Den næste store kamp skal tages inden for hjemmets fire vægge.
I hvert fald hvis du spørger den liberale debattør og konsulent Camilla Søe, der er medlem af Venstre.
Med kvindernes internationale kampdag lige om hjørnet lufter hun et skatteforslag, der i sidste ende skal gøre noget for ligestillingen.
Der er tale om servicefradraget, som Camilla Søe gerne ser bliver forhøjet, så det koster mindre at erhverve omsorgsarbejde og praktisk arbejde i hjemmet.
Det fortæller hun i Berlingske-podcasten »Østergaards salon«, hvor chefredaktør Mette Østergaard er vært.
Tiden er dyrebar
Der findes allerede et servicefradrag, som betyder, at man kan få fradrag for serviceydelser som rengøring og børnepasning. Det er på 6.600 kroner per person i 2023 og gælder kun arbejdslønnen – ikke materialer.
Men én ting er penge, hvor hun helt overordnet mener, at skattetrykket er for højt. En anden ting er tid.
»Det allerdyrebareste, vi har, er vores tid. Det handler ikke kun om støvsugning, det handler også om at planlægge kagedag, og hvem der har fødselsdag og så videre.«
Det er her, at tid og ligestilling ryger i samme ligning, fordi flere undersøgelser har vist, at kvinder står for flest af de huslige opgaver og bruger en time mere på husligt arbejde dagligt, lyder det.
»Hvis vi ser på, hvorfor der stadig er en skævvridning i bestyrelserne, tror jeg ikke, det er, fordi kvinderne ikke vil have indflydelsen. Jeg tror, der er mange, som vælger at prioritere anderledes på grund af tid,« siger hun og spår, at nogle mænd måske vil sige, at de også bidrager til husstanden ved for eksempel at handle.
»Det er meget muligt, men hvis du har fået indkøbslisten af din hustru, så har hun faktisk også været med til at tage noget af det mentale husholdningsarbejde.«
Programmets anden gæst, tidligere minister for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille, har som politiker været meget imod den type af forslag, men han mener også, at man bør tage nogle diskussioner af, hvad man kan gøre for at give mænd og kvinder lige muligheder.
»Jeg har det lidt svært med det her, jeg er ikke sikker på, at jeg vil afvise det 100 procent.«
En lang offerfortælling
For at udfordre nogle af de præmisser bringer Mette Østergaard en kronik frem af Danmarksdemokraternes ligestillingsordfører, Susie Jessen.
Kronikken er ikke direkte henvendt programmet, men det er et indlæg i ligestillingsdiskussionen. Hun mener nemlig, at »ultrafeminister« er i gang med at gøre kvindekønnet til en ulempe:
»Jævnligt skal vi også udsættes for, at vi er ofre, hvis vi drister os til at udføre husligt arbejde i hjemmet – og måske også gør det mere end mænd. Vi får at vide, at det usynlige arbejde holder os nede. At det er en ulempe, at det tit er os kvinder, der holder øje med Aula, vasker tøj og rydder op,« skriver hun i kronikken.
I store træk er hendes anke, at disse feminister har travlt med at »sjoske rundt i en lang offerfortælling«:
»Vi kan ikke selv. Vi kan ikke sige fra. Vi overbebyrdes. Vi skal have hjælp. Det er rædsomt at være vidne til.«
Med det afsæt spørger Mette Østergaard, om forslaget også er et udtryk for en »offerfortælling«.
»Jeg ser helt omvendt på det. Der er intet offentliggørelse i at tage skeen i den anden hånd og sige, nu skal vi have skrevet de her regler om,« siger Camilla Søe og tilføjer, at man generelt skal passe på at give folk mærkater.
»Jeg synes jo i virkeligheden, at det er enormt stærkt, at der er nogen, der siger ‘Okay, de her spilleregler, som vi har gået på arbejde for og ageret for politisk, bryder vi os ikke om. Så det laver vi om på nu. Vi ændrer på vores omgangsform, vores spilleregler. Vi forventer noget af vores ledere'. Hvis ikke det er stærkt, så ved jeg ikke, hvad det er.«
Idémæssig krise
Simon Emil Ammitzbøll-Bille ser den del af debatten som et udtryk for noget større:
»Flere af de her debatter med antifeminisme og også en del af antiwoke og antiudlændinge og antiseksuelle minoriteter og anti-anti-anti hænger sammen med, at det borgerlige Danmark – og måske hele den vestlige verden – er i en kæmpe idémæssig krise. Og det, der kan forene dem, det er at være imod alt muligt,« siger han.
»Det kan selvfølgelig være meget fint til et valg at mobilisere for at være imod noget. Så kan folk være vrede, og de kan stemme. Men man skal jo også lave politik bagefter. Man skal også lave ting bagefter.«
Du kan høre afsnittet af »Østergaards salon« her. Panelet taler blandt andet om, hvornår det borgerlige sammenbrud præcist fandt sted og om et forslag i ligestillingsdebatten.
