Bus eksploderet i Stockholm

En bus er søndag formiddag eksploderet i centrum af den svenske hovedstad. Bussens chauffør er kvæstet og kørt til det nærmeste sygehus.

Bus eksploderet i Stockholm. Én person er kommet til skade. Fold sammen
Læs mere
Foto: 10510 Tomas Bengtsson/TT

En bus er eksploderet ved Klaratunnelen i det centrale Stockholm søndag formiddag. Alarmen gik kl. 11.25.

Det svenske politi siger til avisen Dagens Nyheter, at man ikke har mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag.

Et øjenvidne fortæller den svenske avis Aftonbladet, at der stod på bussen, at den ikke var i rute.

»Bussen kørte lige ind i et rækværk, og så eksploderede den,« fortæller vidnet.

En kilde fortæller til Aftonbladet, at bussens chauffør er alvorligt kvæstet og er kørt til det nærmeste sygehus. Det bekræftes, at bussen ikke var i trafik.

»Den var på vej ud for at sættes i trafik og havde derfor ingen passagerer med sig,« siger Patrik Åberg, der er økonomdirektør i Keolis Sverige.

Åsa Sköld, der er indsatsleder, fortæller til Aftonbladet, at bussens pontoner, der hænger ned som højdevarsling i tunnelens munding, blev ramt.

»Det er en gasbus, der ramte ind i en højdevarslingsbjælke, og så er tanken på taget eksploderet,« siger hun og fortæller, at de er ved at slukke ilden og samtidig forsøger at beskytte de nærliggende bygninger.

Her fandt ulykken sted:

Artiklen opdateres løbende.