Bryllupsturisme er en god forretning for både menneskesmuglere og danske kommuner

Sidste år blev over 10.000 udenlandske par viet i Danmark. Den ene fortælling om bryllupsturismen er, at de udenlandske vielser skaber stor omsætning i danske kommuner. Den anden fortælling er, at de lempelige danske regler bruges til proforma-bryllupper og menneskesmugling. Der er altså to historier om bryllupsfesten. Den opbyggelige og den nedbrydende. Du vælger selv din version.

bryllup1
I 2017 blev 4.600 par viet på Ærø. 98 pct. af parrene kommer rejsende fra udlandet for at blive viet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

 

= Den positive historie = Den kritiske historie

 

Succeshistorien om bryllupsfesten: Kærlighed uden grænser

Hvis du ønsker at blive viet af Ærøs borgmester i et fly over Ærø, kan du blive viet af Ærøs borgmester i et fly over Ærø. Hvis du ønsker at blive viet på en hvid hest af en shaman på Ærø, kan du blive viet på en hvid hest af en shaman på Ærø.

»Det er det sjove. Her på Ærø kan alt lade sig gøre. Kommunen er med på legen. De ved, at bryllupsturismen skaber arbejdsplader,« siger turist- og erhvervschef på Ærø, Carl Jørgen Heide fra turistkontoret i Ærøskøbing: »Til Valentinsdag udsmykker kommunen Ærøfærgen med balloner og hjerter for brudeparrene.«

I 2006 blev 125 brudepar viet på Ærø. Så eksploderede det. I 2017 vier Ærøs kommunale giftefogeder 4.600 par.

Hele 98 pct. af brudeparrene kommer rejsende fra udlandet. Ofte langvejs fra. F.eks. blev kun 11 svenskere viet på Ærø i 2016, mens 206 indere havde valgt Ærø som ramme for deres bryllup.

Turist- og erhvervschef Carl Jørgen Heide smiler lumsk: »Mit job er jo at tømme turisternes lommer, uden at de opdager det. Så er alle glade.«

Brudeparrene er glade, fordi de kan blive viet nemt og hurtigt i Danmark uden alt det bureaukrati, de ville møde i resten af Europa.

Kommunen er glad, for når et brudepar sejler til Ærø, lægger de i bedste fald mange tusinde kroner på øen: de betaler for færgebillet, de skal betale 850 kroner i afgift til kommunen, parret køber minimum en overnatning på et lokalt hotel, de skal spise på restaurant og måske have en brudebuket fra den lokale blomsterhandler.

Indtægterne for hvert brudepar løber i gennemsnit op i 6.000-8.000 kr., hvilket samlet løber op i minimum 27 mio. kr. om året.

Det skaber nye arbejdspladser på Ærø, som kæmper for overlevelse i en tid, hvor der er cirka tre gange så mange begravelser som fødsler på øen.

Lokalbefolkningen gør sit for at støtte bryllupsturismen. Pensionisten Svend – også kaldet Svend-bil – kører f.eks. frivilligt brudepar rundt i sin gamle Ford fra 1930. To vidner skal overvære hvertenkelt bryllup for at bekræfte dets gyldighed, og her har flere øboere meldt sig som frivillige vidner på rådhuset.

»Alle på øen byder ind. De gør det, fordi.., « siger Carl Jørgen Heide og tæller på fingrene: »1. det er en god forretning. 2: fordi det giver liv og betyder, at byen stråler af kærlighed året rundt. 3: Det giver et åbent og tolerant miljø på Ærø, når vi er vant til at se kærlighed uden grænser.«

Befolkningen drejer ikke hovedet af led, hvis de »ser en kraftig tysk kvinde omkring 50, der går smilende rundt med sin 20 år yngre, indiske mand under armen som trofæ«, eller møder et af de mange internationale homoseksuelle brudepar i gaderne.

I 2017 bliver 4.600 par viet på Ærø. 98 pct. af parrene kommer rejsende fra udlandet . Komal og Vikram er fra Afghanistan, men bosat i Frankfurt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

En af hovedpersonerne i Ærøs kærligheds- og væksthistorie er Louise Moloney, »og hende skal I jo mødes med klokken fire i dag,« siger Carl Jørgen Heide.

