Bygherrer efterlyser vejledning om terrorsikring

Flere parter efterlyser fælles danske standarder for god terrorsikring. PET afviser at udarbejde dem.

Læs mere
Fold sammen

København. Ifølge Bygherreforeningen interesserer offentlige institutioner og private virksomheder sig stadig mere for, hvordan de kan terrorsikre bedst muligt.

Men der findes ingen vejledning fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), som de kan kigge i. Det skriver Jyllands-Posten.

Bygherreforeningens direktør Henrik Bang siger, at hans medlemmer "føler sig ofte lidt rådvilde, når det kommer til terrorsikring."

- Så længe der ikke er tilgængelige retningslinjer, risikerer vi, at der ikke bliver lavet terrorsikring, hvor der måske burde, siger han til Jyllands-Posten.

- Eller vi risikerer, at der bliver lavet terrorsikring, som ikke tager de nødvendige hensyn eller har den kvalitet, den burde-

Han efterlyser en løsning, hvor staten vejleder både offentlige og private bygherrer.

I Norge har forsvaret udgivet en omfattende sikringshåndbog, som vejleder norske bygherrer, entreprenører og leverandører.

PET har givet den vurdering til Folketinget, at der ikke er behov for en sådan vejledning i Danmark. I stedet bør terrorsikring afgøres en konkret vurdering.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil have en løsning på bygherrernes klage. Om det skal være en decideret vejledning, eller en rådgivningsservice har de to partier ikke lagt sig fast på.

Det er ikke lykkes Jyllands-Posten at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

/ritzau/