Overalt i landet venter tusindvis af patienter på at blive indkaldt til operationer, undersøgelser og ambulante besøg, som i enorme tal er blevet aflyst og udskudt under coronakrisen i løbet af foråret, hvor den almindelige aktivitet i sundhedsvæsenet dalede dramatisk.

En opgørelse fra Region Midtjylland viser, at der de seneste måneder er udført knap 200.000 færre ambulante kontakter end under normale omstændigheder, hvor blandt andre kronisk syge med for eksempel KOL, sklerose, diabetes og demens følges og får justeret behandlingen.