Casper Cramer

Død i ildkamp den 29. november 2007, 21 år

Casper Cramer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to største dramaer i Casper Cramers korte liv var hans fødsel og hans død. De faldt med 21 års mellemrum.

Først en kold vinternat på Rigshospitalet i København: Bilen nægtede at starte, og fødslen var langvarig og vanvittig hård, før Kerstin og Jan Cramer endelig kunne sidde med deres førstefødte i armene. Døden indtraf den 29. november 2007 under det voldsomme bagholdsangreb i Helmand, hvor to unge danske soldater blev skudt af Taleban. Mark Visholm var den første, der faldt. Casper Cramer var den anden. Han døde i en helikopter på vej til felthospitalet i Camp Bastion, mens hans venner sad rystede og grådkvalte tilbage på slagmarken.

Mellem de to dramaer nåede Casper Cramer at udvikle en personlighed, som gik i hjertet på de mennesker, der omgav ham – hans far og mor, lillebroren Daniel og vennerne fra skolen og militæret samt de virtuelle venner fra computerspillet World of Warcraft.

Casper opfattede sig selv som dansker – og ikke andet. Det ligger ellers lige for, at han kunne kalde sig finne, skandinav, europæer eller verdensborger. Hans mor er finsk og faren dansk. De flyttede til en lille by syd for Paris, da Casper var et år. Faren, der er tandlæge, fik ansvaret for et svensk firma i Frankrig. Her fødtes broren Daniel, som er et par år yngre end Casper. Da familien efter få år rykkede sydpå til Aix-en-Provence, sendte Jan og Kerstin deres førstefødte i fransk skole. I 1992 lukkede kontoret i Sydfrankrig, og familien flyttede videre til Stuttgart i Tyskland. Så da Casper var otte år, talte han svensk med sin mor, dansk med sin far, tysk med sine venner og fransk i skolen. Alligevel definerede han sig livet igennem entydigt som dansker:

“Selvom han elskede sin mormor og morfar i Finland, og vi nærmest havde sprøjtet ham til med fransk, var han stolt over at være dansker og kaldte sig aldrig andet end det. Jeg var forbavset over det. Men jeg tror, det var vigtigt for Casper, at han havde følelsen af at være en del af en gruppe. At være dansk,” fortæller Jan Cramer.

Genert bogorm

Når man beder Caspers nærmeste om en karakteristik af ham, matcher beskrivelsen ikke med Caspers liv som soldat ved fronten. Han var genert og indadvendt og gik sjældent ud om aftenen. Han læste tykke bøger som Tolkiens Ringenes Herre og Harry Potter og levede sig dybt ind i den eventyrverden, han blev præsenteret for i bøgerne. Han kastede sig helst ikke ud i noget, før han var helt sikker på, at han kunne det til perfektion. Hans far fortæller om dengang, Casper lærte at svømme. Naboen i Sydfrankrig havde swimmingpool, men seksårige Casper blev stædigt stående oppe på kanten i dagevis og affotograferede, hvordan nabodrengen bevægede sig gennem vandet. Han skulle ikke nyde noget af at springe i. Da det endelig skete, svømmede han til gengæld nærved perfekt.

Casper fortsatte i den franske skole på Frederiksberg, da familien flyttede tilbage til Danmark. Han havde først forsøgt sig i folkeskolen, men efter årene i den franske skoletradition i Frankrig og Tyskland havde han svært ved at finde sig tilrette med gruppearbejde. Han kunne ikke forlige sig med den manglende disciplin. Trods små vanskeligheder i starten med dansk var Casper på et fagligt højt niveau og havde let ved at tillære sig ny viden. Men motivationen var for nedadgående. Derfor blev det til endnu et skoleskift; denne gang til Niels Steensens Gymnasium på Østerbro, hvor man optager elever ned til sjette klasse. Det var herfra, han færdiggjorde skolen og siden gymnasiet.

Caspers drøm var at blive læge. Men da karaktererne fra gymnasiet i første omgang ikke rakte til medicinstudiet, valgte han en helt anden vej – postbud. Forældrene var blevet skilt i slutningen af hans gymnasietid, og moren og Casper flyttede til Lyngby. Her bragte Casper breve og pakker ud i et års tid, mens han læste bøger og spillede computerspil i sin fritid. Og ventede. Ventede på, at det rigtige job eller meningen med netop hans liv skulle dukke op.

Da han blev indkaldt til at aftjene sin værnepligt, faldt der nogle ting på plads. Sport – eksempelvis redskabsgymnastik og den brasilianske kampdans capoeira – havde altid været en stor del af hans liv, og militæret kunne tilbyde den samme hårde fysiske træning. For første gang gav også det gruppearbejde, han ikke forstod i folkeskolen, mening. Nu forstod han, at en gruppe kan opnå store resultater med samarbejde og sammenhold.

