Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, vil næppe have held med at få blokeret adgangen til at se verdens to største tv-stationer i Danmark.
Måske på danske fjernsynsskærme. Men selv om Radio- & TV-nævnet i en mulig kommende sag skulle give hende medhold i, at tv-stationerne al-Jazeera og al-Arabiya opfordrer til had i sine udsendelser og dermed bryder dansk lov, vil tv-stationerne fortsat kunne ses uden problemer på internettet.
Din mening: Hvad synes du om Pia Kjærsgaards forslag?
Det påpeger chefjurist i den borgerlige tænketank CEPOS og talsmand for ytringsfrihedsforumet Fri Debat, Jacob Mchangama.
- Selv hvis Radio- & TV-nævnet skulle have myndighed i denne sag og skulle give medhold, vil det være nemt at omgå en blokade af et sendesignal, når udsendelserne også kan ses via nettet, siger han.
Jacob Mchangama tvivler dog grundlæggende på, om Pia Kjærsgaard vil være i stand til at løfte bevisbyrden mod de to tv-stationer og dermed fremtvinge et forbud i Radio- & TV-nævnet.
Interview: Har Løkke afblæst værdikampen?
- Al-Jazeera og al-Arabiya har et mellemøstligt udgangspunkt, men indeholder traditionelle nyhedsudsendelser og debatprogrammer, hvor også vestlige debattører og endda regerings- og statsledere kommer til orde, siger han.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) valgte for eksempel at give et interview til al-Arabiya under Muhammedkrisen i 2006. Siden har bl.a. USAs præsident Barack Obama optrådt på samme tv-station.
Som Berlingske Tidende i dag kan fortælle, lægger Pia Kjærsgaard an til en ny hård værdikamp. Dansk Folkepartis formand vil undersøge mulighederne for at indbringe al-Jazeera og al-Arabiya for det danske Radio- & TV-nævn med det formål at få deres sendesignaler blokeret.
Ifølge dansk lovgivning må en tv-station ikke opfordre til had, og Pia Kjærsgaard slår fast, at det netop er, hvad al-Jazeera og al-Arabiya gør: “Deres udsendelser er meget hadefulde. Det er med til at indpode et had mod det vestlige samfund.”
LÆS OGSÅ: V og K afviser forbud mod arabisk tv
Udmeldingen kommer bag på Jacob Mchangama:
- Det er mærkværdigt, at Pia Kjærsgaard vil bruge finanslovsforhandlingerne til at fjerne racismeparagraffen, straffelovens paragraf 266b, når hun samtidig ønsker at forbyde to tv-stationer, fordi hun mener, at de medvirker til at radikalisere dele af befolkningen. Tankegangen bag paragraf 266b er ellers netop at undgå at dele af befolkningen bliver radikaliseret, og paragraffens stykke 2 er specifikt rettet mod propaganda. Det hænger ikke sammen.
Jacob Mchangama forstår godt Dansk Folkepartis ønske om at genåbne en værdidebat:
- Det er fint at føre en værdikamp til forsvar for vestlige værdier, men så er det mærkværdigt at lancere den med et frontalangreb på ytringsfriheden, siger han.
Vælger Dansk Folkeparti at indbringe al-Jazeera og al-Arabiya for de danske myndigheder, vil det ikke være det første forsøg på at blokere arabisk tv i Europa. Frankrigs radio- og tv-nævn har i sommer blokeret signalet fra det palæstinensiske al-Aqsa TV, som er tilknyttet Hamas. Beslutningen skyldtes tv-stationens opfordringer til had mod Israel og jøder.