Trusler, chikane og hemmelige adresser.

Det har været bagsiden af arbejdet for forskere inden for særligt integrationsområdet. Og det er næsten blevet en almindelighed at opleve trusler og chikane, når forskerne deltager i den offentlige debat.

Helt generelt har magthaverne, herunder politikerne, et medansvar for, hvilken diskurs der er i den offentlige debat.

Sådan lyder det fra Rasmus Brygger, der er stifter af Danmarks Videnscenter for Integration. En del af videncentrets arbejde er at færdes i forskermiljøer og hjælpe med formidling af forskeres fund inden for integrationsområdet.

Når Rasmus Brygger i den forbindelse er i dialog med forskere, oplever han, at de kan være tilbageholdende med at deltage i den offentlige debat, og at de bliver meget opmærksomme på, hvad de siger:

»Det bedste eksempel, jeg kan henvise til, er en artikel for noget tid siden, hvor flere navngivne forskere inden for integrationsfeltet blev nødt til at få hemmelig adresse. Det er ret typisk, at når forskere inden for dette felt deltager i den offentlige debat, så får de en masse reaktioner og trusler efterfølgende,« siger Rasmus Brygger, og tilføjer:

»Det er min oplevelse, at forskere indenfor integrationsfeltet bliver mere tilbageholdende. Og at mange næsten er blevet vant til at blive chikaneret og truet og blive hængt ud på diverse internetfora som islamister.«

Påvirker den offentlige debat og politik

Det er et debatindlæg i Politiken, der har sparket gang i debatten om forskere, der oplever chikane og trusler på baggrund af deres arbejde og deltagelse i den offentlige debat.

I indlægget kommer 262 forskere med et opråb om chikane og trusler. Årsagen er blandt andet personangreb fra politikere og intimidering på sociale medier via private beskeder og mails, lyder det i indlægget.

Det fik Rasmus Brygger til at tilslutte sig opråbet på Twitter:

»Jeg kan genkende det beskrevne inden for integrationsfeltet, hvor der i mine øjne er tiltagende problemer med selvcensur. Tillidskløften mellem universiteterne og Christiansborg er et reelt problem.«

Debatindlægget i Politiken er stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

De 262 forskere anfører, at Ane Halsboe-Jørgensen er »den frie forsknings« og forskernes minister. Derfor skylder hun svar, lyder det.

Den personvendte chikane, flere af forskerne oplever, bliver altså ifølge de 262 underskrivere styrket af den politisk motiverede mistænkeliggørelse af deres forskning:

»Vi og vores kollegaer bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt. De personlige konsekvenser er store, hvis man udtaler sig i medierne. Mistænkeliggørelsen og chikanen skaber en alvorlig fare, ikke alene mod vores velvære og arbejdsglæde, men også mod vores forsknings- og ytringsfrihed,« lyder det fra de 262 forskere i debatindlægget.

Debatindlægget begynder med følgende sætning:

»Det var med stor interesse, at vi som kønsforskere og/eller migrationsforskere fulgte forespørgselsdebatten i Folketinget, som Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) havde indkaldt til for nylig. Debatten er kulminationen på flere måneders eskaleret diskussion, hvor især køns- og migrationsforskere og -miljøer er blevet udstillet som »pseudovidenskabelige«, »uredelige«, »venstredrejede« og »identitetspolitiske« aktivister. Ja, flere af os er endog hængt ud med navns nævnelse af både politikere, medier og meningsdannere.«

Et politisk ansvar?

Kan og skal politikerne på Christiansborg stå til ansvar for de hadefulde beskeder og mails på sociale medier, der kommer fra almindelige borgere?

»Helt generelt har magthavere jo et ansvar for, hvilken diskurs der kommer i den offentlige debat. Her er det netop vigtigt, at politikerne finder en balance. For det er helt legitimt at kritisere forskning. Men der, hvor jeg synes, at det kammer over, er, når man begynder at generalisere i debatten og hiver nogle enkelte eksempler ud af en kontekst og kritiserer et felt, som er ekstremt omfattende. Det er der, det bliver usagligt. Det er der, man inviterer til, at almindelige danskere kan lave en generalisering, som ikke hører nogen steder hjemme,« siger Rasmus Brygger og tilføjer:

»Jeg vil opfordre til, at man i stedet inviterer til dialog. Jeg taler med begge parter, der udtrykker, at der mangler dialog. Forskerne føler ikke, at politikerne inviterer nok til kaffe og omvendt. Et oplagt sted at starte ville være at vidensdele, så man bedre kan se, hvilke resultater forskerne kommer med, som kan være brugbare i det politiske arbejde.«

For det går ind og påvirker forskningsfeltet, når forskere føler sig nødsaget til at udøve selvcensur, mener Rasmus Brygger. Integrationsfeltet er nemlig et område, hvor der i høj grad er brug for mere fakta og viden at basere den offentlige debat og politik på, lyder det:

»Til dels skræmmer dette nogle forskere væk fra at arbejde med feltet. Men det går også ud over formidlingen af den forskning, der er på området. Vi har inden for det her felt brug for mere diskussion baseret på fakta – og ikke mindre. Derfor er det en udfordring, at forskere på området oplever det her. I sidste ende går det jo ud over integrationsindsatsen.«