Butikstyve brugte rendegraver

Føtex-forretning i Korsør vædret af rendegraver natten til mandag.

Normalt forsøger butikstyve at være diskrete, men en eller flere af slagsen larmede og buldrede voldsomt natten til mandag i Korsør. Med en rendegraver smadrede de en rude til Føtex-forretningen i Korsør, oplyser politiet.

Alarmen lød lidt før klokken to, og flere beboere ringede til ordensmagten om den usædvanlige begivenhed på Havnegade. Rendegraveren kunne ikke tåle den medfart, den fik, og gik i stykker. Så hvad planen med rendegraveren nærmere bestod i, var mandag morgen ikke klarlagt.

Efterforskerne i politiet skulle mandag formiddag se nærmere på sagen.

/ritzau/