Brr!.. Ellers tak! flyvende forårsbebuder stikker af fra kulden i Danmark

Den hårde danske kulde har jaget sanglærken på flugt. Den er formentlig søgt mod Den Engelske Kanal og venter på mildere vejr.

Sanglærke (Alauda arvensis ) i toppen af et fyrretræ. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Det plejer at være et af de tidligste forårstegn. På linje med opblomstring af erantis og vintergæk er sanglærkens ankomst en sand forårsbebuder.

Men den hårde danske frost ser ud til at drille sangfuglen. Henning Heldbjerg er biolog i Dansk Ornitologisk Forening, og han forklarer, at begrebet kuldeflugt er indtrådt i den danske natur.

»Der er cirka 80 procent færre sanglærker i Danmark i denne uge sammenlignet med sidste uge,« siger han.

Det begyndte ellers godt for den lille brune fugl. I løbet af februar begyndte sanglærker at vende tilbage til Danmark fra sydligere himmelstrøg tiltrukket af et mildt vintervejr og for at komme først til de bedste spise- og ynglepladser.

Men da de hårde frostgrader indtrådte, fik lærkerne det hårdt. Og særligt da det begyndte at sne, blev det svært at finde føde på stubmarker og enge, hvor sanglærken holder til, forklarer Henning Heldbjerg.

»De flyver ned til kanalegnene, som er området fra Vadehavet og ned til Den Engelske Kanal i. De venter på mildere vejr, og så kan de hurtigt komme tilbage igen,« siger han.

Sanglærken flyve hurtigt og på få dage kan den bevæge sig et godt stykke ned i Europa. Under milde vintre forbliver en del sanglærker i Danmark, men de foretrækker at overvintre sydvest for Danmark. Den sydligste danske ringmærkede sanglærke er fundet i Spanien.

Ifølge Dansk Ornitologisk Forening er bestanden af sanglærker blevet mere end halveret i løbet af de seneste 30 år. Tilbagegangen kan ifølge foreningen tilskrives intensiveret landbrugsproduktion og en stigning i pesticidforbruget.

Sanglærken er karakteriseret ved, at den gemmer sig ved jorden tidligt på året. Men så snart den første lune forårssol kommer frem, hænger lærken oppe på himlen.

»Det er her, man hører dem synge,« forklarer Henning Heldbjerg fra Dansk Ornitologisk Forening.

Hør sanglærkens stemme her.

Læs Dansk Ornitologisk Forenings artikel om kuldeflugt her.

Kilde: www.dofbasen.dk (Dansk Ornitologisk Forening)