Ti procent af forældre i de vestlige samfund oplever et brud med deres voksne børn.

Et brud, som for forældrene kan føles som en tragedie eller en endeløs kærestesorg. Og fænomenet kan være i stigning, siger psykolog og ph.d.-studerende på Aarhus Universitet Andreas Nikolajsen i dagens afsnit af »Pilestræde«.

De seneste år har han forsket i netop »intergenerationelle brud« og talt med en række forældre, der har oplevet, at deres voksne børn har vendt dem ryggen. 

»Der er nogle, der mener, at det, vi ser, er et resultat af at vores generelle forestilling om, hvad familierelationer er for noget, er i en brydningstid. Altså at blod er tykkere end vand; det er vi på vej væk fra,« siger han i podcasten.

Men han er ikke den eneste, der har fundet stor interesse i emnet. Senest skrev journalist Astrid Johanne Høg et indlæg i Berlingske, hvor hun omtaler frivillige brud mellem børn og forældre som »et udtryk for tidens narcissisme«. Kommentaren har siden været under heftig debat på de sociale medier.

Andreas Nikolajsen byder hendes indlæg »meget velkomment«. For, siger han, »hun repræsenterer et ellers fortiet perspektiv«.

Forskeren mener nemlig, at fænomenet kan have store konsekvenser. Og det starter ofte med et nyt familiemedlem.

Moderbinding og moderbrud

Et brud mellem forældre peger nemlig ofte tilbage på barnets nye partner. En tendens, som Andreas Nikolajsen kalder »påfaldende«.

»Det er tit svigerbørn og desværre tit svigerdøtre, der spiller en rolle i de her brud,« siger han og uddyber:

»Den konflikt handler nogle gange om, at forældrene har svært ved at give slip på deres søn og overlade ham i svigerdatterens varetægt. Så der er nærmest en magtkamp om sønnens gunst, gerne mellem moren og svigerdatteren. Sønnen kommer til at befinde sig i en loyalitetskonflikt mellem sit ophav og sin nye familie.«

Men brudene kan forhindres.

For mens forældrene ofte »er efterladt med et stort spørgsmålstegn«, sidder de også med en enorm lyst og vilje til igen at etablere et forhold til deres børn.

»Jeg kan høre på dem, at de er så motiveret for at få kontakt til deres børn igen, at jeg mener, der bliver stillet nogle fine betingelser for, at det godt kan lade sig gøre. Og det mener jeg, at der er et budskab til børn, der bryder med deres forældre, i.«

Hvis forældrene ikke magter at respektere deres børns grænser, er det så ikke en rimelig udgang, at børnene siger: »Jeg kan ikke mere. Det er slut nu«?

»Det kan det være. Men jeg vil sådan rent holdningsmæssigt hellere se, at man siger til forældrene: 'Jeg har prøvet at stille de her grænser. Du har ikke respekteret dem. Nu bliver vi nødt til at holde en pause fra hinanden, fordi jeg kan ikke være i det her mere.' I stedet for, at man laver det her definitive cut.«