Brøndby gav FCK baghjul

FCK's exit fra Champions League og Brøndbys lille succesoplevelse i pokalturneringen slog igennem på de to klubbers aktier.

Langt om længe lykkedes det Brøndby at vinde på udebane. Og så endda over ærkerivalerne fra FC København. Men i modsætning til når det drejer sig om rigtig bold, foregik kampen på fondsbørsen, hvor aktien i Brøndby IF torsdag steg 4,32 procent til 84,50 kroner, mens FCK's moderselskab, Parken, Sport & Entertainment, rutsjede 4,06 procent til 1535 kroner efter onsdagens kampe.

Baggrunden er dog noget billig, idet Brøndby slog Allerød fra Danmarksserien i pokalturneringen med cifrene 4-1, mens FCK var oppe mod den europæiske sværvægter Benfica i kvalifikationsturneringen til Champions League og tabte med beskedne 0-1. Det betød, at klubben ikke kommer med i den prestigefyldte turnering Champions League og må vinke farvel til millionindtægter.

/ritzau/