Vi har ikke nævnt for turistchefen, at vi har en interviewaftale med bryllupsplanlægger Louise Moloney klokken 16. Rygterne siver hurtigt på øen.

Ærø samarbejder med cirka 10 professionelle ægteskabsbureauer.  Deres kvalitet er svingende, medgiver Carl Jørgen Heide: »Louise sætter den højeste standard. Hun laver bryllupper, hvor man kan få ethvert ønske opfyldt. Hendes gæster er dem med penge og familie og venner. Dem, som vil have et bryllup, de husker, indtil de bliver skilt.«

Louise Moloneys gæster overnatter ofte på pensionen Vestergade 44 i Ærøskøbing »det er det mest romantiske sted, man kan forestille sig,« udbryder Carl Jørgen Heide, mens han begejstret klapper håndfladerne sammen og – fornemmer man - med vanlig kort vej fra tanke til handling siger: »I skal da op på Vestergade 44! Jeg ringer til Susanne med det samme«.

Han ringer til Susanne Greve, ejer af Vestergade 44, og melder vores ankomst om fem minutter.

På vej videre peger Carl Jørgen Heide på en hvid bygning over for turistkontoret. Han forklarer, at en lokal iværksætter har sat lakridskonfektproduktion i gang i bygningen, »og nu I er her, skal I så ikke også skrive om Danmarks største lakridskonfektfabrik?«

En arbejdende håndværker står ved siden af bygningen.

Er det virkelig Danmarks største lakridskonfektfabrik nu?

»Neeeej, ikke helt endnu,« siger Carl Jørgen Heide og tilføjer konstaterende: »Men det bliver det«.

Med bryllupsturismen har øen fået en ukuelig tro på fremtiden.

 

Bagsiden af bryllupsfesten: Tvang og menneskesmugling

Efter de danske kommuner har opdaget, at udenlandske vielser er en god forretning, er bryllupsbureau industrien boomet i Tyskland.

Det har skabt et marked for tvivlsomme udenlandske bryllupsbureauer. Hver uge kører de over den danske grænse med kunder.

Det tyske bryllupsbureau Hamburg Tours spiller f.eks. på, at Danmark i sammenligning med andre lande har meget få krav til de udenlandske par. Bureauet skriver på sin hjemmeside: »Marriage in Denmark is an easy step to legalization in the EU! For marriage need only one document.«

Ligesom bureauet Speedheirat lover, at man med dem som arrangører kan blive gift inden for 24 timer i Danmark.

Ærøs turist- og erhvervschef Carls Jørgen Heide rynker på næsen over informationen: »Jaeh, den slags bureauer er vi jo ikke så tilfredse med,« siger han.

»Nogle af de tyske bryllupsbureauer har en slags masseproduktion. De kommer med en minibus fra Tyskland, fyldt med brudepar. De kommer herop, får lavet papirer, bor de billigste steder og kører hjem igen med det samme… Og det er jo ikke vores problem, men jeg tror, at mange af pengene er sådan lidt cash på færgen.«

På Bornholm ved man også godt, at nogle af de udenlandske bryllupper handler mere om opholdstilladelse og økonomi end om den kærlighed, bryllupsturismen bliver markedsført på.

På Ærø Rådhus kan man købe brudekjoler fra den lokale Røde Kors butik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Efter Bornholm Regionskommune i 2015 meldte ud, at de ville være bryllups-ø for udenlandske par, fordi »bryllupsturisme kan skabe en masse vækst og omsætning for øen«, blev en analyse af ”Potentialet for bryllupsturisme på Bornholm” sat i gang.

Bornholms borgerservice-leder og giftefogeder blev interviewet til undersøgelsen om deres oplevelser med at vie udenlandske par.

