Connie H. vil forpligte Kina og Indien i klimakampen

Kina og Indien skal bære deres del af byrden i kampen mod klimaforandringerne, hvis vi skal have en ny global klimaaftale siger klimaminister Connie Hedegaard (K) ved ankomsten til FN’s klimakonference på Bali, hvor alle har øjnene stift rettet mod København 2009.

Foto: Rune Evensen/Scanpix

Straks efter sin ankomst til FN-klimakonferencen på Bali intensiverer Danmarks klimaminister Connie Hedegaard (K) kampen for en bindende og omfattende global klimaaftale i 2009.

Skal der indgåes en ny global klimaaftale på klimatopmødet i København er det tvingende nødvendigt, at også lande som Kina og Indien tager en større del af ansvaret, påpeger den danske klimaminister.

»De voksende økonomier i nogle udviklingslande – i Kina og Indien - skal også ind og påtage sig en eller anden form for forpligtelser,« siger Connie Hedegaard.

FNs klimakonference på den indonesiske ø er af helt afgørende betydning for den danske regerings bestræbelser på at gøre FNs klimatopmøde i København i december 2009 til den succes, som ikke alene danskerne, men hele det globale klima-establishment håber på. Af samme grund kaster Connie Hedegaard sig få timer efter landingen i Balis hovedby, Denpasar, ud i et program, der ifølge hendes embedsmænd tegner til at blive aldeles hæsblæsende.

Selvom Bali-mødet giver anledning til nye rapporter og vidnesbyrd om drivhusgassernes skader på miljøet, er det ikke hér, landene forventes at forpligte sig konkret til, hvordan de vil bidrage til løsningen af problemerne.

Bali er – som det hedder i jargonen – et procesmøde, hvor 144 deltagende lande skal blive enige om rammerne for, hvordan man når en fælles aftale.

En aftale som gerne må være mere effektiv end Kyoto-protokollen, der, selvom den er ratificeret af flere end 170 lande, kun forpligter 36 af dem til at reducere deres udledninger af drivhusgasser. Og en aftale som altså gerne skulle falde på plads i det decemberkolde og mørke København om to år.

Verdens fokus i forbindelse med klimakampen har hele tiden og igen været rettet mod USA, der under Bill Clinton og siden George W. Bush ikke har villet ratificere Kyoto-aftalen og således binde sig til at nedbringe sit enorme energiforbrug.

Connie Hedegaard håber naturligvis på politisk klima-tøbrud i Washington, men hun peger samtidig på, at også de voksende stormagter i Asien, Kina og Indien, skal forpligte sig, hvis man skal gøre sig håb om at få en aftale i København i 2009.

»Lige nu kører forhandlingerne i to spor: Et for dem, der er med i Kyoto. Og så et for dem, der ikke er. Men vores politiske håb er, at de to spor på et tidspunkt skal glide sammen til et spor, som så fører til en ny global aftale,« siger Hedegaard.

Hun understreger, at »de rige industrialiserede lande uden for al diskussion må påtage sig langt større forpligtelser« end andre. Men lande som Kina og Indien bør altså indgå visse bindende forpligtelser.

Klimaministeren mener i øvrigt ikke, at det er overraskende, at Kina i den seneste tid er begyndt at sende mere positive signaler om at ville engagere sig i klimakampen.

»Kina har fået en middelklasse på en 300-400 millioner mennesker. Og de begynder også at råbe op, hvis ikke de kan trække vejret, eller hvis deres børn ikke kan få rent vand. Kina kan ikke fortsætte med at bruge de nuværende energiforbrug pr. produceret enhed og samtidig få det til at hænge sammen økonomisk og miljømæssigt,« slår ministeren fast.

Hedegaard forsvarer dog samtidig udviklingslandenes ret til at sammenligne deres udledninger pr. indbygger med eksempelvis USA’s.

»Tallene for hver enkelte menneskes del af energiforbruget er altså utrolig gode til at anskueliggøre, hvor stor en forskel, der er på udledningerne i den rige del af verden og så i den fattige del.«

Men ministeren erkender samtidig, at der er grænser for i hvor høj grad argumentet kan bruges over for amerikanerne.

»Hvis man kører rent på det, kører man lige ind i en amerikansk blokade – også fra de progressive som John Kerry. Der er jo enormt meget psykologi i den her proces. Det handler om at prøve at skabe et rum, hvor nogle flytter sig fra deres vante positioner. Og det er ikke godt til at få en vrangvillig amerikansk offentlighed til at flytte sig, hvis vi hele tiden peger på, hvor meget mere energi de hver for sig bruger i forhold til en inder,« siger Connie Hedegaard.