Claes Kastholm

Der er dem, der profeterer, at der venter Brasilien en stor fremtid som en af verdens supermagter. Længe har vækstfolkets øjne været rettet mod BRIK-landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina – som verdens nye vækstmagneter. Med vækstfolket mener jeg de mange – og de bliver flere og flere – der lever af at profetere om verdens økonomiske og politiske fremtid og gør sig kloge på, hvad virksomhederne skal gøre. Som altid er der grund til at spise brød til, når lemminge-toget raser, og ikke lade sig gribe af melankoli, når dommedagsbasunerne gjalder om Europas og USAs sorte fremtid. At nedkalde dommedagsvarsler over sig selv er jo en vestlig specialitet. Ikke mindst blandt de intellektuelle, der aldrig lever godt med, at det går Vesten godt.

Siden Murens fald, Warszawapagtens opløsning og Sovjetunionens sammenbrud er der vokset et stort marked op for teorier om udviklingen i magtfordelingen i verden. Det er forståeligt nok. Med Den Kolde Krigs afslutning åbnede verden sig med nye muligheder og en uvis fremtid. Ingen havde forudset Murens fald. Menneskene har en tilbøjelighed til at tro, at de vilkår, de på et givet tidspunkt lever under, er evighedens vilkår. Men historien burde have lært os, at voldsomme forandringer kan slå ned som et lyn. Med Ruslands offensiv i Ukraine oplever vi i disse uger en lille prøve på det.

Efter Den Kolde Krig var den første, der forsøgte sig med et bud på, hvordan den nye verdensorden ville blive, professor Francis Fukuyama fra John Hopkins University i Baltimore. Hans »The End of History and the Last Man« kom i 1992 og vakte enorm opsigt. Dens budskab var, at det liberale demokrati havde sejret, og at der fra nu af intet alternativ fandtes. Jeg var på det tidspunkt redaktør på et bogprogram på TV 2 og inviterede Venstres daværende næstformand, Anders Fogh Rasmussen, i studiet for at diskutere Fukuyamas bog. Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, dengang direktør på Samlerens Forlag, så programmet og foreslog Fogh at udmønte sit samfundssyn i en bog. Det blev til »Fra socialstat til minimalstat«, som Poul Nyrup Rasmussen under valgkampen i 2001 gav sig til at rive sider ud af. Havde socialdemokraterne brugt nogle klip fra TV-programmet i stedet for, var det gået dem bedre.

På mediernes og politikernes himmel blev Fukuyama hurtigt afløst af Havard-professoren Samuel P. Huntington, der i bogen »The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order« argumenterede for, at det 21. århundrede ville blive præget af konfrontationer mellem verdens forskellige civilisationer, den vestlige, islam, kongfuzianismen (Kina), hinduismen (Indien) og mange flere. Han så med andre ord værdikampen som dynamoen i en ny temmelig kaotisk verdensorden, hvor den vestlige med USA som den eneste tilbageværende supermagt blev udfordret fra forskellige sider. Det gælder for Fukuyama, Huntington og andre akademiske profeter, at de alle sammen har lidt ret, og at ingen har helt ret. Verden er til enhver tid mere broget og sammensat, end profeten siger.

Og de profeter af lavere orden, der er faldet på halen for BRIK-landene, og som vi møder på handelshøjskolerne, i de private konsulentvirksomheder og hos de Radikale eftersnakkere i Folketinget, har også lidt ret. De mener, at fremtidens magt ligger hos BRIK-landene, men de forveksler eksportpotentiale med politisk magt. Økonomisk set står det slet ikke for godt til i Rusland, Indien er et ekstremt splittet land med en uforudsigelig politisk udvikling, og vi har endnu til gode at se, hvor længe den kinesiske samfundsmodel kan holde, når den konfronteres med en stadigt voksende middelklasse på den ene side og en milliardstor ludfattig underklasse på den anden. Og hvad Brasilien angår, ja, så har de senere år budt på fantastisk stigende vækstrater, men nu stagnerer væksten, og det politiske system har vist sig ude af stand til at håndtere de enorme problemer, der ligger i en håbløst forældet samfundsstruktur.

I Brasilien virker de romerske kejseres gamle recept, »panem et circenses« (brød og skuespil), ikke. Baggrunden for det seneste års folkelige oprør mod omkostningerne ved VM i fodbold nu og Olympiaden i 2016 er, at man har verdens største offentlige sektor (38 procent af BNP mod Danmarks enorme 28!), verdens højeste mordrater, et elendigt sundhedssystem, et udueligt uddannelsessystem, veje og jernbaner på junglestadiet og lufthavne fra flyvningens barndom. Læren af BRIK-feberen må være, mener Læst & Påskrevet-profeten i al ydmyghed, at ligesom Blichers hosekræmmer påpeger, at der skal mere til at køre end at sige hyp, så skal der mere end stor befolkning og stort vækstpotentiale til at give egentlig politisk magt. Og lad os ikke glemme, at Europa trods alt fortsat er verdens største økonomi, og at det indre marked, som det forhåbentlig snart vil lykkes EU og USA at nå til enighed om, vil sikre Vestens politiske indflydelse i en uoverskuelig fremtid. Det håber jeg i hvert fald. For der findes ingen større og mere human kultur på den vide jord.