Christian Føhrby: Darwins Arv

Charles Darwin revolutionerede biologien efter sin fem år lange rejse med HMS Beagle. I dag hyldes han som en af videnskabens største pionerer.

Intet skib har uforvarende skabt så stor furore som det fartøj, der, den 27. december 1831 stævnede ud fra Englands kyst.

"HMS Beagle", en 242 tons tung brig fra den engelske flåde, havde som mission at kortlægge Sydamerikas kyststrækning og dele af Stillehavet for den engelske krone. "Beagles" kaptajn, Robert FitzRoy, havde, nogle måneder forinden, sendt et brev til John Henslow, professor i botanik ved universitetet i Cambridge: FitzRoy skulle bruge en videnskabsmand på ekspeditionen, en ung forsker til at indsamle videnskabelige data, og som samtidig kunne holde FitzRoy med selskab på den lange rejse. Henslow takkede nej, men foreslog at hans ven og elev, Charles Darwin, som dengang studerede teologi, kunne tage med i stedet.

Darwin var fyr og flamme og satte straks teologien i bero for at tage med på det, han senere skulle beskrive som den "uden sammenligning vigtigste hændelse i mit liv".

Selvom "Beagle" ikke var ment som en decideret forskningsekspedition i vor forstand, lagde den kimen til en af de mest betydningsfulde og skelsættende begivenheder i menneskets historie.

Charles Darwin havde altid været naturinteresseret, men på grund af sin strenge far måtte han i stedet studere, først lægevidenskab og siden teologi. Da han nu fik chancen for at udforske en fremmed verdensdel (og samtidig udsætte sin lidet tillokkende fremtid som præst) sprang han straks til. På rejsen indsamlede han i tonsvis af materialer, fra eksotiske planter til ukendte mineraler og sten.

Besætningen på "Beagle" skulle efter sigende have klaget over, at skibet efterhånden var ved at blive omdannet til et flydende museum! Han sendte løbende sine fund hjem til England, til den henrykte Henslow, og hurtigt blev Darwin en berømthed i videnskabelige kredse, længe før den unge biolog nåede rejsens højdepunkt: Galapagosøerne.

Galapagos er en øgruppe i det østlige Stillehav. De omkring tyve øer har et dyreliv, hvis mage ikke findes nogen steder i verden. Øerne er især kendt for havleguanerne, skildpadderne og ikke mindst de finkearter, som var så vigtige for Darwins opdagelser.

Darwin fandt det besynderligt, at finkerne på øerne, skønt de lignede hinanden, havde meget forskellige næb og dermed vidt forskellige måder at skaffe sig føde på. Nogle havde store næb, til at knuse nødder og kerner med, andre tynde næb til at bore efter biller og insekter, mens andre igen havde lært at bruge kaktuspigge til finde larver med. Darwin tænkte sig, at finkerne gennem årtusinder havde tilpasset sig forholdene på de forskellige øer, nogle som insektjægere, andre som kerneknusere, alle fra én fælles stamform.

Men hvordan kunne det passe med datidens forestilling om, at alle dyr var skabt på én gang, nemlig på den fjerde og femte dag, som fortalt i Første Mosebog?

Var udvikling mulig?

Kunne Bibelen tage fejl?

Disse tanker var det første skridt på vej mod udgivelsen af Arternes Oprindelse. Men Darwin var ikke forhastet med sine konklusioner. Han var selv kristen til sin død, endda uddannet i teologi og havde ikke let ved at betvivle Kirkens ord. Men han kunne ikke finde sammenhæng i Kirkens påstande. Var Jorden virkelig blevet til den 23. oktober 4004 f.kr., som ærkebiskop Ussher i 1600-tallet havde regnet sig frem til ved hjælp af Bibelen? På så kort tid kunne nogen evolution næppe have fundet sted.

Den største kløft mellem Darwins opdagelser og kristendommen var synet på mennesket. I Bibelen står: "... opfyld Jorden, gør eder til Herre over den..." Med Darwins nye lære var mennesket pludselig ikke længere hersker over verden, men kun et avanceret dyr.

Darwin skrev flere mindre værker inden han, den 24. november 1859, sammen med Alfred Russel Wallace, udgav "Arternes Oprindelse ved naturlig selektion eller ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelsen". Siden da har debatten raset: Hvad gør vi med denne nye viden?

