Computergeniet truet af sit eget våben

Den 30-årige svensker Gottfrid Warg nægter at have kendskab til hackerangrebet mod CSC, men hans egen computer er hans største belastning.

Anklagerens vigtigste bevis mod Gottfrid Warg (foto) er hackerens egen?computer. Arkivfoto: Bertil Ericson/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Gottfrid Wargs frie liv som computergeni sluttede for en stund, da myndighederne fandt frem til den efterlyste svensker i lejligheden ved flodbredden i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Seks tastaturer og to harddiske blev konfiskeret, da han i efteråret 2012 blev arresteret af det cambodjanske politi.

En slidt Macbook Pro var en af de beslaglagte genstande. Den har kælenavnet »Flacette«, som henviser til et våben, der affyrer gennemtrængende metalpile.

Nu er indholdet på computeren et afgørende bevis mod svenskeren i danmarkshistoriens største hackersag. Den 29-årige Gottfrid Warg blev onsdag afhørt i hacker­sagen, hvor han sammen med en 21-årig dansk mand er tiltalt for gennem mere end fire måneder at have begået grov hacking mod den statslige IT-leverandør CSC. De to mænd er mistænkt for at have stjålet oplysninger fra bl.a. Schengens register for efter­lyste personer og CPR-registret.

Gottfrid Warg har siddet varetægtsfængslet siden efteråret 2013 og nægter, at han har hacket de fortrolige systemer, selv om flere af de stjålne filer er fundet på hans computer - herunder CPR-numre og oplysninger på 170 personer, som har navne- og adressebeskyttelse.

Computeren er fundet

Det er med sikkerhed Gottfrid Wargs computer, der er blevet brugt til at udføre angrebet, mener anklageren. Og det erkender Warg.

Men nogen har overtaget kontrollen med hans computer enten fysisk eller via internettet og angrebet serverne hos CSC i Valby, lyder forklaringen fra den tiltalte.

Da anklagerene spurgte, hvem der havde overtaget kontrollen med hans computer, svarede Warg:

»Det ved jeg ærligt talt ikke. Jeg ved ikke, om det er personerne, som har haft adgang til computeren, eller om der er nogen, som har hacket den«.

Warg forklarede, at mange andre benyttede computeren, som stod frit fremme og blev benyttet til fælles projekter af personer i hans omgangskreds. Fire af brugerne af computeren hedder Eraser, RBL, Nohyb og Ripley i den virtuelle verden, oplyste han. Men om de har gjort det, eller hvad de hedder i virkelig­hedens verden, ville han ikke ud med.

»Jeg har allerede sagt for meget. I har haft mere end et år til at grave navnene frem,« lød det fra Warg.

Venner og fjender

Han er »formentlig et geni med en computer«, som anklageren konstaterede tirsdag under retssagens første dag. Og det er han ikke den eneste, der mener.

Efter Gottfrid Warg i 2003 var medstifter af fildelingstjenesten The Pirate Bay, blev han kendt og tilbedt i aktivistmiljøer som et geni og den frie informations forkæmper. På den anden side lagde han sig ud med store dele af den internationale underholdnings­industri, fordi han med The Pirate Bay muliggjorde gratis download af f.eks. film og musik. Han blev derfor den 17. april 2009 idømt et års fængsel i Sverige for at krænke ophavsretten. Men Warg mødte ikke op til domsforhandlingen og forsvandt til Cambodja.

Her kendte Warg allerede nogle svenskere, fortalte han i retten onsdag. Ifølge ham selv skabte han en karriere som freelancer i IT-branchen, hvor han bl.a. havde opgaver med at vedligeholdte software til alarm­systemer.

Samarbejdet med Assange

Wargs status i aktivistmiljøet under­streges måske især af samarbejdet med Wikileaks­-stifteren Julian Assange, der nu lever på Ecuadors ambassade i London af frygt for at blive udleveret til de svenske myndigheder.

Netop det makkerskab spiller også en rolle i den danske sag. I Gottfrid Wargs beslaglagte computere har politiet i løbet af efterforskningen blandt andet fundet Rigspolitiets register over efterlyste personer i Schengen-landene. En række logfiler viser ifølge anklageren, at der er søgt på Gottfrid Warg og Julian Assanges fødselsdatoer i registret. De to har tidligere har arbejdet sammen om at offentliggøre en opsigts­vækkende video, der viser en amerikansk militærhelikopter dræbe civile i Irak.

Gottfrid Warg – eller Anakata som han kaldes i online-verdenen – skal afhøres igen fredag sammen med den 21-årige dansker, der ligeledes nægter sig skyldig.

Der forventes at falde dom i sagen i slutningen af oktober.