Denne reportage er en del af serien »Kampen for stolthed«. I den besøger Berlingske steder, hvor det er lykkedes beboerne at bringe stoltheden tilbage til landsbyen.

Nr. 30 var et gult, mørnet hus. Nr. 39 var faldefærdigt. Nr. 43, 47 og nr. 49 ved siden af kroen var så rædderlige, at når gæsterne kørte ind gennem porten til parkeringen inde bagved, vendte en del af dem om igen, fordi de troede, at husene hørte til kroen. Lige overfor lå en bygning i endnu dårligere stand. Nr. 57 var et slidt hus med en have, hvis vildtvoksende flora skjulte åen bagved. Nr. 66 var ejet af Låsby-Svendsen.

Årene havde ikke bare taget små bidder af murværket på husene. De havde grådigt hugget store mundfulde af.

»Nu er de alle væk,« siger Bjarne Nielsen, imens han bladrer igennem bunken af laminerede fotos. Alle med motiver af huse, der er variationer over forfald. Afskallet puds og maling, revnede vinduer, hullet tag. I et af dem voksede et træ op gennem taget. Så længe havde det fået lov til at stå solo.

Vestervigs hovedgade Klostergade var for ti år siden et dårligt visitkort for den vestjyske landsby. Når man kørte igennem den, var det svært at se byen som andet end en spøgelsesby. Blandt de knap 700 indbyggere gik snakken på, hvor deprimerende det hele så ud. Ingen flyttede til byen. De unge var væk i det øjeblik, de kunne komme til det. Når butikkerne igennem årene lukkede ned én efter én, stod der ingen unge børnefamilier klar til at underskrive købsaftaler. I stedet blev mange af lokalerne opkøbt af spekulanter, der lod dem rådne hen.

Historien om Vestervig var blevet til den historie, mange andre danske landsbyer kan nikke genkendende til. Der var kun én måde at skrive den om, mente indbyggerne. Ved at rive sig selv ned. Og insistere på en udgang, der skulle slutte med andet end bare et dødt punktum.

Der er dækket op med hæklede servietter og kaffe i huset på Kærmindevej i udkanten af byen. En adresse Britta og Bjarne Nielsen har boet på i 32 år. Ved bordet inde i spisestuen sidder projektleder Otte Lægaard fra Thisted Kommune også. Fra vinduet kan man se ud på markens gravhøje. Bagved ligger det, de alle tre har kæmpet for. Vestervig by.

I fællesskab med næsten halvdelen af byens beboere har de drevet projektet med at købe de faldefærdige huse op, rive dem ned og sælge grundene igen. I 2006 stiftede indbyggerne selv et anpartsselskab efter et borgermøde, hvor alle blev enige om, at nu skulle der ryddes op i byen. Der blev hurtigt samlet 200.000 kroner ind, og så skulle de bare i gang. Først da kommunen, statslige puljer og fonde skød penge ind i projektet, rykkede det for alvor. I 2010 blev det første hus købt.

»De ringede nærmest hver eneste dag og spurgte om de på nogen måde kunne hjælpe til med noget. Det bedste var, at nu kunne vi få afløb for vores frustrationer og gøre noget ved det. Vi kørte til tvangsauktioner og bød blandt andet op mod Låsby-Svendsen, men det hele tog meget længere tid, end vi havde regnet med,« siger Bjarne Nielsen, der i dag er formand for byfornyelsesselskabet.

»Ingen flytter da til Vestervig.« Sådan sagde Otte Lægaards nabo til ham, da han fortalte, at næste stop i livet blev en adresse i den lille by.

»Det var nærmest underligt, at vi valgte at bo her. Den dårlige stemning gik hen og blev en selvopfyldende profeti. Udadtil havde Vestervig ikke noget dårligt image. Den havde bare ikke noget image. Det var en ukendt plet.«

17 huse er igennem årene blevet revet ned. Klosterparken er blevet etableret, hvor der er kommet kig til en lille sø. Åen har også åbenbaret sig, efter at husene ikke længere spærrer for udsigten. Der er kommet bænke på udvalgte skønne pletter i byen. De siger selv, at byen er blevet pakket ud.

Selvom udseende angiveligt ikke skulle betyde noget, har æstetikken haft sin psykiske virkning på Vestervig. Folk er begyndt at feje fortovet, male deres huse og hvis naboens have pludselig ser flot ud, tager de sig også lidt bedre af deres egen. De er begyndt at prale af, hvor de bor. I stedet for at betragte matriklerne med ligegyldighed.