Og erfaringen fra bryllupsindustriens eget frontpersonale lød sådan her: »Det er tydeligt, at formålet med giftermålet oftest er af juridisk karakter. Parrene er nødt til at blive gift for at kunne få opholdstilladelse, visum etc. Mange af parrene har ikke samme sprog, og i flere tilfælde er der brug for tolke. Manges måske meget romantiske forestilling, når man tænker på bryllupsturisme, blegner i forhold til, hvordan det forholder sig i den virkelige verden.«

Ifølge dansk lovgivning må giftefogederne ikke afvise at vie et brudepar, selv om det virker som en proformavielse. Heller ikke, hvis de står over for et brudepar, som hverken kan tale sammen, ønsker at kysse hinanden eller aner hvor hinanden bor.

Det smuthul udnytter blandt andet organiserede kriminelle til at arrangere proformabryllupper mellem kvindelige EU-borgere og mænd uden for EU. På den måde kan kriminelle spekulere i udnyttelse af en af de allermest grundlæggende menneskerettigheder i EU: retten til respekt for familieliv.

I september 2017 blev to indiske mænd ved navn Sharma og Bamba idømt seks og fire års fængsel for at have indsmuglet mellem 20 og 31 indiske og pakistanske mænd med  henblik på giftermål i Danmark på falske ID-papirer. Destinationen var Bornholms rådhus, hvor mændene skulle giftes med kvindelige EU-borgere fra f.eks. Tyskland, Rumænien og Bulgarien.

Sharma og Bamba nægtede sig skyldige, men retten idømte dem høje straffe og begrundede det med, at svindlen var organiseret, professionelt planlagt, udført systematisk og gennem mange år for egen vindings skyld og med det resultat, at tredjelandstatsborgere blev viet med EU-borgere ved hjælp af falske dokumenter med henblik på at gøre det muligt at få opholdsgrundlag i Tyskland.

To af de indsmuglede mænd blev gift med den samme kvinde på Bornholm inden for tre måneder.

Den historisk store sag om menneskesmugling til bryllupper er et eksempel på, hvor kompleks kriminalitet er blevet i en verden, hvor statsborgerskab er den ultimative værdi.

Svindlen på Bornholm foregik fra 2012 indtil september 2016, da Sharma, Bamba og tre passagerer blev stoppet i en bil af en hjemmeværnsmand ved paskontrollen i Rødby. Hjemmeværnsmanden bad om pas og kunne se, at den ene af mændene ikke var identisk med sit pasfoto. Den indiske mand erkendte, at han havde forsøgt at snyde sig ind i Danmark. Politiet fandt en snackpose i  motorrummet med flere pas og legitimationspapirer på udenlandske statsborgere.

Desuden fandt de 4.000 euro – det beløb, som retten vurderede, at hver af de indsmuglede mænd betalte bagmændene. De indsmuglede mænd og de dømte havde primært mødt hinanden i et indisk tempel i Köln.
Forud for alle vielserne var de indsmuglede mænds falske papirer blevet sendt til vielseskontoret i Rønne, og de blev også forevist for giftefogeden lige inden vielsen.

I retten fremlagde anklageren eksempler på, at de viede mænds pasfoto og opholdstilladelses-foto ikke stemte overens. Til gengæld var samme foto blevet brugt i to forskellige opholdstilladelser.

De indiske og pakistanske mænd blev som regel indlogeret på et bornholmsk hotel om morgenen, blev viet med en EU-borger om eftermiddagen og derefter kørt tilbage til Tyskland samme dag.

Nogle gange kom Sharma og Bamba kørende med flere par samtidig, og parrene agerede  vidner for hinanden.

Lige efter vielsen drog  flere af de nygifte brudepar hver til sit. Manden blev kørt tilbage til Tyskland, og hans nye ægtefælle fløj nogle gange hjem til sig selv. Især hvis hun var fra Rumænien eller Bulgarien.

Hvad kvinderne fik ud af vielsen, kom politiet ikke til bunds i. Men i lignende sager fra Europa er kvinden blevet betalt f.eks. 1.000 euro for at gifte sig.

