Brudekjole med tråde til fortiden

Prins Joachim fældede en tåre - og blev trøstet af sine to sønner - ved synet af sin kommende hustru, der trådte kendeligt nervøst ind kirken i en romantisk off-wite kjole med kniplinger, slør og et tre meter langt slæb. Marie Cavallier har valgt designere fra sin tidligere hjemby, Geneve, til at stå for brudekjolen.

Vinden tog drilsk i brudens slør på hendes vej op til kirken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Yndig ser hun ud, som en rigtig prinsesse, idet hun træder ud af den sorte Daimler foran Møgeltønder Kirke. Hun retter lidt på det kniplingsbesatte slør, der drilsk flagrer i vinden.

Det kongelige bryllups bedst bevarede hemmelighed, Marie Cavalliers brudekjole, er nu afsløret som en ægte, romantisk maj-drøm.

Mens kronprinsesse Mary havde valgt den danske designer, Uffe Frank, til at kreere sin brudekjole ved brylluppet i Københavns Domkirke for fire år siden, har Marie Cavallier kastet blikket udenlands. Hendes valg er faldet på modehuset Arasa Morelli fra Geneve i Schweiz, hvor Marie selv har boet indtil brylluppet.

Fransk silke
På flere måder er det en brudekjole med tråde til Maries ikke-kongelige fortid som frk. Cavallier. Udover valget af designere fra Geneve, har Marie også på elegant vis fået vævet sin franske opvækst ind i brudekjolens for, der er elfenbensfarvet repsvævet silketaft fra et væveri i Loiredalen.

Hoffet beskriver kjolen som »en haute couture kreation udført i 1800-tals inspirerede Calais-kniplinger med blomstermotiver i fransk broderi« Kjolen er ikke kridhvid, men »off-white«, med en overdel bestående af fint broderede kniplinger. Kjolen munder ud i et tre meter langt slæb.

Prins Joachim i gallauniform med ordener
MarieCavalliers slør er ligeledes kantet med kniplinger. Sløret bliver ved vielsen holdt fast af et diadem, der oprindeligt er en gave fra kong Frederik og dronning Ingrid til dronning Margrethe.
Prins Joachim er ved vielsen klædt i infanteriets gallauniform med en lang række danske dekorationer, herunder Elefantordenen. De to små prinser, otteårige Nikolai
og femårige Felix er i ens sorte jakkesæt med hvide skjorter og stribede slips.