Claus Oxfeldt hemmeligholdt livstruende sygdom: »Det har nok forandret mig«

I et halvt år har Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, hemmeligholdt det udadtil, at han har lidt af lymfekræft. Internt har han ladet nyheden sive. Alvorlig sygdom er et stort tabu for ledere. Hvem vil som professionel græde foran andre mennesker?

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er blevet erklæret rask, efter at han i seks måneder har været i behandling for lymfekræft. Fold sammen
Læs mere

Det var hans ophovnede øjne, der vakte døtrenes mistanke.

»Far, du har sådan nogle underlige burgerøjne,« sagde de. Da irritationen ved øjnene meldte sig, blev Claus Oxfeldts egen mistanke også vakt, og manden, der altid har set sig selv som et menneske, der kan klare hele verden, blev nødt til at ringe til sin læge.

Det opkald fra vinterferien på Tenerife for et halvt år siden, blev indledningen til en diagnose, der lød på lymfekræft. Efter kemoterapi og behandlinger med egne stamceller blev Politiforbundets formand i sidste uge raskmeldt, og nu er det ikke længere hemmeligt, at den 53-årige talsperson for den danske politistyrke har været der, hvor svaghed ikke er noget man kan skjule bag en ledertitel.

»Jeg har kørt derudaf uden tanke for, at jeg kunne blive ramt af en livstruende sygdom. Det har nok forandret mig på den måde, at jeg ikke længere bliver irriteret over de helt små detaljer. Perspektivet har ændret sig. Der er andre værdier i livet end kun ens arbejde. Jeg har arbejdet 50-60 timer om ugen. Og jeg har fundet ud af, at jeg ikke er usårlig,« siger han.

Da to betjente for nyligt blev beskudt på Christiania, lå Claus Oxfeldt selv inde på Rigshospitalet og var sendt til tælling af en højdosis kemo. Der oplevede han, at man som leder ikke kan være med hele vejen. Under sin sygdom har han ikke være sygemeldt. Bortset fra de enkelte dage, hvor han skulle have behandling.

Nu sidder han her på sit kontor i en tyndere udgave end normalt. Han døjer stadig med tørre slimhinder, og hans venstre underarm er ret følelsesløs. Men på fuld tid kommer snart, siger han.

»Da jeg fik min diagnose, satte jeg mig ned sammen med næstformanden, og han sagde, at han nok skulle klare den. Jeg er stadigvæk mærket, og den sidste uge har jeg været på halv tid. Jeg er gået hjem omkring middagstid og har taget en lur. Mine hvide blodlegemer blev banket helt i bund. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet til middag.«

Tys-tys-emne for mange ledere

Det, Claus Oxfeldt har været igennem, er for mange chefer et kæmpestort tabu. Vi opfatter lederen som det stærke menneske, der professionelt går foran. Et billede, der ikke hører sammen med indlæggelser på et hospital. Det gør den livstruende sygdom til et tys-tys-emne for mange ledere, siger Lars Andersen, arbejdsmiljøchef hos organisationen Lederne.

»Det er noget, som vi oplever, er meget svært at tale om for vores medlemmer. Vi er som samfund ikke vant til at tale om den alvorlige sygdom, og når man selv er ramt af den, er man i en voldsomt sårbar position. Især i begyndelse er det svært at styre følelserne. Der skal ikke meget til, før tårerne løber, og når man for andre mennesker normalt fremstår stærk og professionel, er det svært pludselig at stå der med tårer i øjnene. Følelserne sidder uden på tøjet, og forsvarsparaderne er brudt ned. Det er svært at sige: Ja, jeg er livstruende syg. Det handler meget om identitet. Kan man fortsat leve det liv, man holder af?« siger han.

Naturligt at tale om det for Oxfeldt

Til at begynde med viste prøverne kun forhøjede levertal. Claus Oxfeldt gav sig selv en dødsdom med det samme. Det var sikkert en stor tumor i leveren, der havde spredt sig til resten af kroppen. Da beskeden lød på helbredelig lymfekræft, blev han forholdsvis rolig og begyndte at lade nyheden om sin sygdom sive ud i politikredsene.

Hver gang han tog til møder, startede han med at sige: »Ja, jeg har kræft«. Til gengæld har det været en hemmelighed over for offentligheden. Claus Oxfeldt ønskede som offentlig person ikke at få tilsendt ammestuehistorier udefra med gode råd og andres historier om kræftsyge bekendte.

»Jeg har altid været et følelsesmenneske, og derfor har det været naturligt for mig at fortælle om noget, der har været hårdt psykisk. Jeg synes ikke det er en svaghed, at man er parat til at tale om det. Jeg vil hellere have at folk ved, hvad der foregår. Og snakken skulle ikke gå bag min ryg. Jeg har jo fulgt med og deltaget i møder, men jeg har tit været nødt til at gå lidt tidligere. Det havde også været hårdere, hvis jeg var nødsaget til at blive helt væk. Men jeg har aldrig haft så ondt før, og det har været udfordrende at have en grundlæggende følelse af at være syg.«

Ledere skal turde være sårbare

Det er ikke en ualmindelig problemstilling på de danske arbejdspladser, at lederen får kræft eller anden livstruende sygdom. Når det sker, skal både organisation og lederen minde sig selv om, at ingen er uundværlig.

»Ingen mennesker reagerer ens på en livstruende sygdom, men alle er i chok og oplever en følelse af kaos og usikkerhed. Også i organisationen. Og det påvirker selvfølgelig ens arbejdsindsats, og det fokus man kan lægge. Ofte kan en lederkollega midlertidigt overtage funktionerne,« siger Lars Andersen.

Når Claus Oxfeldt har fortalt om lymfekræften, har der nærmest stået død i nogens øjne. Han er også blevet mødt med tavshed fra nogen, han troede ville tale om det. Hans bedste råd til andre ledere med alvorlig sygdom er, at de ikke skal gemme sig. Man skal turde være sårbar.

Et råd Lars Andersen fra Lederne nikker genkendende til. Der findes ikke en enkelt opskrift på, hvordan man skal håndtere kombinationen af lederskab og alvorlig sygdom. Men han opfordrer til åbenhed.

»Det vil skabe større tryghed i organisationen, fordi kollegaerne ved, hvad der foregår. For mange vil det også være en lettelse at få snakket om tingene.«