Chefredaktør kunne straffrit holde på drabshemmelighed

Den tidligere chefredaktør på Information Lasse Ellegaard var juridisk på sikker grund, da han tav om sin medarbejder Jan Stages angivelige medvirken til politisk drab i 1971. Moralsk er sagen mere sløret, mener kritikere.

Mere end et tiår efter sin død er forfatteren, krigskorrespondenten og Information-journalisten Jan Stage blevet centrum i en ophedet diskussion om hans angivelige medvirken til et politisk drab – som hans chefredaktør, Lasse Ellegaard, tav om. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Handlede tidligere chefredaktør på Information Lasse Ellegaard forsvarligt, da han ikke oplyste om sin medarbejder Jan Stages angivelige medvirken til politisk drab i 1971?

Juridisk er svaret klart, mens sagen moralsk fremstår mere sløret. Strafferetligt er der ikke noget at komme efter, hvis Ellegaard fik oplysningerne, efter drabet var begået, forklarer Trine Baumbach, lektor i strafferet ved Københavns Universitet.

»Vi har en bestemmelse i straffeloven, hvor udgangspunktet er, at vi ikke har anmeldelsespligt. Men der er undtagelser. Blandt andet, hvis man kan afværge, at der bliver begået meget alvorlige forbrydelser,« siger Trine Baumbach. Hvis Lasse Ellegaard var bekendt med planlægningen af drabet på generalkonsulen, før denne blev skudt i 1971, kan der altså være tale om en overtrædelse af straffeloven.

»Men hvis man først efterfølgende får den her viden, har man som udgangspunkt ingen anmeldelsespligt. Bliver man indkaldt i retten og skal afgive forklaring, har man pligt til at tale sandt,« siger Trine Baumbach.

Drabet på generalkonsulen

Forhistorien til diskussionen om, hvorvidt man kan holde mund, hvis man får noget at vide om et drab, er spektakulær:

Forfatteren og journalisten Jan Stage sad efter alt at dømme for over 40 år siden sad bag rattet i den bil, som fragtede den tyske terrorist Monika Ertl fra det gerningssted i Hamborg, hvor hun på klos hold havde skudt og dræbt den bolivianske generalkonsul, Roberto Quintanilla Pereira.

Jan Stage, der døde i 2003 og derfor ikke kan give sin version af historien, var i 1970erne tilknyttet Information som korrespondent.

Han blev første gang kædet sammen med attentatet i en tysk bog fra 2009. Og igen i Morten Hesseldahls nye roman, »Ernestos hænder«. Senest har tidligere chefredaktør på Information og nære ven af Jan Stage, Lasse Ellegaard, i en klumme i Information beskrevet, hvordan Stage ved flere lejligheder fortalte ham om episoden og sin rolle i drabet.

»Meget alvorligt«

Men er der ikke noget at komme efter juridisk i Lasse Ellegaards hemmeligholdelse, er der det i høj grad etisk og moralsk, mener flere kritikere.

De peger på, at Ellegaard burde være gået videre med oplysningerne om drabet i 1971 og være stået tidligere frem. Blandt andet en anden tidligere chefredaktør på dagbladet Information, David Trads. »Det er meget alvorligt at være vidende om et politisk motiveret mord på en anden person. Og jeg synes, det er ret alvorligt, at han ikke har syntes, det var væsentligt at få frem noget før,« har David Trads sagt til Information.

Det er imidlertid ikke et synspunkt, Erik Meier Carlsen deler. Han var selv chefredaktør på Information i årene 1975-1976.

»Jeg synes, at Ellegaards disposition er fuldstændig rimelig og forståelig. Jeg kender sagen fra, hvordan den præsenteres i aviserne nu og ikke, hvordan den foregik dengang. Som jeg har opfattet det, er det en helt naturlig respekt for den fortrolighed, der har eksisteret mellem de to mennesker.«Ville du være gået videre med de her oplysninger?

»Det er umuligt at sige, for det kommer fuldstændig an på den konkrete situation og det fortrolighedsforhold, der eksisterer mellem gode venner. Det mener jeg ikke, jeg kan svare på,« siger Erik Meier Carlsen.

Lasse Ellegaard selv forklarede onsdag i Berlingske, at han mente, at det han fik at vide i fortrolighed, »skulle forblive fortroligt«, og at han ikke »havde en oplevelse af, at han dækkede over nogen«.

»Selvfølgelig tager jeg afstand fra, at man går rundt og slår folk ihjel, men det betyder altså ikke, at jeg bryder en fortrolighed,« sagde han.

Det har ikke været muligt at få en yderligere kommentar fra Lasse Ellegaard.

Journalistisk kildebeskyttelse

Forfatter, debattør og folketingskandidat Lars Hedegaard, endnu en tidligere chefredaktør på Information, peger ligesom Erik Meier Carlsen på, at man ikke kan udstikke generelle retningslinjer på området, men at man må vurdere den konkrete sag.

»Hvad jeg ville gøre må afhænge af den konkrete situation. Det er svært at svare ja eller nej til. Det hænger sammen med faget journalistik og kildebeskyttelsen. Hvis en kammerat fortalte mig, at denne havde deltaget i voldsomme begivenheder, såsom mord, ville jeg stoppe personen og bede om ikke at høre mere,« siger Lars Hedegaard.

»Jeg ville forklare, at jeg ville sætte en journalist på sagen og grave, men uden om den pågældende person og dennes navn. Jeg ville sige til personen, at »du ikke skal fortælle en chefredaktør gode historier med stor betydning og forvente, at min avis ikke rører ved det«,« siger Lars Hedegaard.