Containerskib stabiliseret

Det norske containerskib Eline, der var i fare for at synke i Kattegat ud for Grenaa, er nu stabiliseret.

SOK's pressechef oplyser, at skibet ikke længere tager vand ind, og nu vil blive slæbt i havn.

- Vi vurderer ikke længere, at det synker, siger SOK´s presseofficer, Klaus Randrup til Ritzau, og fortæller, at Eline er i færd med at blive slæbt mod havnen i Grenaa af den århusianske slæbebåd Asterix.

Det var ellers ved at gå grueligt galt for det norske containerskib Eline, der kort før kl. 7 i morges foretog et nødopkald, fordi store mængder vand trængte ind på grund af en lækage ved skibsskruen.

Syv af skibets ti besætningsmedlemmer blev reddet over på et nærliggende tankskib af Søværnets Operative Kommando, mens to resterende besætningsmedlemmer og kaptajnen, kæmpede for at pumpe vand ud af det 4000 tons tunge skib.

Det 90 meter lange skib var på vej fra Århus til Island, og tidligere søndag forlød det, at der kunne være "miljøfarligt gods" blandt skibets containere.

Det benægter rederen bag Eline, Arnljot Jenset, dog.

- Der er intet farligt i containerne. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, men det plejer at være mad, vi skiber til Island, siger han til Ritzau og undrer sig i øvrigt over lækagen, fordi Eline netop har været til reparation i Bremerhaven.