»Bulimi er den pæne piges forbandelse«

Birgitte Warberg led i en årrække af en spiseforstyrrelse, der til sidst udviklede sig til egentlig bulimi. Hun afviser ikke, at hormonforstyrrelser er ét element af mange, der kan forklare sygdommen.

Når jeg bliver tynd, bliver jeg lykkelig.

Sådan tænkte Birgitte Warberg, da det hele begyndte. Dengang, da teenagepigens drøm om det slanke og perfekte udseende udmøntede sig i evige slankekure, der siden hen skulle udvikle sig til en alvorlig og årelang spiseforstyrrelse for den nu 32-årige cand.mag. Birgitte Warberg.

Ligesom alle veninderne var hun på slankekur i teenageårene. Det var bare noget, man gjorde. Men da Birgitte Warberg efter studentereksamen tog til Paris for at arbejde som au pair, udviklede hendes forhold til mad sig til en egentlig spiseforstyrrelse.

På trods af, at hun al magt forsøgte at holde vægten nede under opholdet ved at minimere sit fødeindtag ud i det ekstreme, glippede kontrollen indimellem, og hun gik til den modsatte yderlighed: »ædeflip«.

»Jeg følte mig simpelthen så ensom. Jeg havde en tomhedsfornemmelse og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det var den tomhed, jeg prøvede at fylde ud med mad,« fortæller Birgitte Warberg.

Efter det tre måneder lange ophold i Paris fulgte fem år med skiftevis faste og overspisning. Vægten svingede meget, dog uden at hun på noget tidspunkt var hverken bemærkelsesværdigt over- eller undervægtig.

»Når jeg var hende den tynde, var jeg glad og udadvendt, Når jeg var den tykke, var jeg mere indadvendt og sad derhjemme og isolerede mig. Jeg kunne meget bedre lide mig selv, når jeg var tynd.«

Gennem alle årene fortalte Birgitte Warberg ikke til nogen, at hun havde et problematisk forhold til mad. Da overspisningen udviklede sig til bulimi med flere ugentlige anfald af overspisning med efterfølgende opkast over et halvt år, blev hun dog gradvist klar over, at der var noget galt.

Eksamensangst
Årsagen til, at hun omsider bestilte tid hos en psykolog var imidlertid ikke bulimi, men eksamensangst. Til at begynde med havde Birgitte Warberg faktisk besluttet sig for ikke at nævne bulimien for psykologen overhovedet.

»Jeg synes, at det var så pinligt. Jeg tænkte, at hvis jeg fortæller ham, at jeg får ædeflip, så vil han jo synes, at jeg er totalt ulækker, og han gider da ikke at have en klient, som er så klam.«

»Man føler sig virkelig klam, fed og ulækker - der er noget enormt pinligt over ikke at kunne styre sin spisetrang.«

Trods skammen overvandt hun sig selv og besluttede sig for at fortælle psykologen om sin spiseforstyrrelse. Hun begyndte at være åben om bulimien og lærte gradvist at mærke sine egne følelser og give udtryk for dem. Efter et halvt års terapi var hun rask.

I dag har Birgitte Warberg et normalt forhold til mad og arbejder frivilligt i »Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser« for at hjælpe andre til at komme videre. Hun opfordrer folk, der lider af bulimi til at bryde tavsheden. Fordi bulimikere typisk ikke taber sig, kan deres sygdom, ligesom i Birgitte Warbergs eget tilfælde, nemlig være en velbevaret hemmelighed i årevis.

Det er nyt for hende, at hormoner også kan have en finger med i spillet, når det handler om bulimi, men hun kalder den svenske undersøgelse for interessant og afviser ikke, at hormonforstyrrelser kan være en del af forklaringen. Først og fremmest mener hun dog, at bulimi handler om noget følelsesmæssigt.

»Det har ikke så meget med mad at gøre - det har rigtig meget at gøre med følelser og lavt selvværd. For mig handlede det om, at jeg skulle være perfekt. Når man kaster op, føler man sig tom og ren indeni - der er lidt helgen over det. Det er jo ofte de pæne piger, der får spiseforstyrrelser.« www.spiseforstyrrelser.dk