Chef for Veterancentret har læst om Grethe, Poul og Philip: »Mit hjerte bløder da for sådan en familie«

Chefen for Veterancentret, oberst Susanne Kiholm Lund, anerkender, at nogle krigsveteraner og deres pårørende står i en forfærdelig situation. Men hun mener, at den nuværende hjælp fra Veterancentret er rigtig god.

SKL
Susanne Kiholm Lund er oberst og chef for Veterancentret. Hun fortæller, at centret løbende laver nye tiltag for at hjælpe skadede krigsveteraner og deres pårørende. Fold sammen
Læs mere

Poul og Grethe er blevet bange for deres søn Philip, som har været udsendt som soldat. Når han drikker, bliver han ubehøvlet og utilregnelig, og forældrene har været udsat for både trusler og vold.

De er desperate efter at få mere hjælp, for de ved, at hans dårlige opførsel bunder i sygdom og druk. Indimellem flygter de ud af deres eget hus, fordi sønnen slår lejr der og får raseriudbrud. Mens de kæmper for at få hjælp, står de oprejst som hans sidste bastion, som de fortalte i Berlingske søndag.

»Det er klart, at mit hjerte bløder da for sådan en familie og det, de står igennem,« siger oberst Susanne Kiholm Lund, der er chef for Veterancentret.

Hun har læst om familiens situation, men fastholder, at der allerede er god hjælp at hente hos Veterancentret i dag. Veterancentret blev oprettet i 2011 og står for en forebyggende, behandlende og koordinerende indsats over for krigsveteraner og pårørende.

Men i flere år har Veterancentret ikke været i stand til at hjælpe Philip, Poul og Grethe ud af deres ulykkelige situation. En situation, som genkendes af flere andre familier ifølge talsmand for Veteranalliancen Claus Stenberg.

Hele tiden til rådighed

Susanne Kiholm Lund må ikke udtale sig om den konkrete sag. Men hun svarer på, hvorfor en familie som denne ikke kan få bedre hjælp.

»Jeg tror altid, man vil være frustreret, når man som familie står i den situation. Det må jo være forfærdeligt. Når det er sagt, så er jeg chef for Forsvarets Veterancenter, og vi har både psykologer, socialrådgivere, opsøgende rådgivere og beskæftigelsesrådgivere. Vi står hele tiden til rådighed som et supplement til den danske samfundsmodel inden for de muligheder, vi har,« siger hun.

Susanne Kiholm Lund, chef for Veterancentret

»Hvis der overhovedet er mulighed for, at vi kan komme ind og støtte op, så står vi til rådighed med de andre systemer i den danske samfundsmodel – fra kommuner til psykiatri og politi.«


Hvor slipper jeres muligheder op?

»Altså, vi er der. Vi har en døgntelefon, og politisk er det besluttet, at man har ret til livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, hvis man har fået skader forårsaget af deltagelse i en international operation. Så hvis der overhovedet er mulighed for, at vi kan komme ind og støtte op, så står vi til rådighed med de andre systemer i den danske samfundsmodel – fra kommuner til psykiatri og politi. Vi har også stor fokus på de pårørende,« siger Susanne Kiholm Lund.

Efter Lars Kragh-sagen

Har I iværksat nye tiltag siden sommeren 2016, hvor veteranen Lars Kragh slog sine forældre ihjel med en økse i en tilstand af sindssyge, efter at familien i flere år havde søgt hjælp?

»Vi laver løbende nye tiltag. Vi forsøger hele tiden at blive mere kompetente i forhold til at hjælpe de her mennesker, som jo har været gode soldater.«

Kan du pege på én ting, du er særlig glad for, som I har ændret siden sommeren 2016.

»Det er svært at sige én ting, fordi vi gør så meget,« siger Susanne Kiholm Lund og bekræfter, at der for eksempel er kommet mere fokus på den opsøgende indsats.

»Det er ikke nyt, at vi har opsøgende rådgivere, men vi er blevet stadig bedre til at være opsøgende. Vi har socialfaglige rådgivere, som kører rundt i landet og tager kontakt, hvis vi hører om nogen. Det er et komplekst område, der helt sikkert har udviklet sig siden 2016,« siger hun.

Susanne Kiholm Lund, chef for Veterancentret

»Så længe du har et menneske, der ikke har det godt, kan du spørge, om det er godt nok. Jeg synes, vi har et rigtig godt tilbud, hvor vi ikke hviler på laurbærrene, men hele tiden prøver at udvikle os. Men vi skal til stadighed blive bedre.«


I øjeblikket arbejder Veterancentret også på at få kontakt til flere pårørende.

»De skal lære at se de signaler, der er, så vi har lavet brochurer og værktøjer til pårørende. Det handler i sidste ende om at få veteranen til at bede om hjælp. Så vi kommer i dialog om problemerne,« siger hun.

Gode nok?

Er vi blevet gode nok til at hjælpe psykisk sårede krigsveteraner?

»Jeg synes, vi har et rigtig godt tilbud,« siger Susanne Kiholm Lund.

Er det godt nok?

»Så længe du har et menneske, der ikke har det godt, kan du spørge, om det er godt nok. Jeg synes, vi har et rigtig godt tilbud, hvor vi ikke hviler på laurbærrene, men hele tiden prøver at udvikle os. Men vi skal til stadighed blive bedre.«

Hvorfor bliver vi ved med at have krigsveteraner i Danmark, som har psykiske problemer affødt af krigsudsendelser?

Susanne Kiholm Lund, chef for Veterancentret

»Der er mennesker, som reagerer helt naturligt på nogle sindssygt unaturlige oplevelser. Jeg har selv været udsendt flere gange, og jeg kan godt forstå, at nogen får det svært. «


»Fordi det at gå i krig er farligt. Der er mennesker, som reagerer helt naturligt på nogle sindssygt unaturlige oplevelser. Jeg kan bare sige, at Forsvaret har 130 mennesker ansat til at yde livslang psykolog- og socialrådgiverstøtte, hvis vi kan få fat i de her mennesker og sammen med samfundets øvrige tilbud få en god dialog om behandling.«

En undersøgelse af ca. 700 soldater udsendt til Afghanistan i 2009 viser, at 16,6 procent havde et højt niveau af PTSD-symptomer, moderate eller svære depressionssymptomer eller begge dele seks et halvt år efter udsendelse.

I september udgav den pensionerede oberst Lars Møller bogen »Veteraner – En kamp i civil« med en gennemgang af hjælpen til psykisk skadede krigsveteraner gennem årene. Han mener, det er »helt uanstændigt« med den nuværende hjælp, og påpeger, at syge veteraner sendes rundt i en bureaukratisk flippermaskine, hvor forskellige myndigheder ikke kan blive enige om udgifterne.

Philip, Grethe og Poul optræder anonymt, og det er således ikke deres rigtige navne. Redaktionen er bekendt med deres identitet.