Casanovas lille hjælper

Mussolini forbød dem. Førsteelskeren Casanova blæste dem op som balloner. USAs postvæsen konfiskerede dem og lod afsenderne arrestere. Det drejer sig om de gummi-dippedutter, som vi kalder kondomer. En ny bog ruller kondomets historie ud.

Foto: Scanpix

Egypterne brugte papyrus. Japanerne brugte læder, og i den græske legende om kongen Minos fra 150 år før Kristus blev et kondom omtalt, der var lavet af blæren fra en ged.

Så vidt vi ved, har de små hjælpeanordninger, som vi kalder kondomer, været en del af menneskehedens arsenal, så længe vi kan spore vore forfædre tilbage i tiden.

Alt dette og meget andet fortæller kulturhistorikeren Aine Collier i sin nye bog »The humble little condom«, som er en fortælling om denne uundværlige hjælpers kulturhistorie.

Men er – kunne man passende spørge – kondomet kun til gavn og glæde?
Læs videre her og bedøm selv.

I løbet af middelalderen gik brugen af kondomer tilbage, fordi den kristne kirke aktivt blandede sig i folks privatliv og forsøgte at forbyde kondomet, fordi man ønskede større befolkningstal, og fordi kirken tolkede kondomet som værende i modstrid med Biblens påbud. Kondomets genkomst og moderne udformning kan spores tilbage til starten af 1500-tallet, da folkene fra Columbus’ ekspeditioner vendte tilbage til Europa med syfilis. De gæve og lystne sømænd besøgte bordeller rundt om i havnebyerne, og snart spredtes den frygtede sygdom.

For at begrænse sygdommen genopfandt man kondomet, som ellers havde været forbudt i mange år. Det var i den periode, at Gabrielle Fallopio fandt på den moderne udgave af kondomet, som næsten ligner vore dages kondom. Fallopio var en af tidens mest anerkendte læger, og han var tidligt ude med oplysning til borgerne om fornuftigt seksualliv. Hans løsning var et klæde, som blev lagt i en kemisk opløsning og derefter tørret. Han påstod at have udført forsøg med 1.100 mænd, før han mente, at kondomet virkede. Hans mål var først og fremmest at forhindre udbredelsen af syfilis.

Man har billeder og gengivelser af kondomer fra tidlig tid, og man har i England rent faktisk også fundet et kondom fra 1640. Det er lavet af dyretarm. Men mange andre materialer blev anvendt. I Japan er der eksempler på læderkondomer, og i Kina brugte man bl.a. olieret silkepapir.

Med oplysningstiden fra 1700-tallets midte blev myndighedernes greb om seksuallivet mildnet. Man tillod frække skrifter og et friere seksualliv at udfolde sig. Ingen har så fremragende som Giacomo Casanova (1725 -1798) været fortaler for brugen af kondomer. Han var søn af et skuespillerpar fra Venedig og tilbragte en stor del af sit liv med at rejse Europa tyndt og lægge an på damer, hvor han kom frem.

Han blev i sin samtid kendt som Europas førsteelsker, og foruden en ubændig seksualtrang var han også beriget med stor menneskelig indsigt og begavelse. Sit liv beskrev han i sine ærlige memoirer »Erindringer« fra 1789, som er en klassiker, som enhver bør læse, hvis man er interesseret i sex og europæisk kulturhistorie.

Her fortæller Casanova, at han brugte kondomer for at undgå komplikationer med uægte børn. Han troede fejlagtigt, at kondomet var opfundet i England og kaldte den for »engelsk regnfrakke«. Han beskrev kondomet som en lille frakke af meget fint og tyndt skind, 20 cm lang med en smal lyserød sløjfe om den åbne ende. Ved en fest morede han gæsterne ved at blæse kondomet op som en ballon. I en scene fortæller Casanova, hvordan han rent undtagelsesvis var hos en luder og havde glemt sit kondom. Han bad derfor den prostituerede om ét, og hun forsøgte at sælge ham en billig udgave, som han anså for at være alt for grov til sine ædle dele. Hun tilbød ham så 12 stykker af en finere slags. Hun forlod ham nu for at købe kondomerne og Casanova skriver:

»Hun kom tilbage med en pakke. Jeg stillede mig i den rette positur og bad hende finde ét, der passede mig. Hun begyndte surmulende at undersøge og måle. »Den her passer ikke«, sagde jeg til hende. »Jeg prøvede en anden og en anden, og pludselig sprøjtede jeg gevaldigt ud over hende.«

Efterhånden blev kondomet en accepteret og fast bestanddel af europæisk og amerikansk dagligliv. Ikke alene forhindrede det unge piger at blive gravide, men myndigheder opdagede, at det var effektivt i begrænsningen af kønssygdomme. Der var dog hos myndighederne en tyk moralsk barriere at forcere. I USA vedtog man således i 1873 en postlov, der forbød forsendelse af kondomer, der i øvrigt kun var godkendt for at forhindre sygdomme. Loven forblev i kraft indtil 1936.