Idéen kaldes evolutionsteorien og er dermed ikke bevist - selvom der er utallige indicier, der støtter darwinismen, som den kaldes. Uenigheden er dog udtalt: Halvdelen af USA's befolkning tror ikke på evolutionsteorien, men på den Bibelske Skabelse.

Religionen er darwinismens største fjende - de to er uforenelige. Netop dette er en af grundene til det stærkt voksende antal ateister omkring i verden. Det har været nødvendigt at tage stilling.

Med den viden "Beagle" bragte med sig hjem, måtte folk igen spørge sig selv: Tager Bibelen fejl? Hvis Gud både er god og almægtig, hvorfor er der så ondskab i verden? Hvis Gud er almægtig, og Han vil have hele verdens befolkning til at tro på sig, hvorfor har Han så ikke åbenbaret sig for verden? Måske vil Gud slet ikke tros på?

Ateisme er, i den vestlige verden, efterhånden blevet mere almindelig end religiøsitet, og denne udvikling fremkalder spørgsmål som ellers blev besvaret af religionen: Hvad gør mennesket forskelligt fra dyret? Hvad er moral, og er mennesket den eneste livsform, der har et sind? Hvad er et sind overhovedet?

Det er ikke kun på de spirituelle slagmarker, at "Beagles" rejse har efterladt sig sine spor:

"The Survival of the Fittest" blev indført af den engelske filosof Herbert Spencer. Hans liberale idéer sammenflettedes let med evolutionsteorien og jungleloven - den stærkeste overlever. Knyttet sammen med Hobbes og Lockes naturretsfilosofi udgjorde Spencers teori, den såkaldte socialdarwinisme, i høj grad grundlaget for den moderne liberalisme.

Sir Francis Galton, Darwins halvfætter, grundlagde eugenikken, også fortolket som racehygiejnen, ud fra Darwins tanker om de bedst egnedes overlevelse. Vel vidende, at barnet arver sine forældres egenskaber, tænkte Galton sig, at de gode gener burde videreføres og de dårlige forkastes - ligesom i naturen.

Dette har medført kontroversielle etiske overvejelser: Skal samfundet hjælpe syge eller skadede individer med understøttelse og lægehjælp, eller lade naturen gå sin gang og se til, mens de svage bukker under? (Som mennesker bør vi vel gribe ind, hvis vi kan?) Skal alle have lov at få børn? Eller er det kun de kloge, stærke eller på anden vis egnede, der bør have dette privilegium? I landbruget har mennesket længe styret arternes udvikling ved fortrinsvis at parre de "bedste" dyr. Bør mennesker også vurderes og sorteres sådan?

Racehygiejnens dårlige side har vist sig gennem historien, ikke mindst graverende i Tyskland under Anden Verdenskrig. Der var i høj grad tale om eugenik da nazisterne ville føre den ariske race videre og lade alle andre gå til grunde. Seks millioner jøder mistede livet på grund af forestillinger om racerenhed.

Men "Beagle"s færd har selvfølgelig bragt meget andet med sig end eugenik og holocaust.

Darwins evolutionsteori satte for alvor gang i biologien som videnskab, og var dermed primus motor bl.a. for opdagelsen af livets byggesten, DNA. Kendskab til DNA åbner uanede muligheder, for takket være teknologiens rivende udvikling, kan mennesket nu manipulere med generne, gribe ind i, og ændre livet selv, efter behag. Her maser etikken sig uundgåeligt frem: Kan vi være det bekendt? Kan vi tillade os at tage skaberværket i egne hænder?

Moderne biologi byder på et væld af etiske dilemmaer, som det i fremtiden, den allernærmeste fremtid, bliver nødvendigt at tage sig af. Kloning, f.eks., hvad stiller vi op med det? Skal det være lovligt at klone mennesker og dyr?

Med genteknologi er alt muligt - man kan bestemme hvilken hårfarve, hvor stærke knogler, eller hvor store ører éns barn skal have. Vil der "gå mode" i at designe sine egne børn, eller er det ren science-fiction?

Abortdebatten har været inde i billedet i mange år, men er stadig lige omdiskuteret: Bør man abortere, hvis man ved, at et barn vil blive handicappet? I naturen ville et handicappet eller sygt individ alligevel tabe kampen for tilværelsen.

Menneskeheden må beslutte, hvad vi skal bruge vores viden til. Skal vi slås mod naturen, eller værne om den? Vi kan ikke hænge i debattens dødvande for evigt.

Det er på tide at tage stilling.