Begge de dømte var indere med EU-opholdstilladelse og et europæisk ægteskab bag sig. Sharma var tre gange tidligere blevet dømt for menneskesmugling. Bamba var selv blevet gift med en tysk kvinde på Bornholm i 2014 og havde tilsyneladende arbejdet sig op i systemet og var endt med at være menneskesmugler af mænd til bryllupper på Bornholm.

I retten forklarede den bornholmske giftefoged, at hun aldrig spurgte parrene, hvorfor de skulle giftes. Det må hun heller ikke.  Men hun havde fået at vide af nogle af brudeparrene, at det var nemmere at få opholdstilladelse, hvis man var gift.

Europol advarer om, at disse proformavielser – også kaldet sham-ægteskaber – er en stigende kriminalitetsform i Europa, der slæber spor af både dokumentfalsk, menneskesmugling og i værste fald menneskehandel med sig.

I en 391 sider lang og EU-støttet rapport om sham-ægteskaber i Europa fremhæves Danmark som destinationsland for de falske vielser.

Emnet er næsten ubeskrevet i danske medier.

Men i et slovakisk medie har man allerede kunnet læse et vidnesbyrd om, hvordan en slovakisk kvinde blev transporteret til Danmark med skib. I Danmark blev hun tilbageholdt i tre dage af bagmænd og tvangsgift med en fremmed serbisk mand, hvorefter hun blev kørt tilbage til Slovakiet.

Kvinden meldte overgrebet til politiet, og politiet noterede, at hun ved anmeldelsen var »i en dårlig psykisk tilstand, var fattigt klædt og ankom uden nogen personlige ejendele.«

En NGO identificerede kvinden som menneskehandlet. Seks andre slovakiske kvinder fra samme sagskompleks var også blevet viet i Danmark.

I en lignende sag blev tre slovakiske kvinder tvangsgift i Danmark, efter de havde været tvunget til prostitution i Europa. Bagmændene – en slovakisk-indisk gruppe – blev dømt for menneskehandel.

Vi ved ikke, på hvilke danske rådhuse kvinderne blev viet.

Fælles for proformabrudene er, at de ofte er både økonomisk og sprogligt mindrebemidlede.

 

Succeshistorien om bryllupsfesten: Europas Las Vegas

På Ærøskøbings smalle brostenshovedgade ligger pensionen Vestergade 44 - hotellet for mange af Louise Moloneys bryllupskunder.

At træde ind i Vestergade 44 er som at bevæge sig ind i familien Varnæs’ fine stuer i Matador: antikke møbler i rum med vægtige krystallysekroner, draperede gardiner og et tungt-tikkende bornholmerur.

Ejer Susanne Greve fortæller begejstret om alle de forelskede par, hun huser.

Hun vil kun samarbejde med bryllupsplanlæggere af Louise Moloneys karat.

Nuem fra Cambodia og Dennis fra Holland skal giftes på Ærø Rådhus. De er spændte og retter med ømme bevægelser på hinandens tøj lige inden vielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Også i nat har hun et af Louise Moloneys brudepar boende.

To englændere – Catherine og Mark - og deres to medrejsende voksne sønner.

Et dobbeltværelse på Vestergade 44 er i den dyrere ende: 1.150 kr., og en ærøbo kommer i morgen og sætter hår på Catherine. Det er alt sammen værdsat omsætning i en lille ø-økonomi.

Susanne Greve siger, at ærøboerne har talt meget om »hvordan vi dog betalte regningerne om vinteren, inden bryllupperne kom til Ærø. Dengang var mange simpelthen fattige. Der var ikke gæster nok til, at vi kunne holde åbent i forretningerne om vinteren.«

Samme historie fortæller bryllupsplanlægger Louise Moloney fra sit kontor, 220 meter fra pensionen.

Louise Moloneys sommerlykkelige barndomsminder er knyttet til Ærø. Hendes slægts historie blev skrevet ind i Ærøs historie allerede dengang, øen levede af sejlads og stolte sømænds fiskeri.

Men hendes far brød traditionen og rejste ud i verden som international businessman, og hun voksede op på internationale skoler i Japan og Ghana og boede indtil for ti år siden i England med sin mand, Royal Air Force-piloten John.

