Business-overblik: Dansk topchef stempler ind i fertilitetsdebatten
Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til onsdag morgens hurtige Business-overblik, hvor der venter endnu en sommerdag, og vi snart er halvvejs gennem ugen.
I dag runder vi blandt andet:
USA hæver våbenembargo mod Saudi-Arabien
Chefstrateg venter positiv overraskelse, når inflationstallene lander
Mette Frederiksen med afgørende melding om danskernes pensionsalder
Fagforening lægger sag an mod Trump og Musk
Men vi begynder med fertilitetsdebatten.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Topchef om faldende fødselsrate: Der skal handles nu
Medmindre man har befundet sig under en sten, så er danskernes faldende fødselsrate næppe gået nogens næse forbi.
Politikere, læger og eksperter står alle i kø med prognoser, dommedagsprofetier og løsninger på den lave fertilitetsrate, der betyder, at det danske velfærdssamfund i fremtiden kan se markant anderledes ud.
Men nu melder en helt anden stemme sig ind i debatten.
Administrerende direktør i Deloitte i Danmark Christian Jensby siger til Finans, at han frygter, at udviklingen kan blive et stort problem, ikke mindst for erhvervslivet, der kan komme til at mangle arbejdskraft i fremtiden. Han mener, at der skal handles nu, og han har også et forslag til, hvordan virksomhederne selv kan bidrage til at vende udviklingen.
Inspireret af USA skal danske virksomheder se på muligheden for at hjælpe deres ansatte med fertilitetsbehandling gennem en sundhedsforsikring.
»Det er i den spæde start, men vi vil naturligvis forholde os til, om vi kan og skal hjælpe vores ansatte, hvis de skal i fertilitetsbehandling,« siger Christian Jensby til Finans.
Også Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, deler bekymringen, som han kalder »den vigtigste dagsorden af alle«.
Læs hele historien hos Finans.
1. USA hæver våbenembargo mod Saudi-Arabien
Biden-administrationen har besluttet at genoptage salg af våben til Saudi-Arabien og sende bomber for mere end 750 millioner dollar afsted denne måned. Det oplyser embedsmænd fra begge lande til The Wall Street Journal. Dermed hæver USA den våbenembargo, man pålagde Saudi-Arabien i 2021 efter landets krig mod Yemen. Saudi-Arabien er blevet en vigtig allieret for USA i kampen mod Houthi-bevægelsen i Yemen og krigen i Gaza.
2. Chefstrateg venter positiv overraskelse, når inflationstallene lander
I dag lander inflationstallene fra USA hos investorerne, og hos PFA forventer man, at tallene vil rykke markederne, der den sidste uge har været på en ruschebanetur, til en positiv side for investorerne. Det siger chefstrateg hos PFA Tine Choi Danielsen til Børsen.
3. Fagforening lægger sag an mod Trump og Musk
En af USAs største fagforeninger, Union Auto Workers (UAW), der repræsenterer autoarbejdere, lægger sag an mod Donald Trump og Elon Musk efter deres samtale på det sociale medie x mandag nat dansk tid. Det skriver The Wall Street Journal. UAW mener, at de to mænd under deres samtale forsøgte at intimidere arbejdere ved at tale om at fyre arbejdere, der strejker.
1. Mette Frederiksen med afgørende melding om danskernes pensionsalder
Danskernes pensionsalder står til at stige på en måde, der hverken er retfærdig eller realistisk, lyder det nu fra statsminister Mette Frederiksen (S), som vil lave en afgørende aftale om. Samtidig sætter hun ord på Socialdemokratiets udfordrende situation, og så erkender hun, at spekulationerne om hendes mulige exit har været skadelige. Læs hele historien her.
2. Topøkonomer på stribe kommer med advarsel efter Frederiksen-udmelding: Det er en »gamechanger« i dansk økonomi
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ændre en af de absolutte grundpiller i dansk økonomi. Det kommer til at blive dyrt, vurderer topøkonomer. Læs hele historien her.
Danskernes gæld til det offentlige tordner i vejret. Sanjay Shah har en finger med i spillet
Gælden til det offentlige skulle være faldet. I stedet er den steget med 19 milliarder kroner i 2023 – blandt andet på grund af den hovedmistænkte i udbyttesagen, Sanjay Shah. Læs hele historien her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: +1,04 procent
S&P 500: +1,68 procent
Nasdaq: +2,43 procent
Asien – indeks mandag kl. 07:18:
Japan Nikkei: -0,06 procent
Hongkong Hang Seng: -0,38 procent
Kina CSI Shanghai: -0,44 procent
Tak, fordi du læste med!