Byret frifinder direktør for kursfup og mandatsvig

Der var ikke tale om "handel med sig selv", fastslår Københavns Byret i nyt nederlag til Bagmandspolitiet.

Københavns Byret har i lang tid behandlet en straffesag om kursmanipulation og mandatsvig. Dommen er endt med frifindelse. (arkivfoto). Free/Per Johansen Fold sammen
Læs mere

En direktør, tre selskaber og en investeringsforening er tirsdag blevet frifundet i en langstrakt straffesag om kursmanipulation og mandatsvig.

Københavns Byret er ikke blevet overbevist om, at kursen på blandt andet aktier i Egetæpper blev manipuleret.

Dermed har Bagmandspolitiet måttet indkassere endnu et nederlag i en straffesag om kursfup.

Tiltalen drejer sig om transaktioner, som fandt sted for seks-syv år siden.

I anklageskriftet var der også fremsat krav om konfiskation af det påståede udbytte på næsten 400.000 kroner.

Bagmandspolitiet har ment, at den nu 69-årige direktør handlede for både køber og sælger, da han indlagde købs- og salgsordrer.

Han var handelsbemyndiget for de selskaber, der var henholdsvis køber og sælger.

Men byretten konkluderer, at køber- og sælgerselskaberne er selvstændige juridiske personer.

Desuden har anklagemyndigheden ikke ført bevis for, at direktørens indlæggelse af ordrerne kunne påvirke aktiekursen i en retning, der afveg fra markedet.