dag bliver normalt offentliggjort en gang om året. Men eftersom der er særlig interesse for hurtigere indikatorer for samfundsudviklingen under covid-19, udgiver Danmarks Statistik for tiden antal døde ugentligt i den eksperimentelle statistik – med forbehold for senere rettelser i tallene.

Anden halvdel af marts skiller sig ud fra tidligere år.

Antallet af døde begynder ofte at falde på dette tidspunkt af året, mens antallet af døde i 2020 overstiger det gennemsnitlige niveau fra perioden 2015-2019. Om der er tale om covid-19, er imidlertid ikke muligt at sige entydigt ud fra tallene, skriver Danmarks Statistik.

Der er store forskelle på, hvordan antallet af døde for anden halvdel af marts i år fordeler sig geografisk i landet sammenlignet med de forudgående fem år.

Fem landsdele har en højere andel af døde i 2020, mens fem har en lavere. Kun Bornholms andel er uforandret.

Vestjylland og Københavns Omegn tegner sig i 2020 for hhv. 8,7 pct. og 10,6 pct. (mod 7,6 pct. og 9,4 pct. i 2015-2019) af landets samlede antal døde, mens Vest- og Sydsjælland tegner sig for 11,7 pct. i 2020 mod 13,2 pct. i perioden 2015-2019.