Butikker og restauranter skal også lukke i Hørsholm

På grund af for høj smitte bliver butikker og restauranter lukket sammen med blandt andet skoler i Hørsholm.

 
Få overblikket over seneste nyt om coronasituationen i Danmark her. Video: Ida Marie Odgaard, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Butikker og restauranter bliver søndag omfattet af den nedlukning, der er trådt i kraft i Hørsholm Kommune.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Nedlukningen sker som en konsekvens af, at der er for høj smitte i kommunen. Antallet af smittetilfælde har således oversteget det tilladte, før en automatisk nedlukning af en kommune tages i brug.

Som udgangspunkt har det blandt andet været fritidsinstitutioner, skoler og kommunale arbejdspladser, der har skullet lukke i kommunen. Det skete med effekt fra lørdag 8. maj.

Men efter anbefaling fra Epidemikommissionen og opbakning fra Folketingets Epidemiudvalg er der nu taget beslutning om, at dele af erhvervslivet også skal lukke. Det gælder med effekt fra søndag 9. maj.

Det er blandt andet udvalgsvarebutikker, serveringssteder, indkøbscentre og liberale serviceerhverv som eksempelvis frisører, der skal lukke.

Borgmesteren i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K), er »rigtig ærgerlig« over situationen.

»Jeg er meget ked af, at vi lukker erhvervslivet. Jeg havde håbet på, at man kunne have ladet erhvervslivet forblive åbent,« siger han.

Det såkaldte incidenstal i Hørsholm Kommune lå fredag på 270 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere. Grænsen er 250.

Kommunen skal ligge under 250 smittede pr. 100.000 indbyggere i syv dage i træk, hvis nedlukningen skal ophæves.

Det er en model, som et bredt flertal i Folketinget har indført, så det er muligt at lukke ned lokalt, hvis smitten skulle stige.

»Jeg håber på, at vi meget hurtigt får styr på det her smitteudbrud, og at vi hurtigt kommer under de 250 igen.«

»Dermed håber jeg, at vi kan åbne op inden for en ti dages tid,« siger Morten Slotved.

Nedlukningen i Hørsholm Kommune omfatter ikke dagligvarebutikker, takeaway og butikker, hvor der sælges medicinsk udstyr.

Derudover er det muligt for udvalgsvarebutikker at holde åbent for erhvervskunder og »click & collect«.

/ritzau/