Budskabet var klart: Når I tegner, slår vi jer ihjel

Angrebet på satirebladet Charlie Hebdo og drabet på 12 mennesker i Muhammeds navn fører direkte tilbage til Muhammed-tegningerne.

Angrebet på satirebladet Charlie Hebdo og drabet på 12 mennesker i Muhammeds navn fører direkte tilbage til Muhammed-tegningerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTIAN HARTMANN

Det var ren henrettelse. Med et klart budskab: Når I tegner, slår vi jer ihjel.

En video, hvor de to terrorister bevæbnet med stormgeværer under deres angreb på satirebladet Charlie Hebdo skyder en betjent ned på gaden, og betjenten i smerte ruller rundt på fortovet, efterlader ingen tvivl. Den ene terrorist løber hen til den sårede betjent. Han skyder betjenten i baghovedet med sin AK-47.

Terroristerne råber: »Profeten Muhammed er hævnet. Charlie Hebdo er slået ihjel,« hvorpå de stiger ind i flugtbilen.

Reaktionen var der straks på de sociale medier: »Je suis Charlie« (»Jeg er Charlie«) bredte sig som et sammenbidt svar fra »brugerne« i den civilisation, der blev angrebet. Fra Frankrig ud over Europa, gennem Vesten og resten af verden. Og efter samme lovmæssighed som den efter hvilken den franske avis Le Monde på sin forside skrev »Vi er alle amerikanere« efter 11. september 2001.

Støtten til det angrebne franske satireblad Charlie Hebdo og dets ti myrdede medarbejdere samt de to dræbte, parisiske betjente, gav hermed i timerne efter det svar, som Vesten har gjort til sit, på islamisk terror, siden tvillingetårnene faldt i New York. Nu nåede terroren Frankrig. I et nådesløst angreb på et satireblad, der kort inden angrebet havde bragt en satiretegning af Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Et blad, der i 2011 forårsagede opstandelse, da det omdøbte sig selv til »Sharia Hebdo« og hævdede, at man nu havde profeten Muhammed som ansvarshavende chefredaktør. Bladets kontorer blev brandbombet dagen efter. Hvorpå attentatmændene blev mødt med mere satire og endnu flere Muhammed-tegninger og -vittigheder.

Onsdag myrdedes Charlie Hebdos redaktør samt fire af bladets satiretegnere. Nedskydningen fandt sted på samme måde, som tre fundamentalister, der blev anholdt i 2008, angiveligt ville benytte i et angreb på Jyllands-Posten, for at hævne avisens Muhammed-tegninger.

Muhammed-krisen vendte således tilbage i Paris i går.

Afgørende i en dansk reaktion kan blive, om de, der traditionelt er forbeholdne i den danske værdidebat og Muhammed-diskussion, oven på terrorangrebet på Charlie Hebdo vil fastholde deres forbehold i ytringsfrihedsdiskursen.

Eksempelvis: »Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.« Skrevet af Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, oven på attentatforsøget på formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard.

»Der er ikke en særlig trussel mod ytringsfriheden.« Skrevet af Zenia Stampe, medlem af Folketinget for de Radikale.

For tænkte nogle, at en sval besindelse i Danmarks lokale udgave af civilisationernes sammenstød var ved at indfinde sig, hvad tror de så efter Paris? »Danmark er for lille til store konflikter,« sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i åbningstalen i Folketinget i oktober 2001. Halvanden måned senere tabte han magten i et indvandrervalg, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) blev båret ind til sin sejrsfest på sloganet »Tid til forandring«. En værdikamp – ikke mindst det sekulære samfunds kamp mod religiøs fanatisme – har enten glødet eller stået i lys lue lige siden.

Aldrig i moderne tid har Danmarks aktuelle plads i verdens dødelige spil været tydeligere end med og efter Muhammed-krisen. Det seneste årti er tjetjenske bombemænd og attentatplaner mod Jyllands-Posten stoppet i yderste stund. Og sammen med direkte drabsforsøg på både en tegner og en debattør er det udråbstegn i det nationalhistoriske kapitel, der i disse år skrives om at leve i en terrortid. Og som Danmark efter onsdag nu også deler med Frankrig. Uden på noget tidspunkt at være ramt så hårdt som franskmændene.