»Det er vigtigt, at vi der bor her, siger til vores egne børn og andre, at der er godt at bo her. Man skal udvise noget stolthed. Det smitter af på andre. Ellers kommer de unge jo aldrig tilbage hertil,« siger Otto Lægaard.

De blev gift, da hun var 22 år og han var 21 år. De er begge døbt, konfirmeret og gift i Vestervig kirke. Da Britta og Bjarne Nielsen voksede op i byen, var det en by med liv. Der var både apotek, sygehus, tinghus og en masse forretninger. Trods forandringen har 64-årige Britta og 63-årige Bjarne aldrig overvejet at flytte herfra.

Sådan har livet formet sig for mange af byens ældre borgere. Derfor var det grænseoverskridende for nogle af dem i begyndelsen. At det mangeårige gadebillede så brutalt skulle omformes med efterladte åbne sår i hovedgaden efter de nedrevne huse. I dag er der ingen kritiske røster. Især ikke efter, at Vestervig blev kåret til Årets Landsby i 2013. Flere biler kører ned gennem Klostergade med en pralende bumpersticker påklistret bagruden. Noget, som havde været utænkeligt for ti år siden.

»Det betyder meget, at folk udefra taler om Vestervig. Mange vil gerne se byen i dag. Derfor er vi positive. Vi tror på, at udviklingen nok skal vende sig til byens fordel. Det kan være børnefamilier, der kommer hertil eller små selvstændige erhvervsdrivende,« siger Bjarne Nielsen. Otto Lægaard nikker.

»Vi er jo jyder og vi er nok lidt underspillede. Vi har alle lært, at det betaler sig at stille sig frem og markedsføre sig selv. Ellers er vi jo vant til at stå henne i et hjørne og ikke tage æren for noget. Det kræver, at man tør fortælle både borgerne i byen og pressen om, hvad man laver,« siger han.

Kaffen er drukket op. Vi tager på køretur fra Kærmindevej ned til byen. På Klostergade stopper vi op ved alle de husnumre, der blev nævnt i denne artikels indledning. Ved hvert hus kan Britta, Bjarne og Otto historien om, hvad der skete. De fleste huse blev købt billigt. Andre var lidt dyrere, mens nogle var dødsboer.

»Ja, se lige engang her. Man kunne slet ikke se åen før. Nu er der frit udsyn til naturen og ikke en gammel rønne,« siger Bjarne, da vi står foran nr. 57.

I dag har galleriejeren overfor købt grunden og udsmykket den med skulpturer. Han fortæller også historien om, hvordan der en dag kom tre damer på besøg fra København. De skulle se deres børnebørn spille squash oppe i aktivitetscenteret. Der faldt de i snak med en af beboerne her i byen.

»Efter et stykke tid siger de til ham: »Vi ville jo gerne have set Udkantsdanmark. Men hvor er det henne? Vi kan ikke se det.« Det er jo netop det vi gerne vil vise omverden. At det ikke findes. De kom med en forestilling om, at der var dårlige huse og fattige mennesker over det hele. Den der fordom om, at der er helt forfærdeligt på landet, skal vi have aflivet,« siger han.

Vestervig er i dag blevet en foregangsby, andre gerne vil høre om. Britta, Bjarne og andre fra byen bliver jævnligt inviteret ud rundt omkring i landet for at holde foredrag om projektet.

»Vi fortæller dem, at det kan nytte at gøre noget. Også selvom der måske kan gå ti år inden det lykkes. Det vigtige er, at kommunen er med hele vejen. Man kan som by ikke gøre det alene. Nogle steder er det stadig ikke gået op for folk, at det samarbejde er nødvendigt,« siger han. 

Det døde punktum er afskaffet. Det mener de selv. Færre huse er til salg og 23 nye familier er kommet til byen, siden man gentænkte den. Og de klapper stilfærdigt hinanden på skuldrene, når de hører, at nu er der flyttet en børnefamilie ind et sted i byen.

Men Vestervig står et sårbart sted. Hvis det ikke lykkes at tiltrække flere børnefamilier eller erhvervsdrivende, kan de ende der, hvor ingen af dem vil hen. Hvor nr. 30, 49 og 57 og alle de andre husnumre igen bliver lig med spøgelsesby.

»Vi er her, hvor det ser godt ud, men vi kan hurtigt ende tilbage til start. Vi håber, at der kommer nogle nye forretninger til byen. Det er ikke sikkert, at vi kan løse fremtidens problemer med nutidens værktøjer. Vi skal være åbne for at der kommer nogle nye mennesker til, der har andre ideer end os,« siger Otto Lægaard.