Connie H. vil forbyde ftalater i skoleudstyr

Farlige blødgørere hører ikke hjemme i skoleudstyr, mener miljøministeren. Hun vil have EU-forbud mod ftalater i blandt andet viskelæder.

Sundhedsskadelige blødgørere skal ikke findes i for eksempel viskelæder til børn, siger miljøminister Connie Hedegaard (K), som vil have et forbud mod ftalater i skoleudstyr i hele EU.

Siden april har det været forbudt at tilsætte ftalater i legetøj til børn under 14 år. Men en rapport fra Miljøstyrelsen viser, at bl.a. to viskelædere, som indeholdt blødgørerne, ikke kan kategoriseres som legetøj, og dermed ligger de uden for forbuddet. Men styrelsen vurderer, at de to viskelædere alligevel kan være sundhedsskadelige, hvis børn sutter på dem og spiser små mængder hver dag i en længere periode.

Styrelsens undersøgelse viser, at 9 ud af 26 viskelædere købt i sommeren 2006 indeholdt ftalater. Fire andre produkter, to penalhuse og to skoletasker, indeholdt bly og cadmium over de tilladte mængder. Syv af de ni viskelædere er siden blevet forbudt.

Connie Hedegaard opfordrer butikkerne til helt at fjerne viskelædere med ftalater og har bedt Miljøstyrelsen lave en opfølgende kampagne.

/ritzau/