Det nye og interessante i forbindelse med terrordrabene i Paris syntes onsdag at være, at der faktisk var bred fordømmelse uden forbehold. Fra politikere og kommentatorer. I det hele taget kan man argumentere for, at ikke bare »debatdanmark«, men også danskere bredt, måske har fået en slags selvfølgeligt forhold til terror og truslen herom. Vel at mærke med en holdning, der synes tættere på viljen til ikke at gå på kompromis end det modsatte.En Gallup-måling for Berlingske godtgjorde på et tidspunkt, at bevidstheden om at befinde sig i farezonen er stor, men at de fleste fortsat føler sig trygge ved at bevæge sig rundt i stormagasiner, på togstationer eller andre formodede terrorudsatte steder. Det er ikke og har aldrig været diffust for danskerne, hvad det værst tænkelige scenarie ved landets deltagelse i kampen mod terror og for ytringsfrihed er. Vi venter os uanmeldt besøg af det vanvid, der slog sig løs i Paris.Man kan vælge at konkludere, at 89 procent trygge danskere er udtryk for tordnende naivitet bygget på lige dele smørhulskultur, hækkehorisont og selvgod andedamstro. Men efter snart et årti på den fundamentalistiske terrors to-do-liste er det måske også muligt, at danskerne har kigget mekanismen ud. At angribes eksempelvis Jyllands-Posten, angribes mere end en avis.»I det øjeblik, man begynder at tale om at begrænse visse ytringer og kontrollere, træder man ind i en verden, hvor friheden ikke længere råder, og fra det øjeblik diskuterer man kun den grad af ufrihed, man vil acceptere, men man har accepteret selve princippet om ufrihed,« er forfatter Salman Rushdie citeret for i Flemming Roses bog »Tavshedens tyranni«.

Roses bog, der netop er udgivet i USA, handler ikke så meget om Muhammed-tegningerne som om mekanismerne i vestlig selvcensur. Altid i misforståede hensyn til diverse grupperinger, der hævder sig udsat for hetz.

Bogen handler om krænkelseskultur, der truer med at fryse demokratiet fast i tavshed. Men Muhammed-tegningerne vender hele tiden tilbage som rædselseksemplet. Den religiøse fanatisme der ikke blot erklærer sig krænket af hån, spot og latterliggørelse. Og svarer herpå med drab.

»Det løber mig koldt ned ad ryggen,« som Flemming Rose onsdag udtalte.

Jyllands-Posten udgav straks en »ekstra-leder« på JP.dk, hvori der stod: »For hvert angreb, for hvert attentat, for hver afværget massakre bekræftes dét, der var udgangspunktet for Muhammed-krisen for nu næsten ti år siden: Der foregår en intimidering af den offentlige debat. Ytringsfriheden er under et konstant voksende pres.« Og ydermere: »Charlie Hebdo var et af de magasiner, der solidariserede sig mest med Jyllands-Posten, da Muhammed-krisen var på sit højeste (...) Attentatet i Paris er et anslag mod demokratiet, mod det frie ord, mod retten til at tænke og tale frit. Det er en terrorhandling mod selve det åbne samfund (...) Vi andre skal vide at stå ved vore værdier. Men livet bliver ikke det samme igen. Dette er en fransk 11. september – onsdag den 7. januar 2015.«

Charlie Hebdo er et blad, der karakteriseres som værende til venstre for midten. Det indeholder hovedsageligt satiretegninger. Samt lidt tekst. Bladet har i årtier været en pågående og provokerende stemme for både politikere og ikke mindst katolicismens ledere. Hvilket senere er blevet til en bred satire over religion i det hele taget. Islam har, ifølge bladets skabere, i sin fundamentalistiske udgave været alt for godt og fristende materiale.

Bladet har over de senere år, inden angrebet på redaktionen midt i Paris, modtaget talrige trusler. Også efter at Charlie Hebdo i sin tid trykte to af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Hvilket tillige førte til sagsanlæg fra muslimske organisationer. Forestillingen om globaliseringens glatte velsignelse og demokratiets uproblematiske udbredelse styrtede som bekendt i grus og forsvandt allerede i støvet fra tvillingetårnenes kollaps. En vestlig erkendelse dæmrede. Civilisationernes sammenstød mellem den islamiske og den vestlige verden med indvandring fra førstnævnte til sidstnævnte ville føre til krav om sharialove i Europa fra islamister. Det åbne, vestlige samfund blev sat på prøve. Frihed ligeså.Siden onsdag har sociale medier såvel som medier i al almindelighed været pakket minut til minut, time til time, væg til væg med terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris.

Gerningsmændene ramte deres mål. Men vandt de i virkeligheden også et slag i krigen for deres sag?

Onsdag eftermiddag havde Radio24syv forbindelse til en kvindelig tegner på Charlie Hebdo, Camille Bess.

»Vi må tegne en masse og kæmpe mod disse vanvittige mennesker,« udtalte hun.

Camille Bess oplyste dertil, at hun blot få minutter før radiostationen ringede hende op, havde tegnet en ny tegning – af profeten Muhammed.