Længslen efter køkkenhave, børn i en tryg friskole og mere familietid trak dem til Ærø i 2008. Her ville de bo.

»Jeg har boet så mange steder, at jeg kan bekræfte, at Ærø er det bedste sted på jorden,« siger Louise Moloney. Men det Ærø, hun vendte hjem til, var anderledes end barndommens Ærø.

»For fem år siden var her dødt,« siger hun.

Især én vinter bragte mismod med sig i Ærøskøbing. Den vinter gik beboerne rundt med en nagende følelse af, at alt liv blev lukket ned. Banken lukkede. Tøjbutikken og apoteket lukkede. Den lokale Spar gik konkurs. Torvet lå øde hen.

Turister kunne ikke finde et eneste sted at drikke kaffe om formiddagen i Ærøskøbing, for kunderne var så få, at cafeerne tabte penge på at holde åbent.

»Folk var fortvivlede. Vi måtte gøre noget.«

Så befolkningen gjorde det, som små, stolte samfund er gode til: de stod sammen og kæmpede for fællesskabet.

De brugte en sommer på at renovere de forladte Spar-lokaler i købmandsgården. Op mod 100 frivillige stod den sommer og pudsede og malede og planlagde, hvordan lokalet skulle indrettes som samlingssted og salgssted for lokale delikatesser.

I Ærøskøbings gader kunne man den glædens sommer finde øens borgmester cyklende rundt med flyers for foretagendet.

Renoveringen af købmandsgården foregik samtidig med, at Louise Moloney – med opbakning fra borgmesteren og turistchefen - for alvor fyrede op under sit bryllupsbureau ”Danish Island Weddings”.

Louise Moloney har i dag bryllupskontor og vielsessal i købmandsgården. Bygningen symboliserer Ærøs vendepunkt fra slumrende og hensygnet til en initiativrig foregangs-ø.

Danish Island Weddings er et bryllups-bureau for dem med råd og hang til noget ekstraordinært. F.eks. amerikanere med lange gæstelister og detailplanlagte ønsker om en fotogen strandvielse på Ærø. Heftige bridezillas kan forekomme blandt kunderne, og i løbet af en bryllupsplanlægning skriver Louise og parret ofte op mod 100 mails med hinanden.

Bryllupsplanlægger Louise Moloney arrangerer storslåede vielser på Ærø for folk fra hele verden. På hendes kontor viser et verdenskort, hvorfra parrene kommer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Desuden arrangerer hun bryllupper for mange »veluddannede, internationale par med topstillinger, som ikke kan blive gift i andre lande, fordi de ikke kan skaffe deres fødselsattest.«

Den danske lov for vielser er lempelig sammenlignet med andre landes, og kommunen gør desuden meget for at komme brudeparrene i møde. På øens hjemmeside står der: »Ærø Rådhus har en unik god sagsbehandling med fire personer beskæftiget med at få bryllupperne til at glide nemt – og de har ry for at kunne klare vielser hurtigt og effektivt.«

I år har Louise Moloney arrangeret i omegnen af 300 bryllupper på Ærø sammen med firmaets tilknyttede kræfter – dvs. Louises mor, Louises mand, og hendes to søstre. Den ene søster er netop flyttet til Ærø på grund af arbejdet med bryllupperne.

Hun er kvinde, hun er ung, og hun er veluddannet. En ønsketilflytter for øen.

Fra kontorpladsen på Torvet kan den unge tilflytter nu se ud på et nyt hotel og en café, vakt til live af alle brudeparrene.

Andre kommuner som Fanø, Esbjerg og Bornholm er blevet inspireret af Ærøs nye niche.
Lokalmedierne skriver: »Fanø-bryllupper er blevet big business« og den daværende borgmester i Tønder afsatte 500.000 kr. til udvikling af bryllupsturismen og udtalte:
»Nu skruer vi op for charmen og går efter både at udvide antallet af udenlandske vielser og skabe meromsætning til områdets turist- og detailaktører.«
I Helsingør Dagblad har man kunnet læse artiklen »Der skal turbo på bryllupsturisme«.

