På bordet ligger en Gajol. Og med begge hænder holder han en lille flaske. Ganske forsigtigt drypper Lars Hansen en enkelt dråbe af flaskens indhold på lakridspastillen, lægger den sorte klump under tungen og venter fem minutter. Så begynder smerterne at forsvinde.

49-årige Lars Hansen fra Løgstør vest for Aalborg er blandt det stigende antal syge danskere, der bruger medicinsk cannabis til blandt andet at lindre smerter og dæmpe kvalme i forbindelse med kemoterapi. I denne uge skiftede han morfinen ud med cannabisolie, og på grund af smagen drypper han olien på en lakrids.

»Man kan godt sige, at den cannabisolie er min trylledrik. Det er ren Asterix og Obelix,« siger den drevne nordjyde og griner, før han hæver stemmen:

»Morfinen gjorde mig helt skæv, og jeg var slet ikke mig selv. Jeg blev sur, gal og rasende. Det var forfærdeligt. Olien mærker du ikke noget til, men alligevel er smerterne væk«.

For tre måneder siden ændrede alting sig. Lars Hansen boede på sin firlængede gård i røde mursten med sin kone, deres tre katte, to kaniner og seks høns. Men så fik han ondt i maven. Rigtig ondt. Først afviste Lars at gå til lægen, men da hans kone og søster insisterede, indvilgede han i at blive undersøgt. Resultatet blev en frustrerende tur rundt i sundhedsvæsenet, før Lars den 6. marts i år fik konstateret kræft. En stor tumor i halsen, som havde spredt sig til knoglerne.

Indtil videre har Lars fået kemoterapi to gange, og han afventer en tredje omgang. Af samme grund er katte, kaniner og høns væk fra gården. De kan nemt smitte, når immunforsvaret er lavt.

»Jeg vil sige det sådan, at der er sket to gode ting: Det ene er kemoterapien, og det andet er olien. Det tager smerterne, og jeg håber, at det også kan være med til at bekæmpe kræften. Men det ved jeg jo ikke endnu,« siger Lars Hansen.

Han er den første patient, der modtager cannabisolie på Aros Privathospital. Faktisk kunne Lars Hansens egen læge også have ordineret medicinsk cannabis, men det vidste Lars ikke.

»Lægerne praler jo ikke ligefrem med, at de kan udskrive olien. Derfor var jeg nødt til at gå til privathospitalet,« siger han.

Risikoen for at blive afhængig af cannabisolien skræmmer ham ikke.

»Det godt være, at man kan blive afhængig. Og hvad så? Hvis det kan få dig til at leve 10, 15 eller 20 år længere, så er det jo ligegyldigt.«

På grund af sin fremskredne kræftsygdom får Lars Hansen i dag alt sin medicin gratis - inklusiv cannabisolien. Og det er han glad for. Men det er ikke pengene, der skal stå i vejen for, at han kan vinde over kræften. Næste skridt kan blive behandling i udlandet.

»Jeg har også set på behandling i Sverige, Norge og Spanien. Om det så skal koste hus og hjem. Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil være rask,« siger han.

Snart er det middag, og Lars skal i gang med cannabisolie og Gajoler igen.