Chefduo forlader DR2

Gitte Rabøl og Mette Davidsen-Nielsen mener, at der er brug for fornyelse og takker derfor af efter fire år som DR2-chefer.

Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl stopper som chefer på tv-kanalen DR2. Det sker ifølge dem selv, fordi der er brug for fornyelse.

- Vi kræver hele tiden fornyelse og nytænkning på skærmen og af medarbejderne, så nu er det på tide, at der også kommer fornyelse på vores post. Og timingen er rigtig nu, siger de.

Mette Davidsen-Nielsen har været på DR2, siden kanalen gik i luften for 11 år siden. De første år som programredaktør og de seneste fire år som chef sammen med Gitte Rabøl, der har været på kanalen i syv år.

Davidsen-Nielsen holder for øjeblikket orlov fra DR, mens Gitte Rabøl fortsætter som kanalchef indtil den 1. oktober 2007. Derefter bliver Torben Smidt Hansen, chef for kultur og P2 i DR Medier, konstitueret som kanalchef, oplyser DR.

Stillingen som kanalchef på DR2 bliver slået op snarest.

/ritzau/