Helsingør Kommune har udarbejdet et notat om bryllupsturismen og skriver: »Det er især den smidige sagsbehandling og de liberale regler i Danmark til borgerlige vielser, der i stigende grad gør det attraktivt at blive viet i Danmark.«
I notatet understreges det, at »bryllupsturister er en attraktiv målgruppe«, og at én af komponenterne i »strategisk turismefremmeindsats om bryllupsturisme i Helsingør« er »smidig sagsbehandling«.
I bryllupsbranchen bliver Danmark nu omtalt som Europas Las Vegas.

 

Bagsiden af bryllupsfesten: Giftefogederne må ikke gribe ind 

Anne Bille er leder af Ærø Kommunes Borgerservice og er bekendt med bryllupssvindel.

Hun siger, at det er »synd for alle de par, som af hjertet gerne vil giftes. Og det er absolut flertallet.«

Ærø Kommune har været ude for helt klare forsøg på bedrageri – et falsk ID-kort så ringe fremstillet, at billedet sad løst og hang skævt i kanten af kortet.

I større tvivlstilfælde sender personalet på Ærø papirerne forbi Svendborg Politi for at få tjekket gyldigheden.

Lande med størst sandsynlighed for svindel – det gælder f.eks. Indien, Bangladesh og Pakistan – bliver sendt forbi politiet hver gang, oplyser Anne Bille.

Hun siger, at »de danske kommuner har meget forskellig kvalitetssikring af papirerne. Og vi kunne da godt ønske, at andre var lige så emsige som os.«

Hvordan oplever du det?

»Vi får at vide af nogle af vores samarbejdspartnere, at hvis vi ikke kan godkende papirerne, så tager parrene bare til andre danske kommuner og bliver gift der i stedet for.«

For at give et indtryk af brudeparrenes forskellighed, indvilliger Anne Bille i at gennemgå morgendagens 21 bryllupper. Alle kommer fra udlandet. Lige fra USA til Libyen.Halvdelen har fælles bopæl.

15 af morgendagens brude og gomme kommer fra EU-lande. 13 af dem skal vies med en borger uden for EU.

Da hun når til papirerne for en forestående bulgarsk-nepalesiske vielse, stopper hun op. Parrets vielse er arrangeret af en tysk bryllupsarrangør, og Anne Bille nævner afdæmpet: »ham bryllupsarrangøren skal jeg have talt med, hans kunder er vist ikke altid ren kærlighed. De par vil vi gerne have sat en stopper for.«

Som de danske regler er nu, kan Anne Bille ikke gøre andet end at tage en uformel snak. Hvis parrets papirer er gyldige, må giftefogederne ikke afvise at vie et brudepar, selv om foretagendet giver indtryk af at være et arrangeret proformabryllup.

»Vi er ikke glade for at vie sådan nogle par, men hvis de opfylder kravene, må vi ikke gribe ind.«

 

Bryllupsfesten med kærlighedsbreve

Det er onsdag formiddag. De første af dagens 25 bryllupper er i gang på Ærø Rådhus. Alle par er fra udlandet. De kommer fra både Cambodja, Holland, Afghanistan og Tyskland.

En brud i hvid pels, en mand i hvid skjorte. Lyden af en affyret champagneprop i baggrunden. Masser af lettede smil.

De kommunalt ansatte sidder i et kontor-glasmontrer og tjekker brudeparrenes identitetspapirer og dokumenter.

Som leder af Borgerservice Anne Bille siger: »Bare fordi vi har mange vielser, vil vi ikke have ry af, at man kan blive viet her uanset hvad. Vi har en høj grad af kvalitetskontrol af papirerne.«

Klokken bliver 11. En giftefoged stiger ind i en af kommunens biler og kører hen til Louise Moloneys bryllupssal.  Hele bilens bagsmæk er pyntet med ordene ”Flyt til Ærø. Bryllupsøen Ærø.”

Det engelske par Catharine og John og deres to sønner har forladt pensionen Vestergade 44. Berlingskes fotograf er med til vielsen.

