Copenhagen Half Marathon: »Det er 22.000 vindere, der er her«

Løbere fra 104 forskellige lande har i dag sat deres præg på hovedstaden til Copenhagen Half Marathon. Op imod 100.000 var med langs ruten i det, der blev en rekordernes dag.

Copenhagen Half Marathon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bo Kirkeskov står og tripper. Det er i minutterne inden, de hurtigste deltagere i Copenhagen Half Marathon kommer over målstregen på Øster Allé. Han skæver skiftevis til sin mobil og ud på asfalten, hvor løberne kommer til syne om lidt.

»Jeg er spændt på at se, om der bliver slået en verdensrekord i dag,« forklarer han.

»Jeg tager hatten af for hver enkelt løber. Det er en præstation uden lige. Det er 22.000 vindere, der er her. Jeg vil selvfølgelig gerne se eliteflokken, og så er der også en kollega, jeg følger.«

Copenhagen Half Marathon. På ruten ved Trianglen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Bo Kirkeskov er selv tidligere sportsmand. Han har dyrket atletik på eliteplan og også prøvet at løbe et halvmaraton som ung.

»Men dengang mistede jeg fem eller seks tånegle, fordi jeg havde for små sko på. Så det glemmer jeg aldrig!«

Ligesom op imod 100.000 andre, vurdererer arrangørerne, har Bo Kirkeskov søndag midt på dagen taget opstilling langs ruten til Copenhagen Half Marathon. Folk hujer og klapper. Klasker viftelignende kort over ruten mod hinanden. Nogle har blå balloner med, andre konfetti. De følger de knap 22.000 deltagere, der er spredt på 104 forskellige nationaliteter.

Foto: Nikolai Linares.

Det viser sig da også at blive lidt af en rekordernes dag. Der er løbsrekord for både mænd og kvinder og et rekordstort antal udenlandske deltagere på 3600.

»Ruten er designet til rekorder!« siger Jakob Larsen, direktør, Dansk Atletik Forbund i en skriftlig udtalelse.

»Det viser dagens resultater med al tydelighed. Med syv løbere under en time kan vi også godt sige, at vi er blandt de hurtigste halvmaratonruter i verden. Og det endda med en vind, som ikke ligefrem hjalp. Og mon ikke også blandt de knap 22.000 motionister er en lang række personlige rekorder?«

Nogle af dem, der er her i håb om at følge en personlig rekord, er Carina Soelberg og hendes datter på seks år.

Foto: Nikolai Linares.

»Min mand er med, så vi er her for at heppe på ham. Han har løbet mange gange før. Vi håber, han slår sin personlige rekord i dag. Han har været voldsomt på kur og er toptrænet,« siger hun.

»Der er et godt sammenhold sådan en dag her, og vi bakker op om dem, vi kan lide.«

Ikke langt derfra står Sune Lauritzen og Karina Skov Nilausen. De krammer hinandent og giver en highfive, da kenyanske James Mwangi Wangari spæner i mål som den første. I en tid på 59:07. Ikke helt hurtigt nok til at slå verdensrekorden på 58:23, men til gengæld bedre end den hidtidige rekord ved Copenhagen Half Marathon på 59:14.

»Det var bare imponerende at se,« siger Sune Lauritzen.

»Vi bor lige nede på Strandvejen, så vi skulle se, hvad der foregik. Jeg synes, det er herligt, at der sker noget i byen.«

Han smiler og siger, at han ikke så helt sådan på det dagen inden.

»Jeg havde lidt problemer med bilen. Men det glemmer man hurtigt i dag.«

Karina Skov Nilausen supplerer: »Jeg tror, det er sjovere, hvis man tager del i det, end hvis man kører rundt i sin bil og skal noget.«

Ivar Roitmann kender alt til det trafikale kaos, de mange arrangementer i byen ofte afstedkommer.

Foto: Nikolai Linares.

»Det er en fin begivenhed, men det fylder efterhånden for meget. Vi er blevet spærret for meget inde i byen, synes jeg.«

Han sidder med sin kone i deres lille forhave ud til Øster Allé og drikker te. De har boet på Østerbro siden 1987.

»Der er så mange arrangementer lige her. Så er det DHL-løbet, halv- og helmaraton og Spartaløb, og så selvfølgelig alle fodboldkampene, som også er blevet heldagsbegivenheder. Det er taget til. Vi skal virkelig tænke over, hvordan vi kommer hjem igen, hvis vi tager bilen nogle steder,« siger han og tilføjer: »Men det er nu ikke sådan, at jeg skriver arrige læserbreve.«

»Det er nu da også hyggeligt med et løb som det her,« tilføjer hans kone. I dag følger de også deres datter, der løber med, mens de passer børnebørn.