Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Allerede da familien flyttede til Serritslev for knap et år siden, var naboer bekymrede over de usle forhold for børnene i det faldefærdige hus. I august skrev de to e-mail til embedsmænd i kommunens børne- og familieafdeling, skriver Politiken.
»Vi synes, at det offentlige skulle se på de forhold, disse børn lever under (…) Vi er bekymret for børnene, skidt med de voksne forældre, men der er brug for akut hjælp«, stod der ifølge Politiken blandt andet i en e-mail.
I en anden e-mail skriver naboerne: »Børnene lever ikke i gode kår. Dårlige toiletforhold, ofte ingen vand, de har fået vand hos os indimellem. Der skal aflægges et besøg der (…) Det holder ikke i det lange løb, de skal have hjælp«.
Naboen Svend Guldhammer siger til Politiken, at han for alvor blev bekymret, da familien i en periode ikke havde vand. Børnene hentede på skift 15 liter vand hos ham hver dag.
En anden nabo fortæller, at han ved juletid henvendte sig til kommunen, fordi familiens børn nu var begyndt at hente vand hos ham. Da han ringede til kommunen, fik han ifølge Politiken at vide, at den rette sagsbehandler var syg.
Forrige fredag advarede Svend Guldhammer igen kommunen. Denne gang gik han til en kommunalpolitiker, som straks videregav til forvaltningen, at en borger var bekymret over forholdene for børnene.
Forvaltningen har ikke ønsket at udtale sig til Politiken om, hvad den har stillet op med denne og tidligere henvendelser fra de bekymrede naboer. Da de ni børn i torsdags blev tvangsfjernet, skete det angiveligt, fordi den 20-årige datter på egen hånd havde henvendt sig til politiet.
Brønderslevs borgmester Lene Hansen (S) har indkaldt de relevante embedsmænd til hastemøde i dag mandag. De skal blandt andet forklare, hvad de har stillet op med henvendelserne fra bekymrede borgere, skriver Politiken.
»Jeg håber, at vores medarbejdere har taget henvendelserne alvorligt. De har sikkert undersøgt sagen, men de burde have vendt tilbage til borgerne og kvitteret for henvendelserne. Det er almindelig høflighed at sige tak for brevet«, siger Lene Hansen til Politiken.