Bryllupsplanlægger Louise Moloney (th) har bryllupskontor og vielselssal i købmandsgården i Ærøskøbing. Catharine og John fra England er netop blevet gift. De har været sammen mange år, har to voksne sønner sammen og valgte at blive gift på  Ærø på grund af de romantiske omgivelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Catherine er i lang, hvid kjole. Han er i jakkesæt med vest og lommeur med guldkæde. De har købt brudebuket og bryllupskage i Ærøskøbing og har bestilt flere overnatninger på øen. Nu sker det. Hun bliver ført op ad gulvet af deres voksne søn. Catherine og John siger ja til hinanden. Kysser hinanden og læser små kærlighedsbreve højt med let rystende hænder.

Allerede sidste år under en ferie på Ærø, vidste parret, hvor deres vielse skulle finde sted.

I det øjeblik, hvor de sidste år kom sejlende til øen og skuede ud over det bølgende hav, kunne de mærke, at det her fortryllende sted var de rette omgivelser for deres bryllup. Det kunne ikke være anderledes. Se, det er et rigtigt eventyr.

 

Bryllupsfesten uden kærlighedsbreve

Det er onsdag formiddag. De første af dagens 25 bryllupper er i gang på Ærø Rådhus. Et af brudeparrene er en 50-årig pakistansk mand og en 28-årig rumænsk kvinde. Han hedder Ahmed. Hun hedder Constantina. De er omgivet af to dansk-pakistanske mænd, som arrangerer vielsespapirerne og er kørt fra København til Ærø, fordi papirarbejdet går hurtigere på Ærø, fortæller de.

Constantina fra Rumænien og Ahmed fra Pakistan bliver viet. Hendes bror agerer tolk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Mændene kender gommen fra den samme landsby i Pakistan. Den ene dansk-pakistaner fortæller, at han også har hjulpet en indisk mand med bryllup i Danmark. Også en rumænsk mand er med. Han bor i Danmark og er bror til den rumænske brud.

Bruden kan ikke tale dansk eller engelsk, men de dansk-pakistanske mænd beretter på hendes vegne, at hun efter brylluppet vil søge opholdstilladelse i Danmark »for at få en ny start« og vil søge familiesammenføring med sin nye ægtemand.

Det pakistansk-rumænske brudepar sidder i vinterjakker ved siden af hinanden på rådhuset. De kommunikerer ikke sammen. De har ikke rigtig noget fælles sprog. Gommen Ahmed siger, at han taler en »little bit Romanian.«

Berlingske har overnattet på samme vandrehjem som den pakistansk-dansk-rumænske koalition. En køjeseng på vandrehjemmet koster 250 kr.

Ejeren af vandrehjemmet har mange overnattende brudepar. Typisk er den ene part EU-borger og den anden ikke.

Den pakistansk-rumænsk-danske gruppe har fravalgt at betale 75 kr. for morgenmad på vandrehjemmet, og de har undladt at købe brudebuket. De er ikke blandt de eftertragtede brudepar, som lægger mange tusinde kroner på Ærø under deres bryllup.

Ahmed og Constantina bliver kaldt ind i vielsessalen. De dansk-pakistanske mænd er venlige og inviterer os med.  Giftefogeden beder brudeparret tage deres overtøj af. Hun spørger, om de vil udveksle vielsesringe. De har ikke vielsesringe.

Vielsen tager fem minutter. Bruden forstår ikke, hvad giftefogeden siger, så den rumænske bror oversætter fra engelsk til rumænsk.

Efter vielsen giver alle hinanden et kram. De skynder sig ud i bilerne og når færgen mod Fyn 35 minutter efter vielsen. Da de triller af færgen, kører de tre mænd med pakistansk baggrund sammen i en dansk varevogn. Den rumænske brud og hendes bror kører sammen i en bil. Den har rumænske nummerplader.

35 minutter efter rumænske Constantina og pakistanske Ahmeds vielse på Ærø Rådhus er de ombord på færgen mod Fyn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.