Ikke mindst i krigssituationer, hvor samfund og moral var i opløsning, var faren for uønskede graviditeter og kønssygdomme tiltagende. Under Første Verdenskrig blev alle tyske og amerikanske sømænd forsynet med kondomer, hvilket var lidt af et gennembrud. Men der var stadig en moralsk barriere at gennemtrænge, og den almindelige amerikanske soldat fik ikke udleveret kondomer. Ved Første Verdenskrigs slutning led 400.000 amerikanske soldater af enten syfilis eller gonoré på grund af manglende brug af kondomer.

Militærhistorikere har beregnet, at en almindelig amerikansk soldat, der deltog i Anden Verdenskrig i Europa fra D-dagen til krigens slutning, gennemsnitlig havde sex med 25 europæiske kvinder. Da Tyskland kapitulerede, uddelte den amerikanske hær fire kondomer pr. soldat pr. måned. Hærens ledelse klagede over, at antallet var helt »utilstrækkeligt«. De amerikanske soldater havde for 75 procents vedkommende sex med lokale kvinder under deres fremtrængen i Italien. Rapporter fra militæret tyder på, at kun få af mændene brugte kondomer.

Kondomet havde trange vilkår blandt civile under krigen, da gummiproduktion hovedsagelig gik til dæk på militærkøretøjer. Alligevel blev der produceret kondomer, for behovet var større end nogenside. Soldater i det fremmede og flotte fyre i uniformer på hjemmefronten kombineret med tidernes omvæltninger gjorde seksuelt samkvem mellem kønnene nemmere og mere fristende end tidligere.

Nazisterne havde en negativ indstilling til brugen af kondomer, fordi partiledelsen lagde stor vægt på fødselsoverskud – så længe det var gode ariske børn, det drejede sig om. SS-lederen, Heinrich Himmler, dekreterede, at kun apoteker måtte sælge prævention.

Da krigen begyndte, brugte tyskerne alligevel 72 millioner kondomer pr. år, og skylden blev lagt på jødiske doktorer, der ifølge nazisterne uddelte kondomer til højre og venstre. I realiteten var der næsten ingen jødiske doktorer tilbage, der fungerede som sådan i slutningen af 1930erne. Sandheden var, at Tyskland i årtier havde haft et højt forbrug af kondomer, og at Berlin i de muntre år under Weimar republikken før nazisternes magtovertagelse nærmest var kondomernes hovedstad. Faktisk havde tysk militær stået bag en generel uddeling af kondomer, som dels virkede fødselsbegrænsende, men først og fremmest hindrede kønssygdomme.

Man vedblev at storsælge kondomer i Tyskland indtil »den seksuelle ambivalens’ mester«, som Collier kalder Hitler, satte en stopper for salget. Han beordrede simpelthen et totalt forbud mod salg af fødselsbegrænsende midler, fordi han frygtede, at tyske kvinder ikke fødte tilstrækkelig mange nye nazi-babyer, der kunne erstatte de døde soldater. Selv i Nazityskland var der dog undtagelser, og Hitlers elitetropper fik til den sidste bitre ende uddelt kondomer for at vedligeholde deres kampmod.

I Italien var Benito Mussolini en stor elsker af kvindekønnet. Det er velkendt, at han dagligt modtog italienske kvinder på sit kontor, der ønskede at lade sig befrugte, og at han således efterlod sig en mængde små Mussolini’er. Han ønskede ligesom Hitler at forøge børneproduktionen, hvorfor han forbød produktion og salg af kondomer i Italien. Italienerne havde endda politi, der opsøgte markeder og forretninger for at fange forbrydere, der kunne tænkes at købe kondomer.

Kondomet er tæt forbundet med udviklingen af de moderne velfærdssamfund efter krigen og det stadig friere forhold mellem kønnene. Men en farlig fjende lurede i form af p-pillen, som i ungdomsoprørets tidsalder fra 1960erne en kort tid syntes at ville slå kondomet ud af markedet. Men det skete ikke. Som Collier skriver:

»Den berusende blanding af pillen og fri sex syntes at medføre en historisk afsked med kondomet som en anakronisme. Men myten om at anordningen, som havde været i brug i tusinder af år, nu var udkonkurreret, var langt fra sandheden. For selvom pillen understøttede den nyfundne seksuelle frihed, så var der altid brug for den gamle ven i en presset situation.« Salget fortsatte stort set uændret bortset fra en kort periode i 1970erne. Kondomet var god i en snæver vending, men ikke mindst kønssydommenes udbredelse som en konsekvens af den frie kønsmoral nødvendiggjorde kondomet. Og hvis nogen var i tvivl om kondomets nødvendighed, så gjorde AIDS enhver tvivl overflødig.

Aine Colliers bog følger vor lille hjælper gennem tyndt og tykt og viser, at der er en god kulturhistorie gemt selv i små ting.

Aine Collier: The Humble Little Condom. A History. 371 sider, 21 dollars, Prome-theus Books.