Caspian Drumm, 15 år, går i niende klasse

Det er teenage-classic. Sovesofaen, opslagstavlen med de egenproducerede tegninger og skateboardet og håndvægtene på gulvet inde på værelset. Ellers er der ingen teenager over Caspian Drumms alvorlige blik. Det fortæller, at han i en tidlig alder har tænkt tanker om, hvordan han vil leve sit liv. Ikke som den pige, han blev født som eller den lesbiske, han et kort øjeblik troede, han var. Han har taget hormoner i seks uger og kan allerede nu se en forandring.

Caspian Drumm Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Sidste sommerferie skiftede jeg navn og fortalte det til alle i min klasse ved at sige det højt foran dem. Jeg sagde til dem, at jeg hellere ville kaldes for en han, og at jeg ikke ville reagere på det gamle navn. De fik lov til at stille spørgsmål for at få stillet deres nysgerrighed. Jeg tror, de fleste i dag har respekt for det.«

»Jeg havde lidt nerver på, da jeg skulle gøre det. Jeg er vant til at stå foran folk og snakke, fordi jeg har gået til drama i tre år. I det øjeblik var det ikke en rolle, jeg havde påtaget mig. Der var det mig selv. Det var svært, men det var fedt at få det gjort. Det var meget lettende. Nu var det slut med alle sladrehistorierne.«

»Jeg havde som barn mange diskussioner med mine forældre, og jeg fik ofte at vide, at nu skulle jeg holde op med det dér drenge-noget. Jeg blev først taget alvorligt omkring 13-års alderen, hvor jeg var meget oprørsk. Først troede jeg, at jeg var til piger. Men tanken om hormoner og operation spøgte.«

»Jeg gik rundt og legede betonlebbe, men det passede heller ikke til mig. Jeg havde ikke lyst til at smide tøjet foran nogen, og jeg passede ikke til min krop. Mine forældre mente, at jeg skulle acceptere min krop. Det kunne jeg ikke.«

»Min far har altid ønsket sig en pige med det navn, jeg havde før. Så det var svært for ham. Vi fik ham overtalt til, at jeg skulle skifte navn. Som 14-årig på en ferie med min mormor prøvede jeg i sytten dage, at hun kun kaldte mig for en han. Det var så befriende.«

»Det var en kæmpe lettelse at begynde på hormonbehandlingen. Min stemme var lys, og det lød underligt, når jeg talte, fordi jeg lignede en dreng. Nu oplever jeg min anden pubertet med en dybere stemme og større muskler. Jeg har taget dem i seks uger, og min stemme er blevet væsentligt dybere. Der er kommet stivere hår i ansigtet, og jeg har fået hår på maven og lårene. Det er ret magisk.«

»Min far har vænnet sig til det og opfører sig, som om jeg er hans søn. Han har flyttet sig meget hurtigt, selv om han er lidt konservativ. Hvis de ikke havde accepteret det, havde det været rigtigt hårdt.«

»Jeg kunne ikke holde mit gamle navn ud. Jeg troede først, at det var selve navnet. Fordi det var feminint og afslørede, hvad jeg var. Men det var lige så meget, hvad det symboliserede. Jeg hader at blive spurgt om, hvad jeg hed før. Det holder jeg for mig selv. Når jeg siger navnet, bygger folk en ny identitet op omkring mig, og det vil jeg gerne undgå. Det er en evig påmindelse om, hvad jeg var.«

»Jeg har været meget splittet i min barndom, fordi jeg ikke har vidst, hvad der var galt med mig. Mens de andre legede med Barbie-dukker, tænkte jeg store tanker om, hvem jeg var. Det har gjort mig mere moden af min alder. Jeg har heller ikke været glad det meste af tiden.«

»Jeg er nok ikke helt en normal teenager. Jeg synes ikke, det er så sjovt at blive fuld og kaste op i en hæk. Jeg taler fint med folk på min egen alder, men der er noget ved mig, der er anderledes.«

»Idrætstimerne har jeg aldrig været glad for. Jeg plejer at klæde om på toilettet. Det er mest behageligt for alle parter. Før blev jeg tvunget til at gå i bad med de andre piger, og det var jeg meget utilfreds med. Det var den ultimative afsløring og konfrontation.«

»Jeg har haft noget, der lignede en kæreste. Hun vidste ikke, om hun var forelsket i en dreng eller en pige. Der var en grundlæggende forvirring. Jeg har været sammen med en anden, der behandlede mig som lesbisk. Det duede heller ikke. Lige nu ville den ideale partner være en transkvinde, fordi jeg har brug for den forståelse.«

»Den pige, jeg blev født som, har aldrig været en del af mig. Nu er jeg blevet et rarere menneske, fordi jeg har fundet ud af, hvem jeg er.«