Caspers far fulgte udviklingen på nærmeste hold, da sønnen var flyttet tilbage til ham og lillebroderen Daniel i deres hus i København. Det huede ham ikke, da Casper en dag kom hjem og fortalte, at han ville være professionel soldat og udsendes til den danske styrke i Irak:

»Jeg syntes, det var dybt forkasteligt. Casper var kun et stort barn, og jeg var meget imod, at han skulle til Irak. Ikke af ideologiske årsager, men jeg var bange for, hvad der skulle ske med ham i den krig.”

Faren forstod ikke, hvorfor netop Casper blev så fascineret af militæret. Han var jo et nøjsomt menneske. De ting, han havde, var han glad for. Casper elskede kvalitet og var overmåde hjælpsom og beskyttende. Han var blid som et lam og rodede sig aldrig ud i slagsmål. Han var tværtimod den, der glattede ud:

“Måske lukkede militæret et tomrum, som var opstået for Casper. Han var desillusioneret, fordi han gerne ville læse til læge, men ikke umiddelbart havde karaktererne til at komme ind på studiet. Her dukkede livet som soldat med hårdt arbejde, fællesskabsfølelse og et vildt eventyr op,” siger Jan.

Fra dreng til mand

Han så Caspers udvikling fra en stor dreng til en mand med egne kvalificerede meninger. Derfor håbede Jan inderligt, at hans søn ville vælge soldaterlivet fra efter sin første internationale mission til Irak og komme i gang med den uddannelse, som han havde evnerne til. Casper syntes i sommeren før sin udsendelse til Afghanistan indstillet på den vej: Han havde fundet en kæreste, Astrid, og familien havde købt en studielejlighed til ham på Østerbro, hvor han netop havde holdt indflytningsfest. Forældrene troede, at han skulle begynde på Danmarks Tekniske Universitet for senere at meritoverføre nogle fag til lægestudiet ved Aalborg Universitet. Men i august rejste han på sommerferie i Finland, hvor hans mor, Kerstin, var sammen med ham. Her fortalte han, at han havde besluttet at vælge uddannelsen fra og missionen i Afghanistan til.

“Casper virkede til at være rolig og velovervejet og i fuldendt balance med sig selv. Han var parat til at studere, men valgte missionen i Afghanistan, fordi han gerne ville hjælpe det afghanske folk. Han følte, at han kunne udrette noget vigtigt som soldat i Afghanistan, som han ikke havde haft samme mulighed for i Irak,” siger Kerstin. Hvis Jan havde haft indsigelser mod, at hans dengang 20-årige søn skulle til Irak, var det intet i forhold til sønnens nye mission. Den danske opgave i området havde ændret sig markant: “Jeg mente ikke, at Casper var klar til en ny krig få måneder efter, han var kommet hjem fra den første. Men Forsvaret pressede citronen i den periode, fordi de havde svært ved at hverve soldater.”

I sin desperation efter at få sønnen til at droppe krigen spillede Jan sit ultimative kort: “Hvis du bliver hjemme, får du den samme sum penge af mig, som du vil tjene i et halvt år i Afghanistan.”

Casper blev nærmest forarget. Penge spillede ingen synderlig rolle for ham. Hans motivation var eventyrlyst, fællesskabsfølelse og omsorg. Han ville bruge sin soldateruddannelse til at hjælpe andre, sagde han.

I tiden mellem Irak og Afghanistan besluttede Casper at gøre noget ved sit syn. Han havde i en del år båret briller eller kontaktlinser, som var en hæmsko i krig. Brillerne var i vejen, når man skulle skyde, og kontaktlinser er næsten ikke til at gå med i Helmand, hvor der er ulideligt varmt om dagen, koldt om natten og fint støv i luften konstant. Han fik udført en dobbelt øjenoperation, som fik ham til at se klart på begge øjne. Casper havde drømt om at blive frømand, men det havde synet sat en stopper for i mange år. Allerede som 12-årig havde han taget avancerede dykkercertifikater i Filippinerne. Med sit nye knivskarpe syn kunne han både se klart i krigen og måske forfølge drengedrømmen, når han kom hjem.

Casper landede med sin deling i Afghanistan, da humøret i lejren var på et absolut nulpunkt. Nylige dødsfald trykkede stemningen. Casper var bekymret. I sin nærmeste gruppe på seks mand var han den eneste, der havde en mission bag sig. Fire andre var jævnaldrende og helt grønne i felten, mens deres gruppefører var 24 år. Casper var nervøs for, at de skulle for hurtigt i kamp.

I kamp kom de. Og de kom igennem den halve udsendelse. Men den 29. november faldt Casper Cramers seksmandsgruppe i baghold. Det kostede ham og Mark Visholm livet.