Chilenske tyve hærger i København

Tyveknægte ville sende byttet til Chile med postvæsnet.

En gruppe af chilenske tyveknægte bedriver for tiden deres langfingrede aktiviteter i København og omegn. Torsdag blev to af dem anholdt ved Søernes Posthus på Nørrebrogade, da de sammen med to kumpaner forsøgte at sende en pakke med tyvekoster til Chile.

- To af dem stak af, men det lykkedes os at få anholdt de to andre. De bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger kriminalpolitiets centrale vagtleder til Ritzau.

Onsdag anholdt Københavns Politi yderligere en tyveknægt fra Chile. Han blev torsdag varetægtsfængslet i 13 dage